Fra børn og fulde folk...

Vi har et problem... som helt almindelige mennesker, synes vi at lyve er en grim ting. Godtnok lyver jeg nogengange for mine børn ("Hvad er det for nogle vingummier i skraldespanden, Mor? Er det mine? Har du spist dem, Mor?".... "Neeeej, da - det er nogle gamle vingummipapirer"...). Men altså, sådan helt almindelige grimme løgne går vi udenom.

Og så har vi i kolorteland en del tykke mennesker. Jeg ved godt at man ikke kan sige "tyk", men lad os nu kalde en skovl for en skovl, og en spade for en spade. Nogle er kraftige, men dem vi snakker om her, de er tykke! Specielt en der hedder Kim, som (meget prisværdigt iøvrigt) cykler rundt i byen. Han er en anelse langsom i hjernen, men meget sød og glad for børn. Og så tror jeg han vejer et sted mellem 140 og 160 kg. (Det er iøvrigt meget sjovt at se ham cykle, for man tror at cyklen ekser under ham hvert øjeblik det skal være - faktisk kan man ikke rigtigt se den øverste halvdel af cyklen fordi hans korpus hænger ud til alle sider - men han gør det og det er sejt!).

Anna råber nu efter ham på gaden "Heeeej, Tykke Kim!". Det er ret pinligt.
Eller ham den gnavne Egon-Holger-bodegabums der altid går i undertrøje og som har en sur gravhund. Han bor lige ved siden af Heidi dagpleje-mor, og da han gik rundt ude i sin have siger Anna igen med høj stemme: "Mor, er han MEEEGET tyk?"... pinligt, pinligt!
Eller nede ved køledisken, hvor der står en tyk, men også temmeligt gravid pige og kigger på mad sammen med sin næsten lige så gravid-størrelse tykke mand. "Mor, har hun en tyk mave...?". Jeg mumler noget om små babyer, og prøver at huske hende på at jeg sidste år også havde en tyk mave (omend jeg faktisk selv syntes at jeg var ret pæn gravid). Så kigger Anna på pigens mand, og siger: "Mor, ham ikke baby i maven, ham har tyk mave!"... Jeg var på vej ned under vinylgulvet! Og så er det jo: skal jeg lære mit barn at lyve, eller må tykke, dværge, vanskabte og hvad vi ellers har af godtfolk her i byen bare finde sig i at få sandheden serveret fra en 3-årigs mund?

Men på trods af pinligheder, så er hun også skøn. Efter en lang og sej kamp med aftensmaden, tandbørsten, nattøjet osv, var hun endelig lagt i seng. En lille godnatsang, og så er jeg på vej op, hvor hun så råber efter mig: "Moooaar, du skal ha' en krammer"... Ahhh! Og bedst som vi så krammer, så kysser hun mig på munden og siger "Ej, tak Moooar, fordi du laved' dejlig aftensmad!". Hvordan hun ved det, aner jeg ikke, for hun rørte det faktisk ikke - men det luner alligevel!