Kvinder og piger...

I mit nytårsfortsæt lovede jeg mig selv en hel del. Noget af det er jeg allerede godt igang med at bryde (f.eks. det der med at jogge - med eller uden børn). Andet har jeg faktisk overholdt - jeg bager, jeg strikker (lidt) af det jeg har liggende - og jeg har læst en bog hver måned. I denne april kommer jeg så op på 3 indtil videre, og jeg ligger flad af grin... først har jeg læst en almindelig femi-krimi, som jeg jo har hang til, "Personskade" af Elsebeth Egholm, og den var god. Det er en ekstra dimension at den foregår i Århus/Skejby området, hvilket jo er meget sjovt når man kender det så godt. Og at "papirhandlen" i Borggade (som godtnok bliver kaldt Borgergade i bogen - men den er god nok, det er der luderne i Århus arbejder fra..) er der hvor jeg har arbejdet - altså i papirhandlen - i flere år, er jo sjovt!

Så har jeg lyn-læst "Overlevelsesguide til mødre" af Maren Uthaug, hvor der med ophøjet ro og selvironi bliver gennemgået alle de ting en mor kender til: frygten for at ungen bliver stjålet i barnevognen (og hvor lille sandsynligheden i virkeligheden er), diagrammer over en mors hverdag, hadefulde og kærlige udsagn fra rigtige mødre med rigtige børn... supersjov!

Og sidst, men ikke mindst "Pæne piger og dumme drenge" af Ann-Elisabeht Knudsen, hvor der bliver taget fat i hjernes kønsforskelle hos drenge og piger. Og hvordan vi voksne, forældre, pædagoger og lærere, kan takle det. En meget oplysende bog, hvor der faktisk er mange gode løsningsforslag som jeg kan genkende fra min hverdag både her hjemme og på arbejde...

Hvorfor er det vi er så bange for at vores børn bliver kede af det? Er det mit job at skåne mit barn på godt og ondt? Eller er det i virkeligheden mit job at give mit barn nogle værktøjer til at komme over livets forhindringer? Jeg kender det godt fra mig selv, jeg husker på og fejer for mit barn, så hun ikke falder, slår huller i hovedet, spiser mærkelige piller osv. Men alligevel kan jeg godt se at "hønemor" ikke altid er af det gode...

Min veninde har en i mødregruppen der lige har gravet sine hindbær, brombær og stikkelsbær op, af frygt for at poden skulle stikke sig... Jeg mener... prøv at tænke på, at det barn samtidigt går glip af at plukke et solmodent bær lige når man går forbi, mærke den varme sødme på tungen... Det kan ikke være rigtigt! I virkeligheden er det jo en mangel på respekt overfor barnet - jeg-tror-ikke-du-kan-finde-ud-af-det-så-nu-klarer-jeg-skærene-for-dig-agtigt.

Jeg kan også mærke det når Anna bliver vred på mig, når jeg bestemmer noget andet. I det sekund hun hyler op, bliver jeg usikker. Vil hun hade mig for evigt, kommer det frem når hun som 20-årig ligger hos sin psykolog, er jeg for sur? Men jeg ved bedst, og måske er curling-forældrene et udtryk for voksne mennesker, der er meget usikre på deres rolle. Vi er så bange for at fejle, at vi undlader at sætte grænser, give normer, alting er til diskussion og forhandling.

I bogen "pæne piger og dumme drenge" skriver forfatterinden, at børn skal ha' grinet hver dag sammen med deres forældre. Det er da et håndgribeligt, godt og livsbekræftende mål.

Det jeg gerne vil give mine børn, gav jeg dem i går. En eftermiddag bare os tre tøser på græsplænen, i skyggen af et træ, mens den ene render rundt og digter sjove sange, og den anden hviner af fryd over det fantastiske, at blomster vipper op og ned når vinden blæser. Et glas iskoldt, rent vand, et stort, pludseligt mys på tæppet og en enkelt mundprut.... Det må være sundt! Ahh! Så skidt med at jeg heller ikke kom ud at jogge i går... måske i dag?