mandag, april 23, 2007

Frihjul..

Så har jeg lige kørt Mikkel ind på Århus banegård, og han er kørt med Prag-ekspressen mod Bayern i en uge. Alle skoleungerne så spændte ud på at skulle ud og overnatte hos nogen tyske skolebørn - og dem i Bayern taler sjovt, så det er nok ekstra spændende!

Så weekenden her har været afslapning inden det store ræs begyndte for os begge. Først har vi fået indflyttere i vores fantastiske funkisvilla/fulgehus/foderbrædt... jeg måtte eje det da jeg så det på http://froebutikken.dk/group.asp?group=16 også selvom jeg sidenhen har fundet ud af, at den lokale planteskole i Rønde har dem 50 kr billigere, så fortryder jeg intet. Musvit-far og mor er ved at flytte ind i huset.

Så blev det også til en enkelt kage, nemlig en rabarbermarengspie som smager helt fantastisk. Den er helt sikkert ikke sund, og vi bager den ikke tit - men nu, mens rabarberne er helt nye er det nu godt. Og vi skulle jo hygge os ekstra meget mens vi så Matador. Jeg har dog modificeret bunden, hvor jeg altid kommer lidt blendede havregryn i dejen, ca. en trediedel. Det smager altid godt i mørdeje til søde tærter. Ellers er den god nok, og heldigvis havde jeg en pakke dej til at ligge i fryseren fra sidst, så det gjorde ikke så meget. Hvis du kun vil lave til en tærte, så halvere du bare mængden af både dej og marengs.
Anna fandt ideen om rabarber væstentlig mere tiltalende i år end sidste år. Hun syntes de var sjove hatte, men dette forår hoppede hun på den der med at have en teskefuld sukker i et lille bæger, og så gå og gumle/sutte på en rabarberstilk. Jeg tænker at det ikke kan skade i væstenlig grad, når man tænker på hvor meget sukker der er i en kakaomælk eller juice... noget vi sjældent drikker her i huset, faktisk har vi lige smidt 2 liter kakaomælk ud fra Annas fødselsdag for snart et år siden...
Men vores smukke store unge gik rigtigt og hyggede sig ude i haven lørdag...

Og så er der jo haven, som er smuk og fin. Mit ene staudebed, med blå og gule farver (skilla, perlehyacinter, hyacinter og så en masse påskelilier) er ved at blive til mit røde/gule/orange bed med tulipaner, vibeæg, juleroser og endnu flere tulipaner.
Det andet bed er det hvide/blå bed, med skilla, vintergrøn og så en masse narcisser i vide nuancer. Nu tager tulipaner i hvid-gul-grønt over, hvide vibeæg og hyacinter.. Det er så smukt, og grunden til jeg elsker min have så meget! Det er vidunderligt at følge farverne der skifter, de forskellige løg der kommer op, den ene slags planter bryder op af jorden, de andre forgår.
Jeg bliver altid forundret over forårets fremdrift, gå-på-mod og farverigdom - måske er vores børn i virkeligheden lige så kulørte, spændstige og sjove?

Og pigerne bliver skønnere og skønnere for hver dag der går. I weekenden var der store kærlighedskrammeri i sofaen. Thilde er nu helt klart bevidst om hvem Anna er - og hun synes at det er verdens mest spændende storesøster. Når Anna kommer fisende forbi, så storgriner hun, når Anna laver øjne til hende, så hviner hun. Det er næsten lige så godt når Mor laver mundprutter eller Far får hende til at hænge med hovedet nedad - men også kun næsten.
Så indtil videre må jeg nyde, at mine to piger elsker hinanden højt, og at søstrekærligheden som jeg håber så meget på ser ud til at eksistere lige nu.

Ingen kommentarer: