I dag bor jeg for alvor i Kolorteland... eller måske grise-gylleland. Jeg har brugt en stor del af morgenen på at rende rundt og finde ud af om det var Thilde, Anna eller Mikkel der havde lavet en pølse et eller andet sted i huset. Da ingen meldte sig (Anna blev faktisk temmeligt sur da jeg spurgte hende 3. gang - "Naaaaj!"), gik jeg over til teorien om døde mus bag panelerne - vi bor jo i et gammelt hus. Men da Mikkel og Anna skulle afsted, og hoveddøren slog op, var der ingen tvivl længere - adddrrr!
Men så er det jeg må passe på - for netop diskussionen om frigjorthed, og normer er noget der kører på højtryk her i hjemmet. Lidt i forlængelse af mit boycott af lyserød. Hvis jeg kunne, ville jeg lave afstemningsmuligheder under disse emner om normer, lyster og etikette!
A) Er det okay at dagplejen giver Anna bukseble på, fordi de skal lege på legepladsen og der ikke er et wc? Specielt når vi nu prøver at vænne hende af med det?
B) Er det meget ulækkert at en 2-årig tisser/pølser i en busk, når der ikke er et toilet i nærheden?
C) Er det en mærkelig verden vi lever i, når 10-årige ikke ved hvordan man tisser i en skov (tak Tine)
D) Er folk underlige, når hovedårsagen til at vi ikke går i skoven er, at der ikke findes wc'er i den?
Jeg kan kun sige: Jeg er træt af folk der er så kropsforskækkede at lort, tis og jord bliver fjender. Ja, det er ikke lækkert, men hvis man husker at vaske fingre (eller har et glas med vores ven alco-gel med), så sker der ikke det store. Jeg siger ikke vi skal tilbage til middelalderen og skide i køkkenhaven eller på gaden - men uheld er uheld. Og naturen har sin gang. Hvis vores børn skal kunne leve bare en lille smule frigjorte, og ikke gå op i det perfekte, så er vi forældre da nødt til at lære dem, at man godt kan træde af på naturens vegne i en krog - hvis det bliver for meget.
Det minder mig meget om det hysteri der var med fugleinfluenza for et års tid siden. Pludselig måtte børnehaver ikke længere kigge på en død fugl, og børn måtte ikke samle en fjer op fra vejen. Det er som om at frygten bliver det vigtigste - man glemmer at tænke på hvor stor (eller nærmere lille) sandsynligheden der er for at man falder død om af det.
Hvis børnene skal huske alle de ting som de ikke må: pille næse, rage sig i numsen, pille sokkeuld mellem tærene og spise det, spise jord, regnorme, kattelort, myrer, ligusterbær, taksbær, liljekonvaller, sove med snore rundt om halsen, lege med plasticposer.... ja det er bare et lille udsnit på rundt regnet en uge her i huset. Get a life, mor!
Så I må gerne komme her i huset hvis I tør: vi støvsuger en gang om ugen, vasker lokum en gang om måneden - men lufter ud hver dag. Vi husker for det meste at vaske hænder efter ble-skift, og vi både koger og steger vores mad - undtaget sushi. Nogen bruger penge på faldskærmsudspring, andre kravler i klipper. Her spiser vi hjemmelavet mad, leger under begrænset opsyn og skider i det fri (hvis jeg ellers kan få dagplejemoren med på vognen).
1 kommentar:
A) Nej!
B) Nej!
C) Ja!
D) Ja!
Send en kommentar