Gult

Jeg har aldrig brudt mig om farverne gul og orange. De første 3 år har jeg ærget mig hver gang noget gult, som ikke lige var en påskelilje, tittede op af jorden. Jeg troede ikke at det var for mig at komme til at elske det. Sidste år vandt karrygult frem i moden, og også jeg blev betaget - gul er jo ikke bare skrig-gul... og jeg elsker jo citroner, bananer er skønne... og morgenfruer er man nødt til at have. Det første læs frø i haven indebar morgenfruer og tagetes... de sidste har jeg ikke helt fundet ud af endnu, men i år er mit morgenfrue-bed helt fantastisk.
Alle mulige nuancer i gul, hvid, orange og brun blandet sammen. Det er skønt at stå og stikke næsen ned i...


Jeg har samlet forskellige rundt omkring. Nogen ligner små georginer, andre er flade og store. Enkelte bittesmå med en appetittelig æggeblomme-gul-spejlæg-flyd-ud-farve. Jeg elsker dem. Og eftersom at de står i det samme bed, bliver det nok ikke svært at blive ved med at få dem til at komme igen og igen. Faktisk var hovedparten af dem et uheld, og så valgte jeg bare at drysse resten af mine fangster ud der også. Man kan være heldig.

Den trefarvede med brunt øje er jeg helt vild med, den ligner et lejrbål fra en spejderlejr...

Og så er der dem, der også bare er smukke fordi det har regnet, og dråberne hænger tæt og tungt over det hele. Er nogen i tvivl om at jeg er begyndt at elske gult og orange?

For at skabe lidt afveksling i alt det gule kan man gå en tur hen og kigge på mit valmue-bed. Der var rigtigt mange, og jeg vidste at de fleste ville være gamle kendinge. De var her alle da jeg flyttede ind, nogen er jeg kommet til at elske, andre var jeg fuldstændig vild med fra starten; valmuerne. Med lidt (meget lidt) held kommer der flere slags til næste år...