Nogen gange...

Efter jeg har fået børn, er jeg blevet meget bevidst om, at man er nødt til at leve livet. Det er bare blevet så pokkers meget sværere med de der to omkring en. Man burde flyve sydpå, køre til Italien i sommerferien, trekke i nepal og dykke i koralrevene. Men jeg er blevet bange for at flyve (og ikke mindst falde ned), angst for at ende sammenkrøllet mellem et autoværn og en lastbil (hvor chaufføren sidder og kører med fødderne i forruden og mobilen bag øret) i de Østriske Alper, og Nepal, er det ikke noget med noget opstandelser og kongemord?... Og koral-rev, det er så u-CO2-agtigt, og jeg kan heller ikke dykke... Jeg er kort og godt blevet bange for at leve helt derude på kanten - ikke at jeg nogensinde har været på kanten af noget, og jeg har vist altid været en pivskid. Men nu kan selve tanken få mig til at få ondt i maven. Sådan rigtigt ondt. Så jeg lader være. Og bliver nogle oplevelser fattigere, bevares.

Men herhjemme findes der også små gode ting. Som f.eks. en gråspurve-unge som Trunte kom med i munden. Den var fin og hel - og dødsens angst. Mere end jeg bliver ved tanken om Nepal og jordomrejser. Den kunne ikke flyve, og vi troede den var selvskrevet til kattemad. Vi satte den ned på vores terrassebord, og kunne se dens mor kalde og kalde. Hun var fortvivlet. Så lukkede vi katten ind, og lod pip passe sig selv.
Dens mor kom.... og så fandt lille pip alligevel ud af at den kunne flyve... og væk var den. Vi må vist hellere glemme angsten lidt, og samtidig holde fast i, at vi ikke nødvendigvis behøver at lege lige foran kattens snude...