I dag er det min ældste datters fødselsdag. Hun kom ind i mit liv på et tidspunkt hvor jeg bare savnede det at have børn. Jeg troede ihvertfald at jeg savnede at have børn. Og jeg nyder da også børnelivet nu hvor det er der. Jeg kan bare også se, at jeg ikke havde den fjerneste idé om hvad det at have børn indebar.
-den manglende tid til at være sig selv, dyrke hobbies og realisere sig selv. Mængden af affald og skidt som børn kan producere, og som man pludselig er ret ligeglad med. Udtrådte rosiner under sokkerne er ikke længere ulækkert - og som Katrine Holm en gang sagde til mig "ja så ved man at man er mor, når det ikke længere gør noget når ungen spytter ud i hånden på dig"... nemlig. Jeg er ligeglad nu.
Til gengæld nyder jeg, når de putter sig ind til mig. Når de siger "Moooar" og krammer mig. Når Thilde insisterer på at sove i min seng. At ae en ufattelig blød og fast rumpe, der konstant bliver luftet helt bar i haven. Når de griner så latteren perler og man bliver helt øm i hjertet af kærlighed til livet. Når de stolte har løst en opgave de selv (og vi andre) troede helt umulig. Når Anna, som i dag, kommer med en buket hun selv har arrangeret: Vejbred i bunden, med skvalderkål og forglem-mig-ej i midten...
Hun bliver 5 år i dag. Det har været helt vidunderligt. Højt solskin, en tur ind til Århus, i Build-a-bear og købe sig helt og aldeles fattig i meget få ting, spise gode sandwich i haven med farfar og farmor, lagkage på terrassen sammen med Bedste Margit, Benjamin og Carl-Emil. Ridning med fødselsdagssang i ridehallen og is til alle unger. Grillede pølser og næsten 3 kg hjemmeplukkede jordbær. Fest og sommer, som det skal være!
1 kommentar:
Til lykke med din store pige! Åh at have fødselsdag om sommeren - og vejret er godt. Det er bare en ekstra gave. Tak for de fine billeder og fortsat god sommer!
Send en kommentar