KolortelandNEWS

Juni måneds kolorteland bærer præg af sommer. Nu er solskinnet her, men første halvdel var våd! Det var vådt at gå i børnehave og på arbejde, og vaskemaskinen kørte i fast rutefart med en daglig kulørt vask. En enkelt dag var der 3 sæt skiftetøj fra Thilde, som var blevet sat i noget nyt tøj pga smat... haven trængte til det, og det gør den igen. Men klagerne skal ikke lyde herfra, vi nyder det... Ligesom jeg en eftermiddag i juni nød den smukke mark fuld af kornblomster.

Grundlovsdag var der den årlige tradition med familie hygge. Vi var ved Slåen sø, som er det ægte udflugtsmål for Grundlovsdag. Som børn tog vi derhen med æggekage sammen med far og mor. Nu er det med vores egne unger vi tog turen. Bagefter kørte vi til Himmelbjerget, og forbi fars gravsted. Han fik havens første blå iris i en buket fulde af akelejer og hosta. Det føltes rart at give ham havens ypperste - som dengang hvor han var syg, og jeg gav ham min haves første artiskok... (det skulle senere vise sig at være den ene af de to der nogensinde kom).

Thilde nød en is - og bagefter kunne hun da også lige klare resterne af sin søsters is - hende ispigen!

I den næstsidste weekend var vi en tur forbi Odense for at fejre Onkel Tom'sa. Thomas blev 40 år, og der blev holdt en dejlig familiefest i haven i Odense, med efterfulgt vandpjask ved åen. Ved samme lejlighed blev hele familien Gaarde foreviget - bedsteforældre, forældre og børnebørn. At tage et billede hvor alle 6 piger ser nogenlunde normale ud er svært, men det lykkedes næsten!

Og så var vi jo også til Skt. Hans-fest i børnehaven. Der var heksegryde, bål og børn over det hele, til en varm og dejlig aften.

Og Anna, ja hun øver sig stadigvæk i at cykle. Moren hun øver sig i at lukke øjnene og håbe på det bedste, når hun drøner afsted derude i trafikken... Pyha!

Enkelte stunder i hængekøjens skær er det også blevet til. Vi sover og snorker til ære for fotograften - nogen snorker mere end andre. Men krogen er god, og skyggen fin derinde under piletræet. Til gengæld har jeg besluttet at aflive min fars springvandsprojekt. Det kommer ikke til at fungere - den store pil smider ikke kun blade til efteråret, men hele året. Grene og blade ligger konstant i springvandet, og skal renses hele tiden. Samtidigt er det børnenes favoritklatretræ, så de kravler rundt på stenene og hvis de en dag skulle falde - ja så er græs måske bedre end et halvfærdigt stenbed fulde af snegle og blade.

En dag havde vi også familien Sandfær-Andersen på besøg. Vi fik travet en god tur ud med eftermiddagskaffen - godtnok skulle vi have været på slottet, men de har lukket bagindgangen og kræver entre! Hvad for noget? Så vi må finde andre græsgange at besøge. Så vi fandt en rigtig skov, hvor der blev bygget en ægte hule og spist eclairs med jordbær og mascaponecreme. Det var godt nok, og Anna fik krammet Onkel Claus.

Og så var der lige den der børnefødselsdag vi skulle holde. Vi havde inviteret til hestefest, og Anna havde fablet om en lagkage formet som en hest - jeg mistænker at hun troede at hesten skulle bygges op ligesom Barbie-lagkagen sidste år - med 17 lag. Det kunne det ikke blive til, vi havde haft travlt på arbejde og med familiebesøg, så kl 21 dagen før satte vi os ned og begyndte at planlægge.

Jeg tror måske at vi kunne vinde DM i mor og far med den fødselsdag, og alle 10 unger der var på besøg sad stille og roligt og legede. Der var masser af tid, og alligevel tid til at få hestetatoos, bygge sin egen kæphest, spise gulerødder med top, prøve at sømme søm i hesteskoen og ringridning...

De fik pindemadder med minifrikadeller, agurker og babytomater. Der blev holdt konkurrence i hvem der kunne indtage flest af de små rugbrødshapsere, og det hele foregik i en dejlig tone.

Og heste-brunsviger-kagen blev spist... faktisk var der kun en der skuffet spurgte sin mor ved hentetid, hvornår hestefesten begyndte - for hvor var hesten? At hun så bor på en gård med 28 heste, kan jo forklare at man fattes heste.

Og så er det tid til ferie snart. Den står på sutte-afvænning, projekt smid bleen og nyd livet. Pludselig står vi med to småpiger, og ikke længere nogen babyer. Forhåbentligt giver den skælsættende frihed os også tiden til at nyde dem. Men vi arbejder hårdt på ombygningen, og væggene er ved at være oppe. Ihvertfald skeletterne står til den ene halvdel, og Mikkel er i gang med at sætte gipsplader på. Bagefter kommer væggen til toilettet og vores soveværelse, når hemsen er bygget helt færdig. Jeg skal afsyre og afrense de gamle brugte døre, og forhåbentligt male lofter en sidste gang.

Men ind imellem skal vi ned i haven og sidde og kigge på alt det skønne vi ejer og har lånt.

Grimrian

Vi har haft en anelse fri i dag. En børnefødselsdag skulle holdes, 10 børn var indbudt - og alt var dejligt. Mere om det senere i KolortelandNEWS. Men bagefter, da vores have var helt øde og stille, skulle der nydes. Der har været flere uger, hvor vi ikke helt har haft tiden til at gå i haven.
Og har tiden været der, er det for at gøre de ting der bare ikke kan udsættes: plukke jordbærene, binde ærter og bønner op, nippe hovederne af stedmoderblomsterne, redde aspargesene med krykker efter den megen regn og blæst vi fik for 14 dage siden.

Nu er det varmt, drivhuset kalder i den grad. Flere af mine stiklinger har lidt varmedøden dernede. Nu er de flyttet ud i skyggen. I morgen får mine små tomater nye hjem i jorden. Og der skal luges og nippes basilikum dernede.

Jeg har rendt rundt med haveslangen her til aften, og duften af sommer, varme og jord river en i næsen. Georginerne er små og undseelige. De må godt snart rubbe sig. Men ærterne er flotte og store, og man kan spise en håndfuld hver dag. Jordbærrene giver 2-3 kg hver gang vi plukker. Og jeg er ved at finde salatfrøene frem igen, for nye skal i jorden snart.

Og så er det jo også, at jeg endelig får tiden til det - blomsterbillederne. De første år uden kameraguf, som ikke helt gav det jeg gerne ville. Nu, i år, er jeg ved at udvide min horisont på den front - jeg skal lære at beherske min blænde! Det er svært, men det er den der afgør, om mine makrobilleder bliver et billede med en skarp støvdrager, eller om mere er med. Jeg har forsøgt mig lidt - nyd det lidt sammen med mig - min geranium og min pæon - med grimrian!

Hip hip hurra!

I dag er det min ældste datters fødselsdag. Hun kom ind i mit liv på et tidspunkt hvor jeg bare savnede det at have børn. Jeg troede ihvertfald at jeg savnede at have børn. Og jeg nyder da også børnelivet nu hvor det er der. Jeg kan bare også se, at jeg ikke havde den fjerneste idé om hvad det at have børn indebar.

-den manglende tid til at være sig selv, dyrke hobbies og realisere sig selv. Mængden af affald og skidt som børn kan producere, og som man pludselig er ret ligeglad med. Udtrådte rosiner under sokkerne er ikke længere ulækkert - og som Katrine Holm en gang sagde til mig "ja så ved man at man er mor, når det ikke længere gør noget når ungen spytter ud i hånden på dig"... nemlig. Jeg er ligeglad nu.

Til gengæld nyder jeg, når de putter sig ind til mig. Når de siger "Moooar" og krammer mig. Når Thilde insisterer på at sove i min seng. At ae en ufattelig blød og fast rumpe, der konstant bliver luftet helt bar i haven. Når de griner så latteren perler og man bliver helt øm i hjertet af kærlighed til livet. Når de stolte har løst en opgave de selv (og vi andre) troede helt umulig. Når Anna, som i dag, kommer med en buket hun selv har arrangeret: Vejbred i bunden, med skvalderkål og forglem-mig-ej i midten...

Hun bliver 5 år i dag. Det har været helt vidunderligt. Højt solskin, en tur ind til Århus, i Build-a-bear og købe sig helt og aldeles fattig i meget få ting, spise gode sandwich i haven med farfar og farmor, lagkage på terrassen sammen med Bedste Margit, Benjamin og Carl-Emil. Ridning med fødselsdagssang i ridehallen og is til alle unger. Grillede pølser og næsten 3 kg hjemmeplukkede jordbær. Fest og sommer, som det skal være!

Nogen gange...

Efter jeg har fået børn, er jeg blevet meget bevidst om, at man er nødt til at leve livet. Det er bare blevet så pokkers meget sværere med de der to omkring en. Man burde flyve sydpå, køre til Italien i sommerferien, trekke i nepal og dykke i koralrevene. Men jeg er blevet bange for at flyve (og ikke mindst falde ned), angst for at ende sammenkrøllet mellem et autoværn og en lastbil (hvor chaufføren sidder og kører med fødderne i forruden og mobilen bag øret) i de Østriske Alper, og Nepal, er det ikke noget med noget opstandelser og kongemord?... Og koral-rev, det er så u-CO2-agtigt, og jeg kan heller ikke dykke... Jeg er kort og godt blevet bange for at leve helt derude på kanten - ikke at jeg nogensinde har været på kanten af noget, og jeg har vist altid været en pivskid. Men nu kan selve tanken få mig til at få ondt i maven. Sådan rigtigt ondt. Så jeg lader være. Og bliver nogle oplevelser fattigere, bevares.

Men herhjemme findes der også små gode ting. Som f.eks. en gråspurve-unge som Trunte kom med i munden. Den var fin og hel - og dødsens angst. Mere end jeg bliver ved tanken om Nepal og jordomrejser. Den kunne ikke flyve, og vi troede den var selvskrevet til kattemad. Vi satte den ned på vores terrassebord, og kunne se dens mor kalde og kalde. Hun var fortvivlet. Så lukkede vi katten ind, og lod pip passe sig selv.
Dens mor kom.... og så fandt lille pip alligevel ud af at den kunne flyve... og væk var den. Vi må vist hellere glemme angsten lidt, og samtidig holde fast i, at vi ikke nødvendigvis behøver at lege lige foran kattens snude...

Som nat og dag..

To døtre.. den ene var stor, rødhåret og lang da hun kom ud, den anden lille, sorthåret og stille. Den store har krudt i måsen, den anden sad stille de første 1½ år. Nu er de begge to livlige, højrøstede, hoppende, larmende og festlige.
Jeg synes ikke de ligner hinanden...

Nu har vi fundet endnu et punkt, hvor de ikke har noget til fælles - mitte-biddene. Thilde har opholdt sig i præcis samme skov, på det samme skovturstæppe, i optrænt samme antal timer. Forskellen er til at føle på - ikke mindst for hende!

40 bid i ansigtet, og omkring øjnene der klør - plus alle dem der er i håret som mærkelige buler og sår. De klør, og det var om muligt endnu værre at få redt hår end vanligt. En har hun dog sin skæbne tilfælles med; Farmor. Sådan kan man pludselig se arveanlæg de sjoveste steder...
Lille stakkel...

Vidunderlig mandag morgen

Det er sådan jeg husker barndommen - og mit håb er, at det også er sådan de kommer til at huske det. Ikke alle de morgener, hvor vi render rundt efter hinanden - dem uden tøj på, flygtende for at slippe for at få noget på, jeg råbende og kommanderende, med et ur i hovedet der hele tiden viser sekunder tættere på at komme for sent på arbejde.
I dag er alting lige meget. Vi skal på tur om ½ time - og vi har ikke fået tøj på endnu. Men de har nået at lege skovtur, jeg har drukket kaffe, og lige nu render de rundt med bare rumper efter sæbebobler. Gid vores liv var lidt mere af den slags... det bliver det snart - sommerferie here I come!