KolortelandNEWS

April - en måned som jeg normalt tænker på som ustadig og fuld af forventning der ofte drukner i kulde, regn eller andre ubehageligheder. Men denne gang var der valuta for pengene. Jeg har allerede fundet sandalerne frem, og ungerne er nærmest gået direkte fra flyverdragter til korte ærmer.

Dette varmeboost har også haft betydning for haven, og jeg ærger mig over at jeg er så autoritetstro og støtter mig op af alle havebøgerne - mine georginer kunne måske allerede være plantet ud, men jeg tør ikke før den oblikatoriske 1. søndag efter mors dag-regel... Og fundet af 6 rådne georginer i kassen betød også at min iver efter de skønne blomster blev lettere afkølet. Sådan har de aldrig gjort før - og det er med vemod at jeg må sige farvel til den ene georgine der har overlevet siden jeg flyttede herud til Kolorteland for 4 år siden.

Til gengæld har mine asparges vist sig at være noget af det nemmeste jeg har købt nogensinde. De kommer bare op. Og i år er sidste gang jeg ikke må pille og plukke. Der står allerede 10 fede og lange asparges og vejer i vinden. Til næste år kommer der endnu flere, og så må vi plukke! Jeg glæder mig helt vildt.

Tiden op til månedens afslutning var præget af ondt i maven og usikkerhed. For 14 dage siden fik vi brev om at Thilde kunne starte i børnehave. Jeg synes det er alt for tidligt at sende sit barn afsted som 2,9 år, og har altid modsat mig det. Faktisk har jeg haft den holdning, at folk der sender deres børn afsted i institution før "tid" (som jo ikke lige er til at definere), er dårlige forældre. Intet mindre.

Derudover passer det rigtigt dårligt i vores årsplanlægning at skulle køre et barn ind 1.6. - 3 uger inden vi holder 5 ugers sommerferie.
Så vi ringede til pladsanvisningen for at takke pænt nej. Det skulle vise sig at være rigtigt svært. Nye regler betyder at man ved 2,9 år får tilbudt den plads man selv har valgt. Derefter, hvis man takker nej, er der absolut ingen garantier. Og vi er jo overbeviste Mosegårds-forældre, og ønsker at vores børn skal gå sammen, så det blev pludseligt meget svært at sige nej. Faktisk virkede det umuligt.


Så pludselig står jeg og skal starte med et barn, som jeg på ingen måde synes er parat til børnehave. Hun er ikke renlig, og det mener jeg et børnehavebarn skal være. Både for hende selv, og for et personale der i den grad er presset af en dårlig normering. Hun er ikke selvhjulpen, kan ikke selv ordne tøj og sko, eller finde mad i madkassen. Og sprogligt mangler hun stadigvæk at slippe en rest baby, som betyder at man nogengange bare må nikke når vi ikke forstår hvad hun pludrer. Hun er ½ år yngre end Anna var, da hun startede. Det kan vi godt mærke. Og det skulle jo gerne være rart at starte i børnehaven. Jeg kan godt have mine bange anelser for at slippe hende fri.

Heidi, vores dagplejemor skulle på et 8 ugers kursus fra slut april, så vi fik i løbet af 4 dage fundet ud af, at vi skulle have Thilde i børnehave, få hende placeret op til børnehave-start, lavet en afslutningsfest og pakke til vores Hamborg tur. Faktisk måtte jeg bide i det sure æble, og spørge børnehaven om Thilde måtte komme 1.5 istedet. For hellere 2 måneder i børnehave inden sommerferien, end en lille måned og omskiften til forskellige dagplejere, eller en tur forbi gæstehuset.
Så nu kan jeg stille mig op i rækken af forældre, der ikke kigger på barnets tarv; Jeg har ikke kunne få fri til at køre mit barn ind i børnehaven, men må klare det med små klatter timer der kan afspadseres. Hun må udvikle hår på brysterne, til trods for at hun er en lille pige.
Jeg ved, at mine forbehold bunder i en del "mit-mindste-barn-vil-altid-være-min-baby", og en del forargelse over et system der kun tænker økonomiske løsninger og absolut ikke tænker på de brugere der er - børn som voksne.

Og så har vi vores personlige ridepige. Vi er hoppet på vognen som forældre der pacer deres børn frem til fritidsaktiviteter i en alt for tidlig alder. Vi blev lokket af tanken om samværet med dyr, motorisk træning og et par veninder fra børnehaven. Så nu er vi medlem af den lokale rideforening, og vi har opholdt os længere i en rideskole, end vi nogensinde tidligere har gjort.

Det er det lille trækkehold hun er kommet på, og det indebærer en far der trækker rundt med hesten. For det er ikke små pony'er de rider på, næh, det er kæmpestore kød-scootere (som Mikkel kalder dem)... Annas hest hedder Benti, og han er lidt vild. Jeg er glad for at det er Mikkel der trækker rundt med ham, for han skal styres.

De skal lave forskellige øvelser på hesten, så de får trænet balancen. Og Anna synes det er vildt sjovt. Da Benti sidste gang ikke vidste om den skulle i galop eller trav, gav Anna sig til at skrald-grine, så hele ridehallen måtte grine med. Hun er skøn, hende der.

Og hun har købt sit første hesteblad for de 29,50 hun har tjent på at dræbe dræbersnegle...

Sidste gang fik hun sin egen ridehjelm, som en større pige ville sælge. Den sidder fast på hendes hoved hele tiden. Hun leger rideskole med Thilde, som vil ride på "Chips" - den hest som hun kender fra dagplejeridning. Anna går rundt med myndig stemme og spørger hvilken hest der er klar, hvem der har redet meget og lidt - hun lyder fuldstændig som den dame, alle ridepigerne kalder "MorKaren" på rideskolen. Hun skal nok lære det, hende Anna.