KolortelandNEWS

Så er november snart væk - og december lurer forude. Den sidste rest efterår er blevet til en slags forsmag på vinteren. Anna hopper glad og gerne rundt i frosne vandpytter, rimen ligger tæt på græsset - og jeg har været nødt til at finde min "Irina Swetlovskaja"-hue frem (Mikkels navn til min russiske pelshue med øreklapper - han synes bare den er mega-grim og at jeg ligner en der hedder sådan, når jeg har den på).

Jeg har jo skrevet en del under måneden, så der kan man se mere og af samme skuffe...

Vi kan starte med Anna, der jo er fræk som få. Jeg har taget dette skønne billede af hende, måske det burde hedde at der er lys for enden af tunnelen? Hun er blevet umådeligt omsorgsfuld og sød, det har jo nok været der hele tiden, vi har måske bare glemt at se efter. Men konfrontationerne er rimeligt små, selvom vi for tiden har kampe om toilettet og maden... grundstenene i selvbestemmelsen. Hun nægtede f.eks. at spise blodpølse i sidste uge (som var døbt det mere politisk korrekte og mere appetitlige "sortpølse")... Hun græd og peb "Neeejheej, jeg vil ikke have noget" osv... men vi er blevet hårde (og nej, jeg spiser ikke selv blodpølse, men eftersom jeg lå i sengen med influenza var det Mikkel der for en gangs skyld havde fået lov at bestemme), og hun SKAL smage. Hun må gerne sige nej når hun har smagt, men at dømme noget for ulækkert eller uden for ens smagsløg uden at vide hvad man siger nej til, det må man ikke. Nå, men som hun sad der og skreg med sin ene sortpølseskive på tallerknen, så måtte hun jo tage den og klemme den ind mellem læberne. Det var det mest morsomme længe... fra et "uhaaaa-haaa..." lød det i samme åndedrag "umm-umm" (forestil jer Homer Simpson når han spiser doughnuts)... behøver jeg sige mere end at hun spiste 5 skiver (og glemte endda at få sirup og kanelsukker på nogen af dem). Det var selvfølgelig det bedste hun "nogensinde havde fået".. Tja!

Hun fortæller og snakker, og stadigvæk tager hun udgangspunkt i Madicken - i morges sagde hun at en fra børnehaven var en "lortetante", hvilket ikke helt passer forældrene - hvad tænker de ikke dernede i børnehaven? Og hvad med de andre børn?

Og så har vi Houdini - også bedre kendt som Thildeberg. Hun kan komme op hvorsomhelst nu, og gør det! Hun er stadigvæk en natteroder - faktisk har hun endnu kun sovet en nat igennem i sit snart 15 måneder lange liv (meeeget laaaange liv - og hvis hun ikke snart stopper med skrigeriet om natten, så bliver hendes liv ikke helt så langt! Mikkel svor i sengen i nat kl. 01:45 at vi "aldrig nogen sinde overhovedet mere skal have flere børn"). Det må hun så tage op med sin psykolog når hun bliver voksen, at hun er grunden til hendes forældres modstand mod flere små poder. Men jeg vil faktisk (næsten) give ham ret (ihvertfald om natten).

Lige et billede mere af hendes skønne færdigheder - man ser stoltheden lyse ud af pigebarnets øjne. Der er sådan lidt "hæ - hæ, se hvad jeg gør, jeg tror næsten selv ikke helt på det" over hendes blik. Hun er nem at aflevere, hun er igen tryg hos vildt fremmede, og det er jo rart i en snæver vending.

Hun bliver mere og mere fræk, og min frygt for at hun skulle blive den kedelige pind i familien, er gjort til skamme. Det viser bare endnu en gang, at man ikke skal bekymre sig på forhånd, for det er højest sandsynligt spildt tid. Hun kan nu sende en et blik, der i den grad viser at hun udemærket ved at hun er på vej mod endnu et forbud... Nogen gange sidder hun endda og ryster på hovedet med himmelvendte øjne, mens hun piller - f.eks når hun står og drejer på knapperne på komfuret (NEJ, ikke ret smart Thilde, sådan at brænde dine forældres hus af...).

Til sidst, et lille billede fra en familiesammenkomst den sidste lørdag i november. En frokost for ALLE Andersen-børnene - det var rigtigt hyggeligt, og også specielt at møde mine nye gamle halvsøskende igen. Jeg følte det nu meget normalt, og forsøgte da også at bare være til stede... det er jo svært, for hvordan opfatter man at komme som "nye" bekendte til mig og mit hjem? Opfanger man, at vi faktisk ER ligeglade med om man har sko på eller ej, at man bare skal slå sig ned og flyde med? Og at jeg kun forventer at man deltager med det man vil, men at man så stadigvæk også må erkende at jeg heller ikke disker op med 3 retter og tændte lys på lokummet (man er heldig hvis jeg når at støvsuge). Og vil man noget anderledes, kan man jo høre om man må få indflydelse (ergo: jeg er superdiktator som samtidigt er doven). Jeg håber det. Hvis man studerer billedet nøje, vil man se at vi har fået et ekstra barn - det er lånebarnet Carl-Emil, som jo er naboens - men vi forventer at Anna bliver gift med ham, så han er allerede lidt familie.

Nye skridt

Hun har udviklet sig, hende Thildeberg. I mange uger har jeg sukket efter at hun fandt på noget andet end at hænge grædende omkring mine ben og knæhaser - men det var åbenbart det hun ville. Efter et besøg i mødregruppen hvor de andre og yngre/jævnaldrende børn tøffede rundt og snakkede, var jeg dybt deprimeret på mit barns vegne. Det eneste Thilde kunne brillere med var at drikke selv af en kop - ellers ingen tænder, ingen gang, ingen ord. Nu siger hun "du-du" som betyder sut, og "bo-bo" som betyder hund/vov-vov. Og så et laaangt "mmmmaaa" som betyder mor. Hun fik den første tand i sidste weekend... Hun har selv skubbet skamlen hen til køkkenbordet og vil nu videre. Hun kravler ud af det vi har bundet hende fast til barnestolen, og videre op på spisebordet. Hun spiser selv og kan selv spidde kartofler på gaflen. Og hun er stolt!

Vi har tigget... vi har øvet... vi har presset hårdt som forældre med ambitioner ud i elitegymnast eller skønhedsdronning. Men benene forblev som kogt spaghetti lige meget hvad vi har prøvet. Og så, pludselig her til morgen gjorde hun det bare - stod helt selv! Og ja, vi fik det skønne øjeblik foreviget sammen med Anna der klappede og hujede i den flotteste storesøsterstil.

Og her til aften, omkring 12 timer efter den første vaklende selvstændighed, er hun begyndt at tage sine første skridt.

Anna har fået et flot Harry Potter-lyn på næsen. Hun faldt ned af en stensætning fordi hun skulle slåsse med "Georg Poulsen" som hun oplyste om... Og det var jo denneher weekend vi skulle tage "dekorative billeder til bedsteforældre/older og andre til julegaver"... vi venter lige en uge for at se om ikke det bliver lidt pænere - men ellers må hun jo se ud som hun gør - og fræk, det er hun.

Suk, hvor er mine piger bare skønne!

I mit vindue...

I min vindueskarm ligger et smukt æg. Det er lavet af oliventræ, og købt på mit livs sikkert eneste tur til Israel for 10 år siden. Ægget er købt til min mor, som samlede på stenæg - måske en slags forsoning efter mange års pubertets-stridigheder. Denne tur var faktisk, overraskende nok, noget min mor syntes jeg skulle - hun havde altid selv drømt om at komme afsted efter nogle unge år i København hvor hun havde en eller anden forbindelse med noget Pundik-familie... Så hun bakkede projektet op. Og jeg tog afsted...

Da vi var landet igen i København skyndte jeg mig at ringe til mine forældre. De var taget til Frankrig på ferie, og jeg husker tydeligt at det sidste jeg sagde til min far, da han spurgte om jeg lige skulle snakke med mor, var at det kostede frygteligt mange penge at ringe til Frankrig, når man er på SU.
Om mandagen fik min mor en hjerneblødning, og hun kom aldrig ud af komaens tåger - og nu er det så ved at være 10 år siden hun døde - hun blev begravet 1. december, så meget husker jeg da!

Men hvad er der så sket på de 10 år? Jeg har haft to store kriser inde på livet, og er blevet begge forældre fattigere. Jeg er gudsketakoglov blevet mere moden, og tænker ikke længere ret meget over hvordan andre nu synes jeg er - kan de ikke holde mig ud, må de gå et andet sted hen. Jeg er ikke længere så sort/hvid i min verdensopfattelse, men ser og forstår ting fra flere sider. Jeg har udviklet et følsomhed som gør mig ude af stand til at se TV-avisen og DR2 programmer om Holocaust - jeg vil ikke svælge i livets aller mest grimme sider, men ved at den findes og tager afstand. Jeg har fået to børn - endnu to kriser i mit liv hvor jeg nu befinder mig yderst i orkanen, konfronteres med mine grimmeste sider af min personlighed, de smukkeste sider ved at videregive kærlighed. Jeg er blevet gift med den mand jeg har været forelsket i i længst tid. Jeg er opgraderet fra 16 m2 på Åboulevarden til 209 m2 i Hornslet - fra lejer til ejer.

Jeg er ikke længere studerende, men arbejder hver dag - og er afhængig af at lønnen kommer ind, der findes ikke længere nogen overbærende forældre der kan redde mig fra falittens rand. Jeg kan selv bestemme hvad jeg vil - jeg skal heller ikke længere tænke over hvad min familie nu vil sige til mine valg. Min krop er forsvundet - og blevet erstattet af en fremmeds. Jeg har måtte sande at folk i boligreportager enten har flere penge end mig, eller også er deres liv kun optaget af at rydde op og gøre rent - for mit "Bo Bedre"-hjem er endnu ikke kommet, og jeg bor stadigvæk mod min vilje i de tidligere ejeres efterladenskaber. Jeg er begyndt at kunne lide at se Søren Ryges haveprogrammer, og elsker DR2 - noget jeg tidligere syntes var enormt højpandet. Jeg syer og nusser have - noget mine forældre gjorde!

Hvad mon de næste 10 indebærer? Kan der overhovedet ske mere? Det må tiden jo vise...

Hip hip hurra

På onsdag ville Astrid Lindgren været fyldt 100 år - en stor dag! Da jeg jo nu arbejder på en skole, så vælter det ind med Astrid Lindgren dit og dat... Men også herhjemme gennemsyres vi at det barnlige, lyse og lettere romantiske univers... Jeg, som er så principfast og fordomsfuld, har tvunget mit barn ind i den smålandske verden, istedet for at tilbede Disneyfilm... Hun ved hvem der bor i Bullerby, men aner ikke hvem Snehvide er... Men nu ser jeg bagsiden af medaljen, nemlig hvad det er der optager mit barn.

Når hun leger med sig selv, og specielt sin lillesøster, hører vi ord som "Snotunge" og "Djævleunge"... præcis som Luse-Mia fra Madicken.. Når hun leger skole, så indebærer det "Frøken" og "Overlæreren". Når hun leger køkken, så kan vi få chokoladepraliner (heller ikke det mest nudanske ord), og i går, da vi var ude og gå en tur, stillede hun sig op til et ældre ægtepar og sagde: "Nu er vi blevet afluset"... så var det jo bare om at drøne hjem til fattiggården i flovskab!

Men jeg er alligevel glad for at det går rent ind hos hende. Den lethed og fornemmelse der er i Astrid Lindgrens univers, giver en god kontrast til den hverdag vi omgiver os med. Her møder vi faktisk nogen der gør noget for andre, som Emil der inviterer alle fattiglemmer til juletamtam hjemme på Katholt. Eller Madickens lettere fine mor, der efterhånden bliver mere og mere politisk bevidst... Og hvor man ikke skal tænke på faldsikkert underlag, overvågning og pylder - børnene leger selv i deres verden, og bygger verdner op hvor man selv kan bestemme....

Jeg må skynde mig at skrive den store Astrid Lindgren bog på ønskelisten!

Det kribler og krabler...

Nu er jeg ikke stærk i min bibel, men jeg husker alligevel noget med nogen plager... jeg tror vi er inde i sådan en stime. Og som jeg husker det, så er det sådan at den ene plage efterfølger den anden - bedst som vi i familien Havregryn tror at NU er vi ovenpå igen - så kommer der endnu en plage... Ikke død af den førstefødte, græshopper eller myg... men lus! Nu arbejder jeg jo i en SFO, hvilket har resulteret i de første to fede lus! AD.... det hjælper ihvertfald ikke på følelsen af at være sexy!
Anna syntes det var fedt, hun jublede "Mor haaar luuus" med en skøn hæs stemmen hun har fået, og så måtte vi ellers igang med indkøbte midler. Det sidste nye på markedet er noget man smører i det tørre hår, lader sidde i 8 timer, og så vasker almindeligt som man plejer... I bedste Astrid Lindgren-stil sad hele familien Havregryn og smurte sig ind i det til lejligheden døbte "sabadille-eddike" - for når man ser "Madicken" hele tiden, er 3 år, og skal overbevises om at det her er fedt, så må man smøre på... Så mens vi sad der med vores indsmurte hår, kunne vi lige nå at se afsnittet hvor Madicken, Lisbet, Mattis og Luse-Mia får håret smurt ind i sabadille, spiser kødboller og synger: "vi gynger med vores lopper.."... Hvad bliver den næste plage mon?

Forældreskabet....

Jeg drømmer om et skab... et mørkt, gammelt træskab med en enkelt gammel låge. Det er pænt, men heller ikke mere pænt end at man fornemmer det gamle i det. Der må gerne være patina, jeg elsker at man kan se at ting har en historie. Derfor tror jeg heller ikke på ting der bliver malet hvide, krakelerede eller andet i den dur... nej, det behøver ikke være så skide pænt og comme-il-faut... for hvad er det egentligt der er vigtigt? I dag afleverede jeg igen i børnehaven, og der sad sådan et pænt hvidt skab inde i forældrestuen... jeg har snakket med moren før, og hun er af den overbevisning at børnene er alt for meget udenfor... og at børnehaven er alt for stor og åben (de voksne ved jo slet ikke hvor børnene er)... imens sad hun og gav sit barn havrefras og tog tøjet af det... Så det er jo en slags forældreskab. Men hvad så med mit eget? En ting er hvad jeg drømmer om, men noget andet er virkeligheden? Hvad indeholder skabet?

Aller forrest ligger der en blazerjakke, som faktisk nok er lidt lille - den føles nogengange som en spændetrøje. Jeg tænker at den er min morrolle, når jeg har travlt, er sur og hverdagsagtig. Kunne jeg tænke mig noget andet? Ja! Jeg ønsker at være rolig, stille og afbalanceret - at jeg kan se mine børn uden at skrige og råbe, og at "det-at-tage-tøj-på-og-som-ikke-bliver-til-noget-i-løbet-af-5-minutter"ikke behøver at blive det jeg slår mine børn ihjel for - med andre ord, jeg ville ønske at jeg kunne være mere ligeglad.

Jakken skulle istedet være med broderede guldstjerner, mørkerødt fløjel... og til at bevæge sig i. Den skulle give mig mere lyst til at bage pandekager og putte med dynen, glemme nullermænd og se mine sjove unger...

Så har jeg jo nattøjet... et sæt gammelt afdanket thermo-undertøj... hvor sexet kan det blive? At min mand stadigvæk synes jeg er lækker, kommer som en gåde - specielt når jeg ifører mig det. Hvor blev lysten af? Skal det forsvinde med de der børn? Jeg synes faktisk det er ok at sove i thermotøj.... usselt! Inde bagved ligger der sexede blonder (som jeg jo ikke kan være i længere, og som hænge-maven bare overskygger)... og drømmen om at blive sådan en gammel kvinde med lyst til hele livet. Lige for tiden har jeg bare lyst til at sove.... i thermotøjet. Og jeg er faktisk rigtig skuffet over mig selv.

Strømperne er hullede, umage par - måske et symbol på min sportslige udfoldelser sammen med mine børn?

Jeg må hellere skifte garderoben ud: Jeg vil have flere dejlige sokker, stribede knæstrømper og sexede nyloner (som hverken går i stykker eller gnaver)... Jeg gider ikke blive ved med at gå i bomuldsunderhyler - jeg vil have lækkert dyrt undertøj der holder lidt sammen på de sidste rester af en smuk ungpigekrop. Jeg vil have bukser der fremhæver min numse, kjoler der får mig til at ligne en million... Mit forældreskab skal være festligt uden at være fint, hvor jeg har tid til mine børn. Jeg vil være en rar mor, der griner og smilier, som gerne vil hygge og som samtidigt kan sige hvor skabet skal stå... Er der nogen der ved hvor jeg kan få det?