Små dansemus

Så har jeg brugt den sidste fridag i min barsel - på en masse løse ender. Jeg har ringet til mit arbejde (både det nye og det gamle).. Brrrr. Skal møde ind 13. august. Så fra nu af er Mikkel og pigerne hjemme indtil jeg skal i gang. Jeg har også lavet album til Thilde, og hvor er hun dog vokset på 10 måneder! Og så har jeg syet et balletstrutskørt som man selv kan tage på... og Thilde skulle jo lige prøve det - faktisk var hun helt aldeles pjattet med det, så hun fik lov til at tage det på ned i byen.

Det var urkomisk, hun sad bare og skraldgrinede på vores stuegulv... efter 3 timer med strutskørt tog jeg det fra hende, og hun skreg som en stukket gris - lige indtil hun fik strutskørtet på igen, så grinede hun videre... enten er der noget i det tyl-skørt, eller også er hun (også) et skørt barn...

Og efter at Anna havde været balletmus i ca. 30 sekunder, så sagde hun at Thilde godt måtte låne strutskørtet igen... så nu skal jeg sy et til. Og jeg kommer vist også til at fremkalde nogle nye billeder.... og jeg har 4 malerier der venter på at blive malet - og forleden var der -50% i en stofbutik... Såååheee. Jeg krydser fingre for børn der kan passe sig selv, samt en våd sommer... men ikke for våd! (Mine jordbær rådner, og mine Georginer svajer...)

KolortelandNEWS

Uhhaaa... det bliver endnu værre - endnu en måned er gået, og hvad har jeg nået? INGENTING! Det er simpelthen skrækkeligt, og jeg savner allerede min barsel inden jeg er gået af endnu. Samtidigt bliver det jo rart nok med et arbejde, problemet med arbejde er bare, at det fylder for meget i forhold til alt det sjove man ellers kunne lave... æv!

Nå, men vi har jo haft en fyldt måned, hvor der den sidste tid specielt er blevet hygget på hjemmefronten. Med to syge børn har der været nok at se til. Heldigvis er skoldkopperne overstået, og vi skal aldrig mere tænke på dem...

Vi startede juni med en tradition, nemlig Grundlovsdag-Andersen-familiehygge. I de gode gamle dage, hvor Claus og jeg var små, var vi altid ved Slåensø til Grundlovsdag eller deromkring. Efter vi er blevet voksne, så har vi holdt fast i det. Temaet er altid frokost og et-eller-andet-spændende-at-kigge-på. I år var vi i Fårup hos vores fætter Knud Eriks søns have (pyha, det lyder lidt langt ude i familien) - hvor Knud Eriks togbane ligger. Han har nemlig været hos Scandia i Randers, og har nu bygget et damplokomotiv i 1:10 - alt er hjemmelavet, og hold fast hvor var det flot! I haven ligger der så 300m bane, hvor ungerne blev kørt rundt og rundt (og rundt igen). I midten sad alle dem der ikke ville køre på tog, og drak kaffe og spiste kage. Det var et superhit!

Anna holdt fødselsdag både lørdag 23. juni, og på dagen 25.juni. Familien kom om lørdagen, det var super. Vejret var ikke traditionen tro godt, og hver gang maden blev sat på bordet gav det sig til at tisse ned. Hun havde dog alligevel en dejlig dag sammen med Kaare og Kamma - der blev rigtigt hygget! Og heldigvis havde Kamma-mor forbarmet sig over Anna-mor (som i den grad hader både at spise og lave lagkager)... og hun havde lavet jordens flotteste lagkage! Så dagen blev reddet og endda med æren i behold (for hvilken mor vil ikke lave lagkage til sit barns fødselsdag?... Øh, ja mig). Anna fik mange gode gaver, det største hit var nok en stol, en sofa og et bord i str. babydukke... hun har virkelig leget meget med det indtil hun glemte det i legehuset, og vi ikke anede hvor det var. Nu er alle reddet, indklusiv de strandede bamser og babydukken.

Den rigtige fødselsdag blev holdt mandag, hvor vi gav hende den store klæd-ud-kuffert. Drømmen om en kuffert fyldt med gode klæd-ud-ting var i den grad blevet indfriet af Kamma-mor, også bedre kendt som Anna-Panna. I Middelfart og omegn kan man åbenbart finde gode sager uden at skulle betale en halv arm - så nu tæller kufferten ikke mindre end to prinsessekjoler, et par paillet-sko, et par thai-brudesko i str.33, en paryk, sjove briller, 3 funky tasker, en fjerboa, lange handsker, armbånd, halskæder, butterfly, tørklæder - og selvfølgelig en politihat! Hun har leget med den lige siden - og som Anna-Panna sagde: "det er jo sådan noget legetøj der lægger op til at de bruger deres fantasi". Mon ikke!

Vi havde også gæster, nemlig Olle og Mogens med Marie og Laurits, samt Pia der kom med Ida. Det blev en rigtig hyggelig dag, og jeg tror ungerne hyggede sig.

Og til sidst har vi haft dagplejefødselsdag i dag torsdag. Så er det altså sidste gang at Anna er den store - hun har bare en dag tilbage i dagplejen. Jeg synes det er aldeles forfærdeligt - både at min store pige bliver den lille igen, men også at den lille bliver så stor! Men værst er det nok, at Anna skal til og i børnehave. Selvfølgelig har hun stået lidt i stampe de sidste måneder, og hun bliver helt sikkert glad for det... men børnehaven er et hård sted, kan Anna stå distancen? Bliver hun sådan en som bliver mobbet? Er hun for anderledes? Er hun for almindelig? Og mest af alt... hvordan får hun det med at være så stort et sted - for er der noget Anna ikke kan lide, er det mange mennesker. Vi må vist bare se....

Sidst et billede af Thilde, som i et kort øjeblik fik lov til at låne lidt fra Annas kuffert... vi synes det klæder hende, og så alligevel ikke rigtig.... Der er lidt Tommy Seebach over hende, ja jeg synes næsten jeg kan høre hende synge "krøller eller ej"..

P.S. Hvis nogen kan spansk, vil det da være dejligt af få at vide, om vedkommende der har kommenteret på sidste indlæg synes det er noget møg, eller om det er skønt det jeg har... vedkommende forstår jo nok ikke lige så meget dansk... Og jeg forstår ikke noget spansk.

Skoldknopper...

Så er de her... skoldkopperne - eller også kendt som "skoldknopper" her i huset - hos Anna. Vi regner med at hun har omkring en milliard - og værre er det at høre om forældre, der siger "altså, vi ved jo ikke lige om lille Birger har haft det, han havde 3 små knopper i ansigtet...". Her er der nok ikke nogen tvivl - og vi har skyndt os at få Anna til at slikke og kysse lidt på Thilde, så hun også kan få det. Det er vist bare en af de ting der skal overståes!

Således er Annas fødselsdag også i fare - nogen bliver væk på grund af knopperne, andre tager det som en oplagt mulighed for at få ungen smittet og sagerne overstået! Men de mange gæster bliver langsomt til færre og færre... men vi skal nu nok hygge os - og måske der i år er stole nok... Men det bliver en forsmag på teenage-fødselsdagene der venter, for hun ligner en bebumset teenager mere og mere.

Vi sender lige et billede ud i bloggerland, Anna foreviget i et bad med havregryn - det skulle virke lindrende og kløestillende - og hun syntes det var sjovt! Og så lidt andre af den lille patient. Det sidste fra i eftermiddags, hvor løjerne ikke var helt så sjove længere. At de på apoteket så på hende med ynk i øjene forsikrede mig om, at det ikke blot var mig der syntes hun er hårdt ramt - det sagde de også! Nu står den på antihistaminer til natten, og kløestillende spray - så hun ikke får for mange kradseture om natten... for det var godtnok ikke meget hun fik sovet i nat (jeg ved det, for hun sov i min seng!).

Fra børn og fulde folk...

Vi har et problem... som helt almindelige mennesker, synes vi at lyve er en grim ting. Godtnok lyver jeg nogengange for mine børn ("Hvad er det for nogle vingummier i skraldespanden, Mor? Er det mine? Har du spist dem, Mor?".... "Neeeej, da - det er nogle gamle vingummipapirer"...). Men altså, sådan helt almindelige grimme løgne går vi udenom.

Og så har vi i kolorteland en del tykke mennesker. Jeg ved godt at man ikke kan sige "tyk", men lad os nu kalde en skovl for en skovl, og en spade for en spade. Nogle er kraftige, men dem vi snakker om her, de er tykke! Specielt en der hedder Kim, som (meget prisværdigt iøvrigt) cykler rundt i byen. Han er en anelse langsom i hjernen, men meget sød og glad for børn. Og så tror jeg han vejer et sted mellem 140 og 160 kg. (Det er iøvrigt meget sjovt at se ham cykle, for man tror at cyklen ekser under ham hvert øjeblik det skal være - faktisk kan man ikke rigtigt se den øverste halvdel af cyklen fordi hans korpus hænger ud til alle sider - men han gør det og det er sejt!).

Anna råber nu efter ham på gaden "Heeeej, Tykke Kim!". Det er ret pinligt.
Eller ham den gnavne Egon-Holger-bodegabums der altid går i undertrøje og som har en sur gravhund. Han bor lige ved siden af Heidi dagpleje-mor, og da han gik rundt ude i sin have siger Anna igen med høj stemme: "Mor, er han MEEEGET tyk?"... pinligt, pinligt!
Eller nede ved køledisken, hvor der står en tyk, men også temmeligt gravid pige og kigger på mad sammen med sin næsten lige så gravid-størrelse tykke mand. "Mor, har hun en tyk mave...?". Jeg mumler noget om små babyer, og prøver at huske hende på at jeg sidste år også havde en tyk mave (omend jeg faktisk selv syntes at jeg var ret pæn gravid). Så kigger Anna på pigens mand, og siger: "Mor, ham ikke baby i maven, ham har tyk mave!"... Jeg var på vej ned under vinylgulvet! Og så er det jo: skal jeg lære mit barn at lyve, eller må tykke, dværge, vanskabte og hvad vi ellers har af godtfolk her i byen bare finde sig i at få sandheden serveret fra en 3-årigs mund?

Men på trods af pinligheder, så er hun også skøn. Efter en lang og sej kamp med aftensmaden, tandbørsten, nattøjet osv, var hun endelig lagt i seng. En lille godnatsang, og så er jeg på vej op, hvor hun så råber efter mig: "Moooaar, du skal ha' en krammer"... Ahhh! Og bedst som vi så krammer, så kysser hun mig på munden og siger "Ej, tak Moooar, fordi du laved' dejlig aftensmad!". Hvordan hun ved det, aner jeg ikke, for hun rørte det faktisk ikke - men det luner alligevel!

Nu med mere familie...

Nogen venter med spænding - andre er lidt mere ligeglade... men her er billedet af "os 4 søskende" - og så er det endda taget i fars have. Jeg synes det er lidt sjovt, selvom billedet ville ha' været sjovere med far på også. Men som vi alle snakkede om, så var det møde måske også nemmere uden nogen forældre mere. Nu er vi "kun" os børn tilbage.

Mødet var godt, ihvertfald for mig. Det var sjovt, underligt og hyggeligt at snakke med mine halvsøskende. Jeg har tænkt meget over det siden, for hvad er familie egentligt? Jeg føler helt klart en forbindelse til Lars og Susanne, men jo mere jeg tænker over det, så virker det mere underligt; jeg kender dem ikke personligt og indgående, jeg har aldrig hørt mine forældre tale om dem i mere end fem ord af gangen, de indgår ikke i min barndom og opvækst. Hvorfor føler jeg så en eller anden forbindelse? Den (forbindelsen) har jo alle odds mod sig.

Men som vi hver især sidder der og snakker om far, så får jeg pludselig den her følelse af at nogle brikker falder på plads. Min fars ungdom, som han aldrig rigtig har snakket om bliver pludselig mere tydelig - det følelse man har, når man sidder i PhotoShop og arbejder med et billede, og ved at gøre et område mere skarpt på billedet, står der detaljer pludselig frem - måske billedet aldrig bliver et supergodt billede, men nu er det blevet meget mere tydeligt og nuanceret. Ligesådan har jeg det med far - eller nærmere forståelsen af hans liv - også det jeg ikke var en del af. Nu kan jeg se, at han også var et fjollehoved overfor dem. Han lavede fis og ballade. Han var vild med nye ting - grillkul, mærkelige sovser til maden, rejser, elektroniske gadgets - også dengang. Jeg kommer jo aldrig til at kende, forstå og vide det hele - sådan er det jo. Men det bliver bedre.

Også hans handlinger virker en anelse mere forstålige, selvom jeg ikke synes han skal undskyldes. Jeg sad i morges og prøvede at forestille mig, at jeg om 4 år skulle forlade begge mine piger. Når jeg tænker på hvor meget de fylder allerede nu, så virker tanken for det første utænkelig. Men at jeg derudover skulle kunne lade være med at snakke om dem, følge dem intenst - jeg forstår det bare ikke. Men nu snakker jeg jo heller ikke om ret meget andet! Man må da tage hatten af for hans stædighed. Men nu tror jeg at jeg vil begrave spekulationerne om det - slut. Vi tager det herfra. Så må vi se hvad det kan ende med.


Efter en tur på kirkegården, endte vi ovre hos farmor og farfar. Anna var knapt kommet ind af døren for at hilse på farfar, inden hun fræsede ind for at hente dukken Sisse. Og så fimsede hun ellers rundt resten af dagen mens hun hyggede sig.

Da farmor kom hjem ventede der dejlig mad, jeg tror aldrig jeg har set Thilde æde så meget. Tre portioner moussaka og derefter uanede mængder af farfars koldskål. Hun gik helt i koma over koldskålen - hun sad faktisk og rystede over hele kroppen i de få sekunder det tog at skovle en ny mundfuld ind i hovedet på hende. Hun skreg, græd og stønnede i, indtil nu, ukendte utålmodigheds-hyl. Som billedet viser, er der lige præcis henholdsvis 8 og 6 sekunder mellem de tre billeder - det er ret tydeligt at se, hvordan humøret stiger omvendt proportionalt med afstanden til koldskåls-skeen....

FjolleFar på tur

Der var engang en far, der hed FjolleFar. Han var gift med SuperMor, og de havde to døtre sammen. Denne her dag skulle FjolleFar være alene med børnene, mens SuperMor skulle til trendy lagersalg.

FjolleFar ville gerne være en SuperFar, så han tog sine to døtre med ned på legepladsen. På vejen derned punkterede barnevognen... "men skidt med det", tænkte FjolleFar, så han slæbte barnevognen videre med begge unger i.

Så kom de til legepladsen, hvor Anna straks smed skoene for at rende rundt i sandkassen. På et tidspunkt kom hun hen til FjolleFar, og han kunne se, at Anna havde byttet om på skoene, så han sagde: "kom her, du har lavet flodhestefødder, vi skal lige bytte om"...

Da han fik åbnet de fine, pæne ballerinasko, så - eller nærmere lugtede - han nu, at Anna havde trådt i en gigantisk hundelort med BEGGE fødder. Så meget at der sad hundelort oppe imellem tæerne. Og så havde Anna, for hun er godt opdraget, selv taget sine sko på MED hundelort, så nu var der hundelort både på, i og over det hele.

Så han var nødt til at vaske Anna i den nærliggende bæk, og så trække børn, barnevogn med punkteret hjul og belortede ballerinasko hele vejen gennem kolorteland by - se det var en rigtigt historie!

Pyhhh....

Sikken et vejr! Jeg er blevet solskoldet af at være ude i haven i 30 (ja, tredive!!) minutter! Ungerne var ved at koge over, så vi legede med vand og spiste is i haven i går.
Så det er helt sikkert noget at sige pyhhh over. Der kommer lige en hel masse bade-billeder af mine børn på siden, også selvom det måske ikke handler om dem altid...

I dag skal vi have en VVS-mand, der skal komme og starte projekt ombygning af hus - også noget at sige pyhh til! Jeg har generelt en mistro til håndværkere, baseret på indtil flere aftaler som endte med ikke at være aftaler alligevel. Og er der noget jeg hader, så er det aftalebrud: at komme for sent, andre der kommer for sent, planer der ændre sig - det gør mig fuldstændig elektrisk, og jeg bliver decideret stresset af det.

Og så det sidste pyhhh, nemlig hele denne sag med min far, og alle hans børn. Det har jo op til fars død været noget der prægede mine tanker, for det eneste vi har hørt fra ham og mor var jo "der er jo de her børn"... Jeg forstår virkelig ikke mine forældre (ja, tanken har endda strejfet mig igen, efter 20 år - tænk hvis jeg i virkeligheden var adopteret, så forklarede det hvorfor jeg synes mine forældre har hul i hovedet - noget jeg ellers ikke har drømt om siden jeg var 12. Men jeg kan nok desværre ikke rende fra, at jeg vist ligner dem begge to lidt for meget til det er tilfældigt).

I sidste uge fik jeg endelig taget hul på bylden, og skrev et brev. Men hvad skriver man? Det var faktisk skrevet en hel uge før, og så lå det og ventede lidt... men det ER svært, for vil man blive forstået? Skriftsprog er jo svært at lægge tryk og venlige smil ind i, og kommunikation er jo 80% nonverbalt - dvs at dit kropssprog, betoninger, mimik osv i virkeligheden bærer en overvældende stor del af hvordan det bliver forstået.
Men jeg var vist heldig - og det ser ud til at jeg har ramt rigtigt. For nu har jeg og Claus modtaget breve fra begge mine halvsøskende, og de virker jo som helt almindelige mennesker som jeg selv. Vi skal mødes på søndag hjemme hos far, og jeg glæder mig; til at snakke sammen, til at få sat ansigt (selvom jeg har set billeder) på, til at få kostet disse spøgelser væk, så vi alle kan komme videre i vores liv.

Det eneste jeg sidder tilbage med er, at jeg ærger mig på fars vegne. Sådan en torsk! De ville jo gerne have kontakt med ham, hvorfor kunne han dog ikke bare ha' taget det ansvar. Det slap han jo for, kan man sige - og selvom mange har forsikret mig, at det ikke er mit ansvar, så bliver det jo mit ansvar, når nu far er død. Nogen skal jo gøre det, og jeg har også lyst, men ansvaret er jo mærkeligt når man ikke ved nogetsomhelst om nogen ting.

Jeg forventer ikke at jeg fra nu af og til evig tid skal fejre både jul og fødselsdag med dem. Jeg har set tilstrækkeligt mange "sporløs" til at tro, at det måske ikke bare fungerer på den måde. Samtidigt sidder man jo og kigger efter ligheder, sammenfald og fælles træk - og de er der! I høj grad endda... Men dem tager vi lige sammen inden de kommer i bloggerland - men jeg går nu og smiler lidt hø hø-agtigt. Det var ligegodt.....

SuperMor og RavneMor

Der var engang en mor. Hun var sådan en mor, der selv syntes alt hvad hun gjorde var godt. Hun syntes hun var god til at grine, hun bagte mange pandekager til aftensmad - ja nogengange morgenmad. Hun syede selv smart tøj til hendes to døtre, hun strikkede lækre sweatre med sjove mønstre. Hun kunne godt li' at ligge i haven på et tæppe, sammen med de to dørtre som spiste is og legede i "romantisk-ej-hvor-sødt-har-fundet-det-på-loppemarked-badekar". De to døtre kunne godt lide SuperMor -men de var fuldstændigt vilde med deres FjolleFar.

Nu var det sådan, at SuperMor sang i et superfænomenalt gospelkor, som hed Rejoice. De havde en supersmuk og dygtig korleder, som hed Lene, som var lidt superstjerne fordi hun engang havde været med i et tv-program. Så derfor var SuperMor jo også lidt supersmart... (og så kunne hun faktisk godt lide at synge). Koret skulle synge i Kolorteland, og SuperMor syntes at hun derfor skulle holde åben have for hele koret, samt supergrill-arrangement efter en superkoncert med Sko/Torp.

Nu var der en specielt sød pige, der hed Laura, som var vild med børn. Laura måtte bare passe SuperMors mindste pige. Hun elskede det. Og SuperMor syntes jo, at det var fedt, for så kunne hun jo sidde der og sole sig endnu mere i solen, og folkene, og så videre....

Det hele var fedt: Vejret var super, koret var super, musikerne var super. Sko/Torp var super, fadøllen var super, de kolde sodavand i haven var super. SuperMor havde bagt en super kage til koret, og andre kormedlemmer var super til også og komme med kage.... Grillen startede superhurtigt op, og alle fik mad på samme tid, sad og hyggede sig i haven med grill, sodavand, vin, salat, og SuperMors børn der rendte rundt i haven sammen med andre supersøde børn.

Da klokken er omkring 20, og myggene begyndte at tænde landingslysene, rendte SuperMors store pige rundt i underbukser i sandkassen. SuperMor sad og snakkede, hun hyggede sig med sine supervenner, der fik supermad. Det er superhyggeligt! Superbaby-entusiasten Laura går hen til SuperMor og siger:
"Tror du ikke det er ved at være tid til at den store skal have noget mere tøj på?"...

...SuperMor blev superflov, og skyndte sig ind og hente nattøjet. Heldigvis vidste SuperMor at selv de bedste superhelte har et alter ego... og SuperMors alter ego hedder RavneMor!

-Og så er historien næsten sand! Ihvertfald det med Laura... Den næste historie må så handle om RavneMor der bliver til SuperMor igen...?