I dag, da jeg skulle aflevere Anna i dagpleje, satte jeg Thildeberg på gulvet. Straks gav hun sig til at lege med de to andre "små" unger... brrrr! Heldigvis er hun lige for tiden meget Mor-glad, så jeg må helst ikke flytte mig mere end 1½ meter fra hende - det er faktisk meget lækkert. Det smitter så også af på Anna, der vil alt med mig - inklusiv på toilettet. Nu føler jeg mig selv temmeligt bramfri, og hun må gerne være derude - men vores "lokum" er ret småt i forvejen, og Anna skal jo have det hele med, så hun stikker gladeligt hovedet i kummen for at følge med hele vejen. Der går min grænse, og jeg sagde at jeg gerne ville være lidt alene. Klog som hun er, siger hun med stor selvfølgelighed i stemmen: "jeg vil også godt være lidt alene sammen med dig, mor".
Og så har vi jo glædet os over den nye kusine Adea, og grædt over tabet af Olde Elsa. Vi havde en fin begravelse i fredags. Det var meget hende, og slet ikke så sørgmodigt som jeg havde frygtet fra min side. Jeg tuder altid som en besat, og det må man godt - men helst ikke mere end de nærmeste pårørende! Bagefter var vi til familiehygge hos Lars og Pernille - Mikkels fætter + kone, og fætter Klaus var der også med hele familien. Alle olde Elsas 12 oldebørn var samlet, og vi fik et godt billede af dem. Det er nu meget sjovt. Og vi hyggede os rigtigt meget, det er jo ikke så tit vi lige kommer forbi Bagsværd eller Bornholm. Det må vi lave om på!
På vejen hjem var vi forbi Olde William, og der fik vi "toiletter" med fyld... også bedre kendt som tarteletter. Hende Anna er nu ret god! Fra nu af kan det aldrig hedde andet end "toiletter"!
Hvad har maj ellers indeholdt? Godt vejr, havearbejde i stride strømme - en middagslur i et strandtelt i ny og næ.. God mad, blå buler og atter havearbejde. Og ikke mindst sneglehenrettelser, jeg er ved at tro at jeg måske skal en tur til psykolog. Det kan umuligt være sundt at fryde sig så meget over andres død - faktisk må jeg indrømme, at jeg nyder og hele tiden udvikler nye sadistiske drabsmetoder til dræbersneglene. Godt jeg ikke er buddhist!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar