fredag, maj 11, 2007

Kartoffelpuffer...

Lidt mere til opskriftsamlingen, og efter opfordring fra Charlotte.... Her kommer de tyske "kartoffelpuffer", som andre ville kalde kartoffelpandekager - det skal udtales meget tysk! Og helst serveres med æble- og/eller kvædegele, æblemos (ja, det er helt rigtigt) eller noget andet æblet og sødt. Et stykke røget laks til er fantastisk!

Jeg har med fordel prøvet at udrydde de lækre jordskokker ved at blande 1/3 eller lidt mere i, istedet for kartofler - resultatet bliver skønt, og børnene aner ikke at de spiser grøntsager - men vogt jer! Jordskokker giver prutter! Maaange prutter der lugter MEGET! Så ikke før weekenden - og til alle præsterne: lad være med at servere det lørdag aften!! Ad, ad!

Kartoffelpuffer a la Olga og Gertrud (det må det jo være, når min oldemor var tysker)

8-10 store, skrællede kartofler
1 stort løg
1-2 spsk hvedemel
1 æg
salt og peber
olie eller smør til stegning

Riv lidt over halvdelen af kartoflerne på det fine side af rivejernet, de andre på den grove. Der skal være mest fint, og det gør ikke noget det bliver lidt splattet. Løget skal hakkes meget fint, eller rives groft - jeg plejer at lave hele herligheden i foodprocessoren, hakke løget godt først, og så rive ned i det bagefter - så tager det max. 5 minutter at banke sammen.
Æg og mel tilsættes, der røres rundt - og måske skal der mere mel, måske mere æg. Det skal være blødt og smasket, men ikke drivvådt. Salt og peber tilsættes - saltet trækker væde ud af kartoflerne, men hvis man husker at røre godt rundt hver gang man tager en klat, så er det kun godt. Ægget er med til at binde hele herligheden sammen, derfor tager jeg måske også 2 æg hvis de er små, og så lige river en kartoffel mere.
Det må gerne stå en halv times tid og trække på køkkenbordet, imens kan man sortere vasketøj, dække bord - eller lave en lækker salat.
Så steger man det - der skal være godt fut i panden til den første omgang, derefter skruer jeg ned. Derfor har jeg ikke de bedste resultater med olivenolie. Det oser og kan ikke tåle så høje temp. Jeg bruger rapsolie, og en tsk på hver anden til tredie gang man kommer "pufferne" på, virker. De må bare ikke stege på en tør pande, så bliver det aldrig færdigt. Man kommer en klat på med en spiseske, breder den lidt ud, og vender når den er blevet gyldenbrun. Prøv jer frem, det afhænger af komfuret...

1 kommentar:

Tro Håb og Kærlighed sagde ...

Tak Lina!
De skal afprøves. Og tak for advarslen. Jordskokker er ellers dejlige. Men sådan er der jo flere ting vi ikke spiser om lørdagen - hvidløg fx.