Min læge kunne sidste fredag også konstatere at jeg har en moderat depression. Det lyder så skræmmende når jeg ser det her på skrift, men det føles faktisk meget rigtigt. Og jeg føler mig nu i et "kom videre"-humør, ikke på den der "glem-det-og-tag-dig-sammen"-agtige måde, men mere i en "gør-noget-ved-det-og-rejs-dig-stærkere"-retning.
Mit største problem er at kunne se hvad der faktisk lykkes. Hvad jeg er god til. Hvor mine styrker er. Får jeg noget pænt at vide, undskylder jeg det, eller finder fejl. Jeg er rigtig dårlig til at tage imod ros, og endnu dårligere til at tage imod kritik. Det bliver personligt, og jeg føler mig overbevist om at jeg er et dårligt menneske. Mere end alle andre. Og at jeg da snart må blive afsløret i mit snyd som forklædt "sød".
Derfor har jeg det også hårdt med min rolle som mor. Jeg synes faktisk det er supersvært, for jeg finder mig mange gange dagligt i konflikt med den der indre lille pige, som lovede sig selv en masse da hun selv stod med sin egen mor. Hver gang jeg hæver stemmen, synes jeg ikke blot jeg lyder som min mor, men jeg BLIVER hende. Om det er rimeligt eller ej kan jeg slet ikke vurdere. Men jeg ved at det er den absolutte største frygt jeg har - at blive min mor.
Samtidigt er det en sorg at jeg er bange for at mine egne piger så får det ligesådan med mig. Tænk sig! Jeg tager allerede sorgen på forskud. Jeg ved udemærket godt at det er dumt af mig, men det er svært at lade være. Oveni kommer skyld og skam, når folk siger jeg har verdens sødeste piger - jeg ved det, og burde derfor være mere taknemmelig, tilsyneladende. Det bliver også en slag pres.
Men nu er tiden kommet til at jeg vil være Lina-mor. Jeg er det allerede, jeg ved det godt, men jeg vil selv kunne sætte pris på det. Og jeg vil kunne se det! Fandme!
Jeg udnytter at kunne hente dem tidligt. Og skider på gode manerer og spiser jordbær snører på den eneste rigtige måde det kan gøres på... Og så må jeg tage vejen frem. Små skridt, men den vej jeg gerne vil. Jeg føler jeg har taget de første trin. Nogen gange bliver jeg rundtosset, og forvirret og kan ikke lige finde vej, men jeg har flere hænder der kan føre mig. Et sæt store stærke mandehænder, som faktisk har båret mig frem de sidste par uger og som har hvisket ting i mit øre der endelig når min hjerne. Og to sæt små, lune hænder, lidt snaskede og fedtede men som er så fulde af kærlighed og hengivenhed, ømhed og sikkerhed på, at den vej vi skal er frem. Sammen.
4 kommentarer:
min byrde er let, siger Jesus - ikke den nemmeste besked at tage ind, men sand - måske fornemmer du netop nådens lethed lige nu i glimt..
tak for din åbenhed - go girl - but go gently!
Smukt indlæg! Tak for det. Som Tine siger: You go! For du kender vejen og har dejlige mennesker, der vil gå den sammen med dig. Men træd varsomt, så får du alt det med du beskriver. Det ramte også noget i mig :-)
kære Lina
Vi 2 er søstre - mere end bare i Herren - jeg kan genkende mig selv i alt hvad du skriver: at være sin egen værste fjende og systemkritiker. Det er sandt at man bliver stresset af ikke at have det godt. Jeg glæder mig over, at du har Mikkel og dine døtre omkring dig og nu tid til at indhente dig selv igen og dit mod og din lyst og din glæde og selvtillid. Jeg blir altid bygget op når jeg besøger Kolorteland, inspireret og også lidt misundelig, når jeg ser hvordan du værner om det der er vigtigt i dit liv, at være mor og menneske og giver det tid og plads. God bedring og kom igen! kh Louise
Jeg fulgte Annes sti herind. Tak for din åbenhed.
En af de vigtigste ting jeg har lært om at være forælder, har jeg lært af min far. Han sagde undskyld når han havde været urimelig. I dag kan jeg ikke huske at jeg ikke havde fortjent skæld-ud, men jeg kan huske at han kom ind til mig, et lille skolebarn, og indrømmede sin fejl. Det gjorde indtryk, og det prøver jeg at huske overfor mine egne børn, for det har jeg også brug for en gang imellem.
Tak for at jeg fik lov til at se dine dejlige billeder og læse din historie. Og husk at Nåden gælder også for dig, og fra dig til dig.
Send en kommentar