onsdag, august 12, 2009

Kærligheds-cykel

Lige et kig tilbage i maj, hvor hun lærte det - endelig. Hun har kørt og kørt lige siden. I dag ved morgenbordet sagde hun:
"Mor, min cykel er en kærligheds-cykel"... jeg overvejede om det var fordi den var lyserød, eller fordi hun har cyklet ned til Jeppe på den (som hun udtalte var ham hun helst ville være kæreste med i sidste uge)...
"Der er fordi jeg elsker den!"
Og faktisk faldt det meget godt ind under en samtale som Mikkel og jeg havde aftenen før. Han skulle undervise i kristendom, og sad og snakkede om kærlighedsbudskabet, agape og eros. Jeg vidste faktisk ikke noget om det, eller også har jeg bare glemt det igen, så vi fik en god diskution om kærligheden. Selvfølgelig er der eros, den romantiske eller erotiske kærlighed. Det er den måde jeg elsker min mand på. Mine børn elsker jeg på en dyb måde, som er anderledes, mere bekymret. Jeg vil vove at påstå at den er anderledes end den måde jeg elsker min mand på. Så har jeg kærligheden til mine venner, og til min familie, som også er bekymret og omsorgsfuld, men på et andet niveau. Kærligheden til Gud er for mig mere en følelse af en sikkerhed. Og så er der jo kærligheden til ting, som jeg ikke føler er grisk eller materiel på den måde som ellers er så udskældt. Jeg har nogen ting i mit hjem som jeg elsker. En mintgrøn sukkerskål, en gammel skåret mintgrøn vase, mit kamera, arvestykker fra mine forældre. Jeg har film som jeg elsker at se. Og jeg har bøger jeg elsker at læse igen og igen. Faktisk må jeg betegne mig selv som bibliofil, for jeg elsker simpelthen alle mine bøger, og at åbne nye bøger i en boghandel. Det bobler i min mave, når jeg gør det. Og jeg har en forkærlighed for engelske film, bøger, krimier og haver - så lidt anglofil må jeg også være.
Jeg har enkelte sko, som jeg elsker, uden jeg føler mig som Imelda Marcos. Det kan hurtigt virke som besættelser, eller pjat (min mand påstår ihvertfald at jeg kun har to fødder at komme sko på, så hvorfor have mange par?). Men at elske handler vel egentligt om at have nogen eller noget, som får det bedste frem i dig? Som f.eks en kærligheds-cykel...

1 kommentar:

Louise Aaen sagde ...

fantastisk indlæg. Tak fordi du skriver om- og fotograferer livet. Det er en fantastisk inspiration.

kh Louise