Tiden er klar til at høste alt det vi har sået tidligere. Løgene er blevet flettet til ranker, og hænger på tørresnoren og tørrer lidt endnu. Æblerne er pakket i kasser, og de ormestukne står på plænen og venter på at jeg lige orker at lave karamelliseret æblemarmelade og mos.
Og mirabellerne, dem som ingen gider spise, blev plukket lørdag formiddag. Begge piger plukkede så det var en lyst. Og imens jeg bagte brød, sad de på trappestenen og pille stilke og blade af vores høst.
Vi har også plukket rønnebær. Vi satser på at det bliver til gele. Jeg har ikke fået det lavet endnu.
Og så har vi lavet kryddersukker og salt. Citronsukker, citronsalt, koriander- og basilikumsalt og marrokansk kryddersalt. Opskrifterne er fra www.dr.dk/camillaplum selvfølgelig!
Og så har vi lavet kryddersukker og salt. Citronsukker, citronsalt, koriander- og basilikumsalt og marrokansk kryddersalt. Opskrifterne er fra www.dr.dk/camillaplum selvfølgelig!
Og vi har høstet samværet med pigerne. De er skønne begge to. Anna har klemt sin finger helt vildt, og vi overvejede stærkt en tur til skadestuen lørdag aften. Hun har hakket en stor luns af sin lillefinger, på vej til toilettet. Meget typisk Anna. Men som hun også typisk er, så svarede hun på om hun havde ondt i sin finger: "Naaaj, det gør ondt, men jeg kan ikke mærke det!"...
Og så er der jo en anden form for høst. På lørdag er der markedsdag i min kirke. Jeg har haft strikkeprojekter til at ligge hele foråret og sommeren. Nu skal det være færdigt. Men jeg har i den grad manglet min strikkekarma, og mange projekter er blevet noget forfærdeligt hø. Også dem jeg har villet strikke til mig selv. Jeg har trevlet ca. 6 ting op, og mange timer er spildt.
Men for en måned siden fik jeg Helga Isagers bog "Strikketøj", og den er gudeskøn. Jeg udså mig straks projektet "Hulkrus" til Thilde. Men først skulle alle kirkeprojekterne færdiggøres... og så kom jeg jo lige til at læse et par Harry Potterbøger... I lørdags gav jeg mig selv lov til at begynde i smug. Det lover godt!
2 kommentarer:
Hvilken rigdom og overflod af energi - herligt med høst-iver - lad det smitte lidt nordpå :-)
Hvor ser det skønt ud, bær, høst, pigerne og dit strik..
Mange hilsner fra
AC på Fyn..
Send en kommentar