Og så er der haven. Den er som den skal -ihvertfald køkkenhaven. Squash-tsunamien slår til igen i år, og græskarene er helt vilde. Geoginerne blomstrer som besatte. Æblerne vælter ned. Og tomaterne er IKKE ædt af kållarver i år - en fryd! Jeg får ikke luget som jeg vil, og dræbersneglene er overalt - men jeg tror jeg får ungerne med i haven i weekenden når Mikkel og hans far skal ordne vores tag - hvis ellers ungerne vil lade mig lave mit eget mens vi går rundt...
Sidst: Et billede af jordens sødeste piger! Mine to smukke og dejlige tøser, som giver mig glæde hver dag. I tirsdags, hvor alt lige fra morgenstunden gik galt (f.eks. havde jeg misforstået tiden hos lægen, så jeg troppede op med begge unger til henholdsvis 1-og 3-års undersøgelse den forkerte dag - og havde endda taget fri til det)... jeg havde også glemt at Mikkel skulle til aftenmøde... og så sidder vi der i sofaen og skal hygge lidt. Anna har fået en lille skål med cornflakes med ind til at guffe som chips, og så vil Thilde jo også! Hun får et par stykker (for Anna er meget sød til at dele), og så lige pludselig står der en tyk stråle med bræk ud af pigebarnet! Ud i hånden på mig (ja, jeg "greb"), ud på dynen, ud over det hele... Febrilsk siger jeg til Anna: "skynd dig ud og hent noget til at tørre op med", og hun drøner ud i køkkenet, skramler lidt og kommer tilbage med et stykke køkkenrulle på ca. 5x5 cm- ikke ret stort! Jeg siger til hende at hun skal hente hele køkkenrullen, og hun kigger lidt på mig og siger så "okay"... og kommer tilbage med KAGERULLEN! (Hvad skal Mor mon med den?? har hun nok tænkt). Jeg tørrer hænderne i dynen og smider hele baduljen til en gang kogevask... og griner over en åndsvag dag med dejlige unger.
