KolortelandNEWS

Så er vi her igen... en travl august er snart til ende. Og hvad er så sket?

Ja vi må jo sige at vores hverdag er radikalt ændret. Fra at have god tid, har vi nu mere travlt. Vores børn er institutionsbørn begge to. Jeg er begyndt at arbejde... Vi overlever dog!

Vi starter NEWS'et med gamle nyheder, vi var nemlig til den årligt tilbagevendende Fjordholm-weekend i det fynske. Der var super dejligt, og vejret var skønt! Anna og Kamma gav et nummer ovenpå septik-tanken, det var overhovedet ikke til at stå for. Myggene tændte landingslysene ret tidligt, og det resulterede i 42(!) myggestik på mine ben. Ungerne var umulige, Thilde tog rekorden og var en rigtig lille skrighals - det endte med det vi ikke vil, nemlig mig der lå og snorksov i teltet mens alle andre voksne hyggede sig ved middagsbordet, bare fordi Thilde skulle holde i hånd mens hun faldt i søvn. Men når man kigger tilbage så var det bare godt vejr, søde børn og hygge (jeg kom jo også op igen).

Så er der huset. Det er endelig blevet splittet fuldstændigt ad, nu har vi fået sat nye døre i terrassen/altanen, et ovenlysvindue i det der engang bliver Thildes halvdel, muret op udvendigt i det gamle badeværelsesvindue...
Vi har fået hevet alt isolering af taget, Mikkel understryger tagsten som en gal hver gang han har en halv time fri... for selvom vi stadigvæk skriver august, så er det temmeligt koldt uden isolering, og med luften pibende ind mellem tagstenene. De skal allesammen bindes fast (eller rettere, hver anden skal), det er et kæmpe-projekt. Vi bor fint nok i kælderen, det er ikke det, men hele hytten bliver iskold lige så snart vi går under 15 grader udenfor... Så her i weekenden skal der tages fat.

Og så er der ungerne; Thilde er blevet helt vild med at møffe stille rundt langs kanten på sofabordet, og hun rejser sig ved det hele. Hun er en rigtig pilfinger, og på billedet ses hvordan hun lige har pillet ved børnesikringen på den brandvarme ovn. Nogen vil sikkert tænke "hvad er det da for en mor der giver sig til at tage billeder istedet for at opdrage barnet", og det er måske også rigtigt - men med vores gode komfur så skulle hun ikke kunne komme noget til... håber jeg! Thilde skriger stadigvæk højt og meget, men efter samtaler med sundhedsplejersken så er det blevet bedre. Hun var vist inde i en "hej, her er jeg også" periode, og jeg må jo desværre indrømme at jeg godt forstår hende. Vi andre er så vant til at Anna kan alt selv, at hun bare spørger efter hjælp hvis hun har brug for det. Og Thilde har jo længe været stille - det må være hårdt at skulle komme efter en så charmerende søster, og snakkende far og mor... Så jeg arbejder virkeligt med mig selv for at se Thilde som hun er.

Nu bliver hun jo snart 1 år, og hun kan rigtigt meget. Når Mikkel kører på arbejde på cyklen så sidder hun og vinker med en stiv arm og siger "aaarh-aaarh" i en lys "hej-hej" lyd... det er MEGET sødt!

Anna hun leger med Carl-Emil, i denne weekend var de sammen hele søndagen. De rendte mellem vores to huse selv (og vi håbede på at de så gik hjem istedet for at gå på opdagelse i nabolaget). Da det blev aften og vi skulle spise græd de begge to - faktisk var Carl-Emil så ked af det at han slet ikke ville spise noget hjemme, men ville "over til Anna". Hun hygger sig i børnehaven, og har det godt. Når vi kommer ned og slukker lyset hos hende om aftenen, så finder vi hende nogengange sådan her... i skyggen af yndlingsparaplyen med alle dyrene bænket ved siden af... også MEGET sødt!

Og så er der haven. Den er som den skal -ihvertfald køkkenhaven. Squash-tsunamien slår til igen i år, og græskarene er helt vilde. Geoginerne blomstrer som besatte. Æblerne vælter ned. Og tomaterne er IKKE ædt af kållarver i år - en fryd! Jeg får ikke luget som jeg vil, og dræbersneglene er overalt - men jeg tror jeg får ungerne med i haven i weekenden når Mikkel og hans far skal ordne vores tag - hvis ellers ungerne vil lade mig lave mit eget mens vi går rundt...

Sidst: Et billede af jordens sødeste piger! Mine to smukke og dejlige tøser, som giver mig glæde hver dag. I tirsdags, hvor alt lige fra morgenstunden gik galt (f.eks. havde jeg misforstået tiden hos lægen, så jeg troppede op med begge unger til henholdsvis 1-og 3-års undersøgelse den forkerte dag - og havde endda taget fri til det)... jeg havde også glemt at Mikkel skulle til aftenmøde... og så sidder vi der i sofaen og skal hygge lidt. Anna har fået en lille skål med cornflakes med ind til at guffe som chips, og så vil Thilde jo også! Hun får et par stykker (for Anna er meget sød til at dele), og så lige pludselig står der en tyk stråle med bræk ud af pigebarnet! Ud i hånden på mig (ja, jeg "greb"), ud på dynen, ud over det hele... Febrilsk siger jeg til Anna: "skynd dig ud og hent noget til at tørre op med", og hun drøner ud i køkkenet, skramler lidt og kommer tilbage med et stykke køkkenrulle på ca. 5x5 cm- ikke ret stort! Jeg siger til hende at hun skal hente hele køkkenrullen, og hun kigger lidt på mig og siger så "okay"... og kommer tilbage med KAGERULLEN! (Hvad skal Mor mon med den?? har hun nok tænkt). Jeg tørrer hænderne i dynen og smider hele baduljen til en gang kogevask... og griner over en åndsvag dag med dejlige unger.

work, work, work...

Den travle hverdag er startet igen, og mine børn vokser mens jeg passer andres børn... Anna er totalt ligeglad med tingenes tilstand, bare hun får lov til at komme i børnehave. Thilde derimod er ikke sønderligt imponeret over at være kommet i dagpleje, men det begynder efterhånden at ligne noget... Meeen, når hun får øje på Heidi så sender hun hende onde blikke der siger: "Dame, jeg ved godt hvad du er ude på - og ellers tak, jeg bliver her ved min Mor!"

Mit nye arbejde er super, jeg glæder mig (næsten) til at komme på arbejde - og har ikke så travlt med at komme hjem igen. Det jeg savnede ved mit gamle arbejde, nemlig voksenkontakt, får jeg til fulde her. Her kan man åbenbart godt kombinere det at være sammen med børn, med også at tale sammen som voksne kolleger. Jeg syntes aldrig rigtig at jeg sådan faldt i hak på fritidshjemmet. Jeg følte mig som sådan en tør pind, de forstod ikke min form for humor, vi havde ikke nogen fælles interesser - og jeg var også den eneste der havde behov for at fortælle om min familie - jeg kendte dem ikke, og de kendte heller ikke mig. Efter en uge har jeg allerede snakket mere med dem jeg arbejder med nu, end jeg føler jeg nogensinde har snakket med dem på det gamle arbejde.
Jeg føler mig værdsat, og så, vigtigst af alt: de er totalt ligeglade med at jeg "kun" er medhjælper, de synes jeg er sej og jeg er allerede blevet klassepædagog. Det var ikke fordi at jeg ikke kunne få ansvar før, men det var over oprydningen i køkkenet, eller tømning af vaskemaskinen...

Og så er der børnene... jeg har allerede givet 3 eftersidninger (kan man det?), OG fået en dreng i 3. klasse til at græde den anden dag jeg var der - til gengæld har der ikke været noget som helst vrøvl med dem siden. Og så har jeg på mirakuløs vis fået drengene til at sidde lige så stille og skrive, ved at introducere dem til kalligrafi (orv, mand - seje bogstaver til rollespil), i næste uge skal jeg designe rollespilskostumer med pigerne og få dem alle til at sy... jeg har allerede travlt.

Kønsroller

Min datter har fået en legekammerat.. sådan en rigtig lille drengeven. Det er første gang vi har haft "nogen hjemme", og han blev endda og spise. At det er naboens dreng Carl-Emil, gør det hele endnu nemmere, og nu, efter at Anna og han går i børnehave sammen, er de kommet til at kende hinanden bedre.

Så jeg sad i haven med endnu en Harry Potter-bog, og selvom den er spændende, så kunne jeg ikke lade være med at smuglytte - mest fordi sådan nogle børn taler så højt (ihvertfald Anna), men sandkassen er også lige ved siden af. Og her fik jeg et syn af de værre... Min datter ligner mig! Og jeg ligner min egen mor! Yaaak!

Legen gik ud på far-mor-og-baby, og Carl-Emil (der var udnævnt til far) gik rundt og sagde: "jeg skal male, male, male.... nu skal jeg have noget maling" osv. Anna gik rundt med hænderne i siden (hvor har hun set det?), mens hun dikterede legen (hvor har hun hørt det?) og kommanderede. . "nu skal jeg have baby'en ud, du skal køre bilen" fik han besked på, og blev kostet hen på bænken hvor han villigt satte sig med udstrakte arme og kørte hende på 'spitalet.. og derhenne fik han besked på at han skulle vente udenfor, mens han fik smækket døren i hovedet - så ordnede hun den baby selv. Og så gik han ellers rundt derhenne og skulle male, male, male... At se hans meget undrende blik, hvor man kunne se at han absolut ikke fattede hvad der foregik omkring sig, men han erkendte sin skæbne og hoppede med på vognen, og se hendes triumf da hun (selvfølgeligt) fik ret igen - ja, det har givet stof til eftertanke.

Måske vi kvinder ikke skal bestemme alt. Måske jeg skal lære mine børn, at det er vigtigere at træffe valg der resulterer i fred og fordragelighed, end valg der endnu engang giver mig ret. For vi er ærligt talt ikke ret smukke, når vi står der og koster rundt. Jeg synes virkelig jeg er skrækkelig, når jeg bestemmer. Samtidigt ønsker jeg mig evner, så jeg kan argumentere og diskutere uden at det bliver en viljernes kamp - for uden kam til begges hår, så bliver det vel lidt kedeligt. Og så må mændene også erkende, at man godt kan "snakke" om tingene uden at resultatet er kendt på forhånd. For jeg tror egentligt ikke at vi kvinder selv synes at tingene er afgjort fra første færd. Vil vi ikke gerne høre mændenes mening? Jo, men kun på vores måde... Pyyyyh, jeg er blevet min mor.... Så fra i dag, som jo er en ny start (jeg skal starte på arbejde om 1½ time), vil jeg forsøge at være mere ligeglad med detaljer og petitesser, og gemme krudtet til de virkelig store sværdslag hvor jeg umuligt kan gå på kompromis. Jeg vil ikke hele tiden påpege fejl ved mine børn og mand, for jeg fejler også selv (men glemmer det i kampens hede)... og jeg vil være gladere, fordi livet er værd at leve, solen skinner mere når man smiler, og ens børn og mand er sødere, når jeg selv er sød.

Suuuuk...

Så er det blevet næsten hverdag igen. Og begge mine børn er blevet institutionsbørn. En æra er forbi, men inden jeg starter på arbejde på mandag har jeg 1000 ting at nå - uden børn (og det skal vel også nydes lidt).

Anna startede i Mosegården i onsdags, hun kom i hippie-børnehaven med dyr, udeliv og selvforvaltning - og det ser ud til lige at være Anna. Den første dag drønede hun derned, og det er bestemt ingen straf at komme i børnehave - tværtimod! Hun kom i gruppen "kagerullerne" (røg de hash da de gav grupperne navne?), og hun er en rigtigt lille kagerulle, må vi sige. Der har ingen problemer været, hun elsker det simpelthen. Faktisk står hun op om morgenen og hiver i dynen på os og siger "jeg skal i børnehave"... og selvom de åbner 6:30, så skal vi altså lige have tøj på og morgenmad i maven. Det kan godt være frygtelig lang tid for en Anna.

I går startede Thilde så i dagpleje hos Heidi, og hun har være skrækkeligt mor-syg de sidste 14 dage, så jeg var ret spændt. Men også her blev frygten gjort til skamme, hun rakte tungen ud og ville ned til de andre børn, og så så jeg ellers rumpen af hende - så heller ikke her var der tårevædede afskeds-scener (hvad er det for nogle afstumpede børn jeg har?). Jeg må vist bare nyde freden, nu skal jeg strikke, læse og sy en hel uge, og jeg vil prøve at gøre det uden dårlig samvittighed (spild af tid)! Men med et helt år sammen med Thilde, så venter min krop ubevidst på at hun snart vågner... hvor lang tid mon det tager, at vænne den fra at gå og lytte efter hende? De er nu skønne, mine to elskede piger, og i går eftermiddags var det skønt at tage dem hjem og hælde dem i badekarret ude i haven - sådan skulle livet være hver eneste dag!