Jeg har været på barsel i snart et år.... Det er sommerferie... Daginstitutionerne har lukket.... og Anna har været hjemme i snart 6 uger hos mig. Efter først skoldkopper hos Anna, dræn i ørene, børnefødselsdag, Thilde med feber, Thilde med skoldkopper (det som vi først troede var skoldkopper var det ikke - det kom!)... og så min fødselsdag, ferietur til Sverige og nu en uge med Thilde med halsbetændelse og 40 i feber, efterfulgt af Anna med halsbetændelse og 40,4 i feber - og så lige både Mikkel og jeg med halsbetændelse og 40 i feber samtidigt (samtidigt med at børnene endelig var fyldte af energi), er jeg ved at være helt brugt.
Jeg har de sidste to dage været ved at slå mine børn ihjel flere gange... jeg er faktisk begyndt at glæde mig til at komme på arbejde (og slappe lidt af?). Min lunte er så kort, at det ikke længere er pinligt - det er vi forbi. Stakkels unger - specielt stakkels Anna. Hun er jo bare en sød pige der gerne vil hjælpe (det resulterer f.eks. i at hun sidder og drikker ølslatter i bryggerset - man har vel en far der er brygger, eller at den vietnamesiske dipsauce vi lige så pædagogisk og muntert har rørt sammen ender sit liv på bordet/gulvet fordi hun lige vil røre lidt mere...) Grrrrr! Og Thilde hyler hver gang hun bliver lagt - så nu mistænker jeg ørene... det er sikkert ikke problemet, men så må vi jo se om det er noget andet...
Og Anna, hun fiser op og ned af møblerne, man skal bare hente en kop kaffe, så er alle hynderne ude af sofaen, kasserne med lego vendt på hovedet og saftevand og madder flyder i en lind strøm... Til jer der har mødt Anna vil I vide, at hun ikke er en stille pige...
Mit håb er at det bliver bedre. At jeg en dag ikke skal råbe og skrige hver dag (den dag kommer nok først når de flytter hjemmefra/jeg har fået et kursus i vredeshåndtering). En dag hvor man ikke skal argumentere for de mest basale ting: spis pænt (ikke bruge pandekagen som vaskeklud), sid stille (ikke kravle oppe på bordet), tal ordentligt (ikke skrige højt ligesom din mor)... osv. En dag hvor det at tage tøj på/af bare er noget man gør. En dag hvor man ikke forfærdet skal forklare sin snart 17 kg tunge datter, at man altså ikke bruger sin lillesøster som "ponymax" (også selvom lillesøsteren vejer 9 kg).
En dag hvor den nye Harry Potter kan blive læst uden irriterende afbrydelser hele tiden, imens en lækker kop kaffe står og damper... Hæ, hæ, nu er kl. snart 19, og ungerne skal i seng - måske en dag kan blive i aften? Til alle jer der har børn: Bliver det bedre? Skal jeg resten af livet gå her og have ondt i maven af bekymring over alle de farer der lurer? Skal jeg prøve at være ligeglad med hvad der er "rigtigt" og gøre det der er godt? Eller må man godt være sur forælder, og kan det lykkes samtidigt at være en dejlig mor? For jeg synes godtnok jeg er jordens mest sure mor man kan støve op lige nu... Nå, bunkerne kalder! Forresten, flere har sagt at de har problemer med at skrive i gæstebogen - jeg kan ikke forklare hvorfor, prøv igen en anden gang!
3 kommentarer:
Kære Lina!
Ja, det BLIVER bedre! Og ja, vi har alle oplevet os selv som sure mødre, der ikke bestiller andet end at skælde ud på de der søde, dejlige, super aktive unger, der bare hele tiden er foran os i at udforske verden på de mest udspekulerede måder. Man bliver frygteligt træt. Jeg har vist nævnt tidligere, at det der med at sove i gennem, det er stærkt opreklameret. Vores børn blev ved med at vågne/komme over i sengen til os, til de var 3 år. Og så havde vi jo fået den næste! Men de bliver store. Og skønne. Og kloge. Og en daglig glæde. Og jeg har næsten glemt, hvor hårdt det egentlig var, men bliver så mindet om det, når jeg fx. læser din herlige blog.
Hold ud! Du ER en helt.
Ha ha ha søde Lina. Du har lige rammende beskrevet min 4 uger lange "ferie" med min familie. Det er ufatteligt, hvad man udsætter sig selv for ikk? Så besværligt man gør livet for sig selv, fordi man gerne vil opleve noget i sin ferie, have god mad, have velopdragne og rene børn etc etc. livet med små børn er bare hårdt arbejde 24 timer døgnet rundt. Man kan undre sig over hvorfor man går og træder i den samme plastic himregims 50 gange og der ikke er nogen, der rydder alt det legetøj op, som man har gået og skrævet over hele dagen og at når klokken bliver 20 og Harry Potter ligger og venter så er der nogen der har sprunget en bombe i køkkenet og vasketøjet vasker jo ikke sig selv. Men prøv at gå ind og kig til dem nu hvor de sover... så søde de er... og det hele værd. Og en af grundene til, at det er så hårdt, det er jo fordi du er så omsværmet... alle i familien vil have mor for sig selv... mage til kærlighederklæring findes ikke. Mor er den bedste i verden!
kh Louise
Jeg har de sidste to dage "valgt" ikke at blive sur. Det er bare en beslutning der skal tages: se det fra barnets side først (og så må man jo godt sige nej alligevel, men man når måske lige at trække vejret). Vælg hårdt ud i dine prioriteringer - jeg vil læse Harry Potter og vaske tøj i dag - og glem resten til i morgen hvor nye prioriteringer venter. Stop med at have dårlig samvittighed over det man ikke når, men glæd dig istedet over alle de ting vi kom igennem.... Det har virket - i to dage... nu skal det bare virke resten af livet (nemt ikke??)...
Send en kommentar