Barnemad

Det er i virkeligheden temmeligt misvisende - ordet "barnemad". For det hentyder til noget der er nemt og ukompliceret - faktisk noget der kan klares med hænderne på ryggen. Og sådan troede jeg også det var, indtil jeg fik børn. Ihvertfald indtil jeg fik barn nummer to. Thilde... Barnet der skulle lære mig, at kræsenhed ikke kun er for børn der kun får pålægschokolade på toastbrød morgen, middag og aften. Thilde er blevet introduceret for alt mellem himmel og jord, inklusiv indisk og sushi, inden hun var 1 år. Hun har hadet det med mad fra hun begyndte at spise grød.. og vi kæmper stadig.

Nu har endnu en kombattant meldt sig under fanerne - Selma. Og jeg er nødt til at tænke mig godt om, og trække vejret dybt, for at hoppe på vognen. For det har kostet blod, sved og tårer.

I søndags var der en ganske interessant avisartikel i Politikens MAD tillæg. Den handlede om kræsenhed, og at det i nogle kulturer er fuldstændigt uacceptabelt for det første at være kræsen, og for det næste at spise alene. Artiklen snakkede også en del om det, at vi er et samfund præget af "frit valg", som får os til at være temmeligt besværlige for vores medmennesker/medkokke. For den ene vil ikke spise lam, den anden kan ikke udstå ærter og så er en allergisk overfor et eller andet... Det fik mig til at tænke.... en hel del faktisk.

Jeg kan sagtens se, at det semi-hellige i at bryde brød sammen er gået fløjten herhjemme. Vi taler om ernæring, sundhed og tid, hvor vi måske hellere skulle tale om råvarers udseende, hvor det har boet/levet/groet og respekten for at vi rent faktisk får noget i maven. Og måske skulle vi allerhelst tale om noget helt andet. Som hvad vi har lavet i dag. Og hvad vi vil lave i morgen. Sammen og hver for sig.
Så nu er der kommet andre boller på suppen, for jeg vil have at Selma vokser ukræsent op. Ihvertfald i anden grad end sin storesøster...

Følelsen af at sætte sig til bordet er lige nu anderledes. Thilde? I går spiste hun 5 stykker bagt kartoffel og tre frikadeller. Det er helt uhørt vildt i Thilde-regi. Jeg har besluttet at jeg IKKE gider høre om hvad man ikke kan lide (det har jeg sagt før, men det føles anderledes denne gang, fordi formålet ikke er at få mad ned i børnene, men at have det rart for os alle - mig inklusiv der har brugt tid på at lave maden). Jeg har besluttet totalt ingen tolerence for "jeg skal ha' noget andet end I andre" - man må spise hvad der kommer på bordet. Basta. Skal mine børn så leve med stegt lever 7 dage om ugen? Næh... de personlige valg må komme ind, når jeg pænt spørger hvad de kunne tænke sig at spise i løbet af ugen - når jeg sidder og laver madplan. De bliver hørt. Hver uge. Men jeg vil også gerne have at de respekterer at vi kan lide forskellige ting, at hver har sine livretter.

Og så sætter vi nu lillesøster med på bordet. Vi taler sammen. En god lejlighed til at lytte på hinanden - det kunne vi alle øve os i, her i den stortalende familie. I aften skal vi have frikadeller igen. I morgen falafel med pitabrød og hummus... Lad os se om en måned eller to med projekt "lad os bryde brød sammen" kunne give en anden dynamik omkring aftensbordet. Jeg håber det. Eller også bliver jeg klogere - endnu en gang.