Endelig tid og overskud til en omgang KolortelandNEWS. For her sker da lidt nyt ind imellem. Vi har fejret min 35 års fødselsdag i starten af juli - den skulle selvfølgelig fejres på græsk restaurant (for jeg har lige pt. en feta-fetish, som kun kan skyldes graviditet). Jeg fik feta på 5 forskellige måder, og var dybt lykkelig. Blev fejret af mand og børn med manér (og viser gerne min højtelskede gave lidt senere).Anna fik blæksprutteringe, og så var hun glad! Hun elsker at være på restaurant ligesom sin mor, og vi smovsede.Thilde derimod bestilte en tør pølse med tørt brød - og aldrig har jeg set en tjener gnække så meget i skægget - her en mulighed for at sælge en såkaldt børnemenu med et minimum af udgifter! Men alle var glade, så skidt pyt!
Der kysses, for når man har fødselsdag, så skal man altså kysses - meget!
Det afgørende bevis på at "Den Gamle Græker" er en dejlig restaurant må være, at ungerne fik en is af dem. De var simpelthen så glade og taknemmelige for det, de to unger. For Far og Mor havde bestilt noget "specialmenu" som skulle dække over enorme mængder mad til få penge. Der var lammekoteletter, græsk bøf, souvlaki og stegte grøntsager med græsk salat og kartofler. Forinden havde vi fået 5-6 forskellige slags dyppe-dyp, små indbagte rejer, blæksprutter og som sagt feta i forskellige afskygninger. Nøj hvor var vi mætte. Nøj, hvor var det dejligt. Og ikke mindst var det en oprejsning for min tiltro til at jeg nogensinde kom på restaurant med mine børn igen... jeg siger bare, for 3 år siden var restaurantbesøg på min fødselsdag IKKE et hit - se selv her.
Vi har også haft vores fantastiske tur til Framnäs. Måske vil jeg skrive lidt om det, hvis energien er til det...
Da vi kom hjem, hentede vi Thildes nye briller. Hun er så stolt, og vi er så glade for dem. Det er såkaldte "titaniumFLEX" briller, tysk prima kvalitet, og de kan bøjes og bukkes i alle retninger, og finder bare sin oprindelige form igen. Se det er fedt! Vi håber lidt på at vi ikke skal besøge Hornslets brilleforretning helt så meget - selvom de er meget søde dernede...
Vi har haft besøg af Kamma, Konrad og Anna-Panna. De to store piger (Anna og Lina) fandt ud af at det da var meget smart, hvis Anna og børnene overnattede - og så kunne de jo tage med ind og se SommerSummarum ved Tangkrogen - og så fik de store piger også tid til at snakke på sofaen lidt længere... (vi faldt dog i søvn, men tanken var meget god. Og om ikke andet så ligner det jo det forhold vi altid har haft - i studietiden hvor vi OGSÅ faldt i søvn hos hinanden, når vi lå og så fjernsyn).
Og så har vi været i baby-træning. Vores dejlige, nye naboer Allan og Svenja har fået deres dejlige lille dreng. Pigerne var ellevilde, og de har i den grad udtrykt glæde og forventning til at det er OS der skal have sådan en lille en. Jeg tror det var meget godt for Thilde at finde ud af, at sådan en baby virkelig ikke kan det helt store.
Hvordan går det ellers? Maven vokser, kvalmen fortsætter og livet går sin gang. Haven vokser til i ukrudt, mine squash og græskar bliver til noget i år (!!), men til gengæld er georginerne helt til rotterne. Det kan godt være jeg har bestilt supersmukke georginer hos et vanvittigt engelsk selskab, som har over 1600 forskellige slags, men det er ikke meget de kan blive til. Jeg tror ikke det var den rette beslutning at sætte dem i staudebedene i år.
Og baby? HUN har det godt, for det er det de siger ude på sygehuset. At vi skal have en pige. Vi er glade og tilfredse, og kan helt ærligt sige, at jeg var fuldstændig ligeglad med, om det var det ene eller det andet. Hvis bare hun har det godt, og er fin og dejligt, så er alt andet ligegyldigt. Hun sparker på livet løs, som jeg sidder her og skriver. De siger hun mosler rundt når de scanner hende. Og sidst da vi så hende for 14 dage siden, lå hun og slikkede sig på hænderne. Vi er enige om at hun træner mund-muskulatur. Det er nødvendigt i denne familie, hvis man vil have et ben til jorden...
1 kommentar:
Dejligt nyt! Må dog skuffe med/ Vil gerne opmuntre med følgende: mine engelske, special-bestilte dahliaer, som står i krukker med ny jord og har fået gødning er heller ikke alverden bevendt. Tror, at vi næste år i stedet skal køre en tur til et plantecenter. Der er nok ikke så mange varianter, på den anden side bli'r skuffelsen så også det mindre ;-)
Send en kommentar