Jeg har været helt væk i januar. Min tid er gået med noget andet, en drøm som længe har ligget og ventet, men som overskuddet bare ikke har været til. Nu har jeg lukket øjnene, og er sprunget ud i det med fuldstændigt lukkede øjne, og troen på at det såmænd nok skal gå.
Jeg vil tage billeder - ikke bare sådan for sjov, men for alvor. Fotogrejet har været der længe, mit makro-objektiv blev faktisk købt fordi det OSSE var godt til portrætter. Og det er da 2½ år gammelt, så mon ikke det var ved at være på tide? Så nu blev det til at lave eget studie, med lys, baggrunde og hvad dertilhører.
Min drøm er ikke bare at tage billeder, men at tage billeder der har noget andet over sig. Jeg vil nemlig gerne tage billeder af kvinder uden alt for meget tøj på, og vise hvor smukke de er som sig selv. Jeg går ikke efter nøgenbilleder, for nøgenhedens skyld, eller fordi det skal emme af sex. Jeg synes bare at kroppen er flot, sjov og spændende. Og jeg synes hatte, fjer, halskæder, pelskraver (hvem har en ræv til at ligge??) er ekstremt sjovt. Så den sidste måned har jeg shoppet balderne af led, pløjet den ene genbrugs efter den anden igennem. Googlet fjerhatte, kraver og dimser igennem på internettet.
I går havde jeg en samarbejdsvillig model på besøg. Jeg skulle prøve mit grej af, og lege med lys, muligheder og tilbehøret. Det er der kommet nogle ekstremt gode billeder ud af. Jeg er stolt og glad, også fordi jeg fik mulighed for at dele det med Anne. Hun tror på mig, og har været en fantastisk støtte undervejs... nu mangler jeg bare en ting eller to. Det første må være kunder... Kender du nogen som trænger til at føle sig som en drøm? Vil du gerne selv give en gave? Har du en indre diva i dig, der venter på at springe ud...? Eller står du med en polterabend eller et bryllup, hvor der skal nogle billeder i kassen? Jeg er klar!
2 kommentarer:
Held og lykke med det ... du er jo et dybt kreativt menneske, så det bliver en spændende rejse for dig :)
Hvor er det skønt!!! Dejligt, at du er kommet i gang. Og smukke Anne - sikke et glimt i øjet og sikke flotte tænder:-) Alt godt!
Send en kommentar