onsdag, december 08, 2010

Veje...

Jeg har længe gået med en mørk kappe over mig, som både var tung og svær at se igennem. Der er ikke meget Harry Potter-usynlighedskappe over den, måske bortset fra det faktum at jeg nogengange har følt jeg var nærmest usynlig - eller ønskede at jeg var det. Det mest underlige er, at jeg slet ikke mærkede at den var der i det daglige. Jeg troede det var en del af mig, ligesom mit hår, eller en arm. Måske bevidst om at den var til stede, men jeg stillede slet ikke spørgsmålstegn ved dens berettigelse, eller om det kunne være anderledes. Jeg tænker heller ikke så meget over at mine ben sidder der hvor de gør, og kan det de kan.


I den sidste 1½ uge har jeg mærket at kappen er smidt. Den er væk, og har kun lagt sig på mine skuldre en enkelt dag. Det er en fuldstændig vanvittig følelse at slippe noget jeg troede var permanent. Som jeg måske nok ønskede jeg kunne slippe, men ikke anede hvordan jeg skulle håndtere.
Jeg har en veninde som er præst i folkekirken. Vi fandt hinanden på et arbejdsløshedskursus før jeg fik børn, og vi har fulgt hinanden lige siden. Hun har mistet sin far, ligesom jeg også har mistet min mor, sådan cirka samtidigt i livet. Det betyder meget for mig at kunne snakke med en, der forstår den sorg det er at miste når man er ung. I en af vores mange samtaler sagde hun noget til mig, som jeg virkelig har taget til mig. I diskussionen om problemer der dukker op igen og igen sagde hun "den sten du ikke kan flytte, skal du gå udenom".
Jeg tror jeg endelig er ved at finde en vej forbi stenen. Der er ingen der siger at vejen er nemmere, eller at den ikke vil være hård at gå. Jeg er forberedt på blod, sved og tårer. Men blot den følelse at flytte sig er fantastisk. Jeg kan se mig selv, som jeg stod der foran en kæmpemæssig sten. Jeg har stået så meget det samme sted, og gået frem og tilbage foran den sten, at der er et helt hul i jorden foran den. Jeg har forsøgt at flytte på den så meget, at mine hænder bløder. Det er også hårdt arbejde.
Måske kommer min nye vej til at føre andre steder hen end jeg havde tænkt mig. Jeg håber på at oplevet smukke ting på min vej, som kan få det til at boble i maven. I går førte vejen fra min psykolog mig forbi dette smukke syn. Jeg kan mærke at kappen ligger og roder rundt i bunden af min bil, den er både krøllet og fuld af jord og krummer. Til gengæld sidder jeg selv op, og kan være taknemmlig for vejen og det den fører mig forbi.

2 kommentarer:

Madam Kjeldsen sagde ...

Sender dig et stort julehjerte .. sten i vejen, store sten, de er ikke nemme at flytte alene.. der skal hjælp til.

Tro Håb og Kærlighed sagde ...

Tak Lina - det var godt at høre. Det lyder som en rigtig vej at går - uden om! Alt godt på vandringen videre. Måske får du brug for en ny kappe til at holde kulden ude. Martin Lönnebo foreslår i "Væven" at vi kan "bede Moder Maria om at svøbe sin blå kappe af ubekynrethed om os".