Hvad skal tiden gå med? Tja, et glædeligt gensyn med mine engelske krimi'er der nærer min engelske afhængighed på mange måder - denne gang Lewis, som må gå som en af mine absolutte farvoritter. Tilpas med engelsk arkitektur og have-halløj, til at man virkelig tror på at hele England ser sådan ud...
Faktisk er seriens forgænger Morse, grunden til at jeg som ønske kom en tur til Oxford, da jeg som 14-årig var i England alene. Jeg var blevet transporteret over kanalen af en veninde og hendes forældre, og sat af i Bicester i nærheden af Oxford. Min far havde skaffet en kontakt til en kollega som kunne have mig boende. Besøget var både godt og skidt. Jeg fik indsigt i hvordan en familie OGSÅ kunne være (og det var ikke til det bedre), indsigt i lilla-langhårsgulvtæpper og puffet tapet, som jeg aldrig havde oplevet det før. Det var en indføring kulinariske højdepunkter som udsmattede ærter og chips.
Det blev til besøg i en børnehave, hvor børnene ikke blot talte engelsk, men på en så uforståelig måde at jeg knapt fattede hvad de talte om. Det blev et besøg i Oxford, som ikke kun rummer skønne gamle bygninger, (for jeg som drømte om at komme til at se den "klassiske Inspector Morse"-universitetsgård), men som også rummer almindelig grim bebyggelse - og faktisk tilsyneladende mest af den.
Jeg havde enten misforstået det hele, eller var havnet ved knapt så Morse-interesserede mennesker. Jeg så ingen gamle kirker eller universiteter (og hvor underlig er man som 14-årig at ville det?). Jeg så en butik der mindede om Matas, og købte en sparebøsse udformet som et får. Jeg har den stadigvæk.
Mit andet ønske var at komme til shopping-mekkaet London, hvilket jeg også kom... meeen. Det var på en søndag. Der var absolut lukket. Men jeg så Tower Of London (og familien flippede skråt ud over noget krigsmuseum som de absolut måtte se - beghøver jeg at sige at jeg som 34-årig nok stadigvæk ikke synes det er ret spændende). Jeg besøgte Scotland Yard med roterende trekantet logo og alting, og spiste flade burgere i deres kantine med udsigt over byen og med stærk engelsk sennerp ved siden af.
Og jeg så dette sted, som står helt klart for mig endnu. Det var det England jeg gerne ville se. Stedet hedder Blenheim Palace, og det er et sted jeg gerne ville besøge igen. Også den dejlige lille by der lå lige ved siden af, Woodstock, står højt på min ønskeseddel.
Det er dage jeg husker både med en teenagers tåkrummeri, men også med en temmeligt anglofil tilbøjelighed allerede dengang. Det er bevist. Jeg kan ikke gøre for det... det har altid været der. Og nu vil jeg ind og nyde en omgang Agatha Christie mens ungerne leger udenfor.
2 kommentarer:
Rigtig god bedring til dig.. Det er bestemt ikke rart med alle de infektioner, I har haft det seneste års tid..
Anglofil..der burde være en klub... I fald den fandtes, så meldte jeg mig ind, omgående.. :)
Først håber jeg virkelig, at du snart må blive rigtigt rask! Og så håber jeg, at du kommer en ordentlig tur til Oxford! Det er en fantastisk by. Vi har boet på Christ Church College i forbindelse med en konference! Det er Harry Potter og Morse og kirkehistorie og alt, hvad man kan ønske sig. Du har noget til gode. Og så kan jeg lige indskyde, at en af mine konfirmander fra sidste år, har brugt sine konfirmationspenge på en rejse til Oxford denne sommer! Så de findes endnu, de der spøjse piger:-) Jeg håber, hun har haft en bedre oplevelse, end du havde.
Send en kommentar