For 2 måneder siden forsvandt en af mine yndlings børne-beklædningsdele. En superlækker jakke, H2O - den slags som er vind- og vandtætte. Jeg fik den for 100 kr, sat ned fra 600kr, og jeg har hver gang Anna har taget den på, tænkt at jeg var utroligt heldig. Hun elskede den, og den var slidstærk og rar at have på. Med andre ord: Et fund!
Jeg har ledt højt som lavt, sms'et rundt til samtlige legekammerater som det kunne være ved (og det er mange), set i skolen, set i børnehaven (selvom det ikke er særligt sandsynligt) - overalt. Den dukkede ikke op. I tirsdags kiggede jeg for endnu en gang i Annas SFO, men nej.
I dag var jeg så i den lokale genbrugsbix. Her fandt jeg pludselig en jakke som lignede Annas! Jeg kunne ikke lige finde et navn, men størrelse og andet lignede virkeligt meget. Haps! Jeg købte den for 40 kr... og vel hjemme igen finder jeg faktisk Annas navn i jakken... jo jo! Nu har jeg købt jakken 2 gange, og endnu mere føles det som om at den jakke skulle komme hjem igen med vilje.
Den er stadigvæk og endnu mere et fund!
1 kommentar:
Øh ... Det er jo næsten en bibelsk historie med den jakke! Og jakken har stadig været billig!
Send en kommentar