tirsdag, juli 27, 2010

Bryllupsdag

I går var det vores bryllupsdag. Hele 7 år siden er det, at vi sagde ja til hinanden. Det virker som længere tid - måske fordi vi nåede at være kærester i 7 år inden vi blev ægtefolk. Måske fordi vi har fået 2 børn på de 7 år. Ihvertfald er vores liv i dag væsentligt anderledes end dengang for 7 år siden, hvor vi glade gik hjem til vores lejlighed midt om natten, hånd i hånd, efter en omgang nøgenbadning på den Permanente i Århus.


I går aftes kunne have indeholdt mange ting, og alligevel ender vi ved det stille. Et glas hjemmelavet champagne i haven, mens vi puster ud over endnu en travl dag i en ferie der er ved at rinde ud.

Billedet indeholder mange af de ting som betyder noget for mig: Min have med stokroserne bagved, hvor jeg får afløb for mange frustrationer, får drømme realiseret til virkelighed.
Et vinglas som jeg har arvet fra min mors barndomshjem - historien som er så vigtig for mig at være en del af. Følelsen af at høre til, have rod og at genbruge og værdsætte ting fra før vi blev moderne.
Champagnen, noget jeg selv har skabt, det som jeg elsker. At skabe selv, at vide hvad mad indeholder. At bruge det som er fremme på naturens hylder lige nu, i stedet for bare at gå ned og købe det. At føle man producerer noget som er meget mere værd, end købeprodukter. Her er det ikke kun den reele værdi, men også det man nogengange betaler dyrt for, når man køber luktiøse produkter (og som jeg ikke ville have råd til ellers).

Og sidst min vielsesring - mit ægteskab. At høre til, at have nogen som man ikke engang behøver tælle med, hvis man skulle føre regnskab over venskaber. Det er der bare. Uden det behøver at lyde selvfølgeligt eller småt. Den bedre halvdel er måske så meget sagt - for mig handler det også om at have den halvdel jeg ikke har selv. Ham der fortæller mig, når jeg har gået over grænsen, eller som opmuntrer og aer når jeg synes jeg selv er jordens største idiot. Ham jeg sparrer alting med - nogen gange for meget, andre gange for lidt. Ham som jeg stadigvæk nogen gange undres over, kan tænke så væsentligt anderledes end mig selv. Men som sætter tanker i gang hos mig, hvilket aldrig er dårligt.

3 kommentarer:

Tro Håb og Kærlighed sagde ...

Til lykke med det hele! Og tak for en fin beskrivelse af det væsentlige i et godt ægteskab - genkendeligt. Og tak for dejlige feriedage sammen.

Anonym sagde ...

Kære Lina og Mikkel.
Tillykke med bryllupsdagen, vi tænker med glæde på jeres bryllupsdag og den dejlige fest vi var med til.
Knus Ingrid og Peter.
PS. Vi var forbi huset i Hørup da vi var i Jylland

Anne Thompson sagde ...

Stort tillykke! Rigtig dejlig beskrivelse af billedet :-)