Suk! Hjerte brist ikke...

Jeg skal snart afsted på ferie. Forude venter tur med manden til Barcelona. Derfor skal jeg indenfor de næste dage aflevere mine børn - de to som jeg elsker, krammer, snakker med, og som fylder omkring 98% af min bevidsthed i mine vågne timer. De to som jeg ønsker hen hvor peberet gror i splitsekunder, hver morgen når jeg forgæves endnu en gang forsøger at iklæde Thilde sit tøj (som hun tager af igen, når man vender ryggen til), eller Anna som bare ikke lige helt har styr på alting, og som kommer til at spilde stort set hele morgenmaden ud over et areal på 10m2 hver morgen. Ikke med vilje, nej, jeg ved det godt, men fordi hun kravler rundt, har sin koncentration 100 andre steder end ved sin tallerken...


I forgårs sad vi stille efter aftensmaden sammen i 1½ time og syede. Jeg på et par bukser, som jeg havde en drøm om at jeg skulle have med til Barcelona og være smart i (det må blive næste gang, når jeg lige har tabt 5 kg eller fået taget mig sammen til kosmetisk bortoperation af kødaltanen på maven, for det blev godtnok små de bukser)...
Pigerne de syede af resterne. Anna et par bukser til sin Build-a-bear, og Thilde syede både et par gule vanter og en flyverdragt til sin bamse... de havde selv klippet det hele, og vi hyggede bare så dejligt.
De har været så søde, har hjulpet med borddækning, opvaskemaskinefyldning, har børstet tænder og taget tøj på uden at skrige. Nu får jeg jo lyst til at pakke dem ned i kufferten istedet for at efterlade dem i den trygge havn som hedder farmor og farfar. Pigerne glæder sig helt vildt. Det gør jeg også, jeg skal bare lige nå at sukke lidt, overbevise mig selv om at flyveturen ER et nødvendigt onde for at kunne komme til at spise tapas og se Gaudi-bygninger... og bare være kærester med min dejlige mand.