Lys!

I dag er en speciel dag. I dag fylder mit "voksenliv" to år. Det liv der startede da min far døde for netop to år siden.

Under morgenmaden snakkede vi om, at det var lang tid siden. I hvertfald i mit hoved synes jeg, at der er løbet meget vand i åen siden den dag.

Dengang var Thilde 4 måneder - nu er hun en stor pige. Anna har faktisk fordoblet sin liv-længde fra 2 til 4. Og mit liv er bare et andet sted - heldigvis, kan man jo sige. For livet fortsætter om man vil det eller ej, og savnet er gået hen og blevet noget jeg kan leve med.

Nogen gange er jeg alligevel lige ved at tage telefonen og ringe "hjem", for at fortælle om at Thilde har gjort et eller andet skønt, har fået en ny tand eller en anden trivialitet for alle andre. Det er det, jeg mangler synes jeg.

At kunne dele alt det skønne med nogen der er tvangsindlangt til at synes det er skønt. Nu spam'er jeg istedet mine venner med beretninger fra ørelægen og de søvnløse nætter. Men det er vel nødvendigt, for at kunne definere de vigtige og mindre vigtige ting i mit liv. At dele. At få igen. At kunne beundre sammen. At kunne lytte. At kunne fortælle. Og at blive bekræftet i, at mit liv har relevans et sted.

Han er der ihvertfald stadigvæk. Anna fortæller om ham, og om hvor god han var til at lave "snusedyr" og "øregnasker". Thilde er ved at have en alder, hvor hun forleden kunne komme i tanke om "Min morfar... ham død". Men vi ser billeder hver dag af hele vores familie - både de levende og de døde. Det hjælper tror jeg.

Men han mangler nu alligevel, og hver dag kan jeg kigge ud af mit vindue på mit mislykkedes stenbedsprojekt der strandede sidste sommer, da jeg måtte erkende at jeg bare ikke kan lægge sten ned og få det til at se godt ud, som min far kunne. Måske jeg bare skulle gå i gang... i marts. Eller april. Vi gir det en skalle igen, for vi har tiden til at tage af, så det bliver godt.