KolortelandNEWS

August... den sidste sommermåned. Alligevel føles det dejligt, for de to bedste solskinsdage i august må nærmest ha' været i denne weekend. Ihvertfald blev haven optimeret en del i går, og der kalkuleres stærkt med endnu en omgang i dag. Der bliver klippet kanter, luget og revet. Køkkenhavens bede er nogen steder ganske flotte, men de tomme rækker vidner alligevel om et år, hvor en stor del af mine ting ikke rigtigt er blevet til noget: af de 20 ærteplanter jeg har i bedet (hvoraf nogen af dem er blevet sået 4 gange), står nu en gul og nedædt pind tilbage. Jeg har spist i alt 5 bittesmå ærtebælge, ingen af dem var blå som ventet, og der var heller ikke nogen der smagte af asparges. Mine bønner er ok, men de er blevet sået alt for sent igen i år, og det er først nu jeg kan plukke - til gengæld er alle 3 slags kommet, både de blå, de pink/grønne og de almindelige grønne. Og de smager forrygende dampede med kogte borlotti-bønner til, lidt feta og en klat hjemmelavet pesto - ahhh!

Salat, rødbeder, bladbeder, gulerødder, spinat og rucola - intet er kommet. Der står en enkelt af hver i rækken og griner af mig. Squashene står i græskarbeddet, og jeg mistænker at jeg til gengæld har en græskar i squash-beddet. De ser nu fine ud, men min ordenssans er blevet voldsomt forstyrret. Tomaterne vælter til gengæld ud af drivhuset, de er hverken gnaskede af kållarver eller andet kryb, og der er nok at tage af! Det er himlen...

Og hvad har vi så lavet? Ud over at sidde og kigge ud på regnvejret og fise forvildet rundt på arbejdet?... Tja, så lidt som muligt vil jeg sige. Travle dage på jobbet betyder en stor brug for total afslapning i hjemmet.

Projekt "lær mine børn lidt mere om mad" blev endnu en gang søsat, denne gang sammen med Anna. Vi skulle lave hjemmelavet pasta... med hjemmeavlet basilikum. Jeg var lidt nervøs for projektet, for det ender ofte med mig der bliver muggen, og mine børn der bliver kede af det - mine ambitioner for hvad 1- og 4-årige synes at kunne klare er nogen gange for høje. Det er i høj grad noget jeg arbejder med, og det lykkes lykkeligt 60% af gangene - denne gang blev det et helt fantastisk projekt. Anna var med fra starten, hun æltede løs af durum-mel og æg, og jeg kunne knapt få fingrene i dejen. Vi måtte indgå aftaler om minut-ur for at dejen også kunne blive æltet af voksenhånd. Og det var keeeedeligt at dejen skulle vente i 30 minutter på dejen...

Og så skulle der rulles... det er jo faktisk lidt vanskeligt, først skal man rulle det tykt ud, og når dejen er parat kan man langsomt begynde at rulle det tyndere og tyndere ud. Resultatet er en elastisk og lækker pasta, og ens små dejklumper bliver pludselig til meterlange lasagneplader der klister sammen som lim.

Men Anna, hun var frisk, og det eneste jeg skulle bidrage med var lidt meldrys her og der, så det ikke klisterede for meget sammen. Resultatet var pasta til to dage, og en pavestolt Anna der nu ved hvordan man laver spaghetti - eller også kaldet "basketti" her i hjemmet.

Og så er der jo georgine-festen i haven. En eftermiddag drog Thilde og jeg i haven for at afprøve det nye guf til kameraet. Det endte i en række smukke billeder synes jeg selv, og det har været rart at kunne finde dem frem når det pisser ned - Ja, der har været sol og dejligt i vores have, men jeg synes nu alligevel at sommeren har været våd i år igen.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg bare elsker sommeren, men den var alt for hurtigt ovre. Nu er der 9 måneder tilbage til det bliver fantastisk igen....

Den nært forestående fødseldag giver altid anledning til haveaktivitet, og selvom det ofte ender med at dem der kommer har set haven så ofte, at vi ikke rigtigt kommer ud og beundre mine anstrengelser, så får den lige en skalle mere. Det er jo den oplagte mulighed for at komme til bunds - ligesom med rengøringen her i huset...

Og når vi nu er i gang med smukke blomster, så er der jo de to hjemmelavede af slagsen.. den smukke eftermiddag blev også brugt til at fange en Thilde, som vokser sig stor og fræk. Selvom en ørelægetur kunne konstatere at hørelsen igen er i bund, og nattesøvnen utallige gange blev ødelagt af væskende ører, så er hun nu meget smuk. Og hun ved det godt selv, specielt når hun har været inde hos Anna og stjæle en halskæde eller 15... Humøret er præget af ørene, og så af det faktum at hun fylder 2. Jeg havde fuldstændig glemt de der anfald som 2-årige kan få, helt ude af proportioner kaster hun sig på gulvet og hyler som om vi rykkede en arm af hende - når vi i virkeligheden bare (endnu en gang) har sagt "nej" til "sliskk" (også bedre kendt som slik). I dag blev hun så gal over noget jeg end ikke helt ved hvad var (måske fordi jeg ikke gad høre endnu en omgang YouTube Kirk Franklin, som hun åbenbart er fuldstændigt forelsket i), hun kastede sig hylende ned mens hun både skreg "siiikkk" (som betyder musik/Kirk Franklin) og "sliiiisk". Hun sparkede vildt omkring sig, og fik sparket en stol ned i fjæset på sig selv.... Oh, ulykke! Og så bliver man for alvor ulykkelig.

Anna derimod ser vi sjældent. Hun tilbringer alle døgnets vågne timer sammen med nogen - oftest børnehaven og Carl-Emil. Hun kommer dårligt nok hjem, inden hun er hos ham, og de leger, leger og leger. At han foretækker sit eget hjem er selvfølgelig lidt æreligt, men engang imellem kommer de forbi for at tjekke madsituationen ud - er der kager i farvandet, kan man nok lokkes til at komme over til os - At vores datter leger med drenge mest, giver sig nogengang til udtryk i de ting hun kan fortælle om... Hun ved blandt andet hvordan man skyder spind (ligesom Spiderman), og hun vil helst gynge i en tazangynge... ja ja da! Hvem sagde drengepige?

Men hun er en skat, hende Anna. Vi sad og krammede en dag, og jeg siger til hende at jeg elsker hende. Hun svarer "jeg elsker også dig meeeeget, Mor..... helt i kor!"...