onsdag, april 30, 2008

KolortelandNEWS

Så er det for alvor forår... blomsterne vrimler frem - ligesom skvalderkålen og dræbersneglene - og ungerne er ved at være ovre flyverdragttiden... Nu er det kun poser med våde underbukser og strømper der kommer hjem, og vi burde kunne mærke det på vaskemaskinens hyppige brug. Mikkel klager da også over kloak-regningen er steget markant siden sidste år...

Lad os starte med begyndelsen: Faster Lotte og kusinerne Simone og Adea kom på besøg i starten af april. Det vækker altid glæde, og Anna og Simone er nu blevet rigtigt gode venner. Og det ser ud til at også Thilde har fundet en kommende veninde - lige nu er Thilde rigtig glad for alt med ben... hunde, køer, edderkopper - og babyer. Vi havde i hvert fald en hyggelig eftermiddag/aften.

Det gode vejr betyder at vi alle bruger en hel del mere tid i haven. Anna har supertravlt, hun er knapt hjemme. Hun tilbringer de fleste timer i døgnet med Carl-Emil, svigersønpotentialet hos naboen. Hun spiser hos dem, skider (og får nyt tøj), leger og sover... i skrivende stund har jeg set min datter i 1½ time i dag... Som reservemor Maja sagde da hun var ovre, og Anna endnu en gang fulgte med over: "vi sender et billede efter konfirmationen"...

Derfor nyder Thilde nu den meget fortjente rolle som enebarn. Det er lige noget der passer hende, og det er måske heller ikke helt dårligt for forældrene, der i Annas talestrøm godt kan komme til at glemme Thildeberg. Det er der nu sat en stopper for, og hun er absolut skøn. Den største milepæl denne måned må være den nye tand! Nu er vi oppe på hele 3 stk. i alt! At hun er 20 måneder gammel og stadigvæk ret tandløs må siges at være et mindre mirakel.
At det er hårdt at lege og opdage selv ses på billedet - Thilde er så god til at tusse rundt selv og lege. Med en supersandkasse og et godt legehus er hun travlt beskæftiget. Hun har nu allerede brugt mere tid der, end Anna sammenlagt har brugt i hjemmet hele månenden! Hun elsker det simpelthen.

En dejlig uge med ferie blev det til for mit vedkommende. Vejret var godt men køkkenhaven måtte vente - jorden var endnu for våd og klumpet. Så jeg fik luget, læst et par bøger i haven, syet, gjort rent og i det hele taget alt det jeg elsker. Og pigerne havde en hyggedag hjemme, dage hvor nattøjet aldrig kom af og hvor man kan lave gummihandske-dans på et møgbeskidt køkkengulv... det er sådan det skal være! At tøserne nu er begyndt at have glæde af hinanden ses tydeligt, og Thilde har også lært det helt rigtige:"Naaa-naaaa"!

I det hele taget må vi sige at der bliver snakket. Thilde er tilsyneladende den type der vælger først at sige noget når hun kan. Pludselig vælter der rigtige sætninger ud af pigebarnet "Den sød" (om Carl-Emils nye hundehvalp - endnu en god grund til at vælge dem som familie), "dyne", "Nej", Luk" (sjovt nok ord der kan sammenkædes med at åbne for skuffer og skabe), "vov", "muh", "mæh" osv... Hun kan en masse babytegn som jeg har lært hende, og det virker godt for hende når nu sproget ikke altid vil som hun.
At storesøster også kan komme med sjove kommentarer fik vi bevis på da Anna proklamerede at hun godt kunne lide "rulle-majs" - også bedre kendt som ærter.
I går snakkede vi om fødselsdage, og om at Adea snart fylder 1 år... Anna tænker lidt, og siger så: "Måned, han har haft fødseldag to gange allerede nede i min børnehave"... jo, jo - hvornår mon hun skal lege med Måned?
Og så må vi bare i gang med haven og ungerne... Maj måned byder på georgineplantning, krukker og dræbersnegle-drab. De første 300 er dræbt....

2 kommentarer:

Uhulen sagde ...

Rulle-majs er jo en fantastisk ting - navnet er hermed adopteret, men mon grønthandleren er helt med på den..?!

Skønne billeder! :-)

AC sagde ...

Tænk sig .. du er sneglemassemorder ... ;) hvem havde da troet det ... hih..