kolortelandNEWS

Oktober... det kunne være så smukt. Men ulykkerne er væltet ned over familien. Vandskade... Gipsarm... Mikkel sygemeldt i 1½ uge... og sidst (og nok desværre heller ikke mindst) strømfejl, så den ene halvdel af køkkenet og hele entreen henligger i mørke. Travlhed på arbejdet... Dybtfrosne geoginer... Sur mor og sure børn... En computer der skulle genstartes fra bunden for 3. gang.... og en ekstern harddisk med ALLE mine billeder fra 2003 og frem til september i år, der ikke duer (ja, det kan godt være derfor at julekortet bliver tyndt og at DU ikke har fået de kopier jeg har lovet dig)... HULK!

Men lidt godt har der da været midt i kaoset. Det startede smukt ud med en gang pitabrød og en Thilde smurt ind fra top til tå... Hun elsker mad! Hvidløg, ingefær - chilli - you name it, bare det kommer ind i hendes mund! Denne aften havde jeg lavet noget aubergine-splat med hvidløg, og hun kunne ikke få nok. Til sidst sad hun og slikkede det af tallerknen... med hele mulen nede i truget.

Og madmor her elsker det jo! Jeg er vild med min meget sultne og udforskende datter... Den store derimod skal lokkes med desserter og udlovede fjernsynspauser, for at tage noget lidt mærkeligt i munden... ofte finder hun ud af at hun "æææælsker" det, men det skal man jo ikke sige for højt, vel?

En anden eftermiddag oplevede vi et mirakel - intet mindre. Anna og jeg skulle bage kanelsnegle, og i opskriften stod der at der blev 10-12 stk. Da vi skulle have gæster dagen efter, tænkte jeg at jeg ville doble den op, så vi også kunne guffe lidt til aftenskaffen... Anna er skrap til at hjælpe, og hun lavede dej, rullede ud, rørte remonce og kom sneglekagerne i formene... Hun var faktisk en rigtig god hjælp. Men kagerne voksede og voksede... og selvom jeg prøvede at lave dem store og tykke, så blev der alligevel 100 kager! Det må være et under... Så der var kager nok... både til Mikkel og Duncan som kom på besøg..

Og det var rigtigt hyggeligt. Vi havde indskrevet Anne og Duncan til et besøg - faktisk var det lidt en opfølgning på min sokke-september, for Anne skulle lære at lave sokker selv. Og når hun nu har en handy mand, så kunne han jo lige hjælpe Mikkel lidt... i virkeligheden føler vi at vi udnytter dem under påskud af at være gæstfrie - de passer vores børn, laver vores hus - og vi sidder og snakker (kan det overhovedet blive meget bedre?)... men da de kommer igen og igen, må de jo synes at det ikke helt er bondefangeri fra vores side... Ungerne og os elsker det ihvertfald, og Anna og Thilde er jo fuldstændigt solgt når så "Polly-hunden" kommer på besøg også... man kan desværre ikke høre Thilde le, hunden gø og Anna hvine på billedet - men alle havde det ret sjovt!

De desperate forældre må have lydt meget udmattede, for vi fik tilbuddet om at droppe ungerne engang ved lejlighed hos Anne og Duncan til overnatning. At Anna nok tror at hun skal sove i Duncans seng (med Duncan) og Thilde tror hun skal sove i Pollys seng - med Polly... det er noget andet. Hvor Anne skal være i dette puslespil må vi håbe hun selv kan finde ud af - måske et kosteskab er til rådighed? For Anna og Thilde er meget forelskede i hver deres Thompson... Og det forstår vi jo godt!

Vi fik også et par timer i haven en eftermiddag... det resulterede i mange kogte snegleæg (ikke kanelsnegle), oprydning i hjørnerne og flere skønne fund: en lille nuttet snegleunge (en såkaldt baby-unge her i huset)... Den var bare lillebitte, og det lykkedes Anna at kramme den uden at kvase den. Måske man ikke kan se det på billedet, men hvis man klikker på det for at få en stor udgave kan man måske ane den fastklemt mellem to fingre... livet er farligt!

Og pludselig kom Anna ud for at ordne have sammen med os andre... I et noget særpræget udstyr, javist, men altså hvorfor skal vi allesammen være så ordinære? Hvorfor kan man ikke rive have iført små silkesko, med prinsessekjole og diadem? Vær nu ikke så kedelig mor!

Og pludselig må man finde flyverdragterne frem... Det bliver koldt, og man kan ikke længere ligge i haven... Snøft! Heldigvis fandt vi nu alligevel den gamle babygynge frem, og spørg om Thilde kunne lide det! Det var sjovt både for Anna og Thilde - for Anna kan skubbe og Thilde blive gynget - den ideelle søstrediciplin, i en tid hvor to pigers temperamenter møder hinanden.

Og så var der jo efterårsferien... egentligt forsvandt den bare, men det var nu rart nok at være fri for arbejdet. Men med to unger hjemme, så er det så som så med "ferien".... Til sidst var vi dog i Silkeborg en tur, og Anna nød i fulde drag at være sammen med hendes "bedste veninde Marie" som hun selv sagde... Beundringen oser ihvertfald ud af hende! Anna (og vi andre) har ellers været ret bekymrede for Farmor Bodil som har haft ondt og været syg... hos os skaber det jo frygt når nogen er syge, for Anna kan godt huske at Morfar også var syg. Så det fromme barn har selv bedt til Gud om at gøre Farmor rask igen - hvilket ser ud til at have hjulpet... at Far Mikkel så også blev dårlig, det var jo slet ikke nemt for en lille pige... "farmor må ikke bære mig, og far må heller ikke bære mig"... det er vist hårdt.

En enkelt tur rundt om Almindsø blev det dog til dumme ben til trods, og smukt var det med den efterårsklædte skov. Det er altid dejligt at gå den tur, for det minder mig om de gode stunder da jeg var teenager... svømmeture om sommeren, solnedgange - og løbeture i skoletiden.

Det sidste epokegørende for os her i oktober, har været vores ældste datters udfoldelser. Vi har i mange måneder bekymret os om hendes manglende tegneevner... Anna har aldrig siddet stille, og indtil i går var alt hvad hun tegnede efter princippet: en farve er pæn - alle farver blandet sammen er meeeget pænt. Helst i et stort krusedullemønster... Men så, i går aftes, sad hun endnu en gang og fabulerede over hvad det var hun tegnede (det gør hun altid)... "en pige med sokker og en dreng med en meeeget laaaang tissemand".... Og da Mikkel kiggede ned på papiret var han målløs - det var vi begge. For pludselig kan hun tegne! Og vi kan se hvad det er! Jamen er det ikke stor kunst på højt niveau? Vi har besluttet at få den indrammet, for vi var begge så rørte - måske vi alligevel kan håbe på lidt kunstværkeri familien alligevel?