KolortelandNEWS

HIP HIP HURRA!!!... Ved denne KolortelandNEWS er det et år siden jeg startede som "weblogger". Det er den totale selviscenesættelse, men jeg er faktisk glad for at kunne mærke, at folk læser hvad der sker i vores liv. Det er måske ikke den nærmeste familie der udtrykker at følge med, men det er sjovt at møde folk jeg ikke kender, og som udbryder "er det dig der er kolorteland?!!"... jeg glæder mig over at få en respons der opfordrer mig til at fortsætte, og at folk nyder min humor. Som gammel rødstrømpe-hippie-helt-almindelig-mor-og-kone er det rart at kunne lufte nogle meninger herude i bloggerland - det er jo så uforpligtende. Og sådan en som mig vil jo altid gerne åbne munden og lukke noget ud.... og jeg er specielt glad for at høre fra den "fjerne" del af familien, som jeg ved jeg ikke ville høre fra, hvis ikke det var fordi I var en del af min mailing-liste som får besked når der er nyt her på siden...

Så tak fordi I læser med.

Juli måned... den sidste måned. Suuuuuk. Jeg skal starte på arbejde om 14 dage. Jeg har været ude og se på mit nye arbejde, det ser fint ud - men eftersom jeg ikke har været på arbejde i 1½ år, så er der ved at indfinde sig nogle sommerfugle. Jeg ved dog at jeg faktisk er god til det jeg laver, og håber at jeg måske kan komme til at udvikle mig lidt mere på denne arbejdsplads. Og efter 6 uger med Anna og Thilde, så er jeg ved at være moden til at lave noget andet end at være hjemmegående husmor.

1. juli skulle hele familien til Strandby, planer som vi måtte droppe i sidste øjeblik fordi Thilde brød ud i skoldkopper i lys lue - æv for Mikkel og hende. Anna og jeg var dog friske og tog afsted selv, og vi havde en superhyggelig dag/nat i Måstrup i Anne og Duncans sommerhus. Anna nød i høj grad at fimse rundt mellem alle gæsterne og småsnakke med sig selv - eller med hendes usynlige veninder, kaldet "alle pigerne". Der kan være op til 5 "alle pigerne" med på sådan en tur. Hun forsøgte også at kommunikere med Duncans engelske forældre ved at sige "yes sir" hele tiden - jeg er ikke helt sikker på at det lykkedes helt. Anna nød i fulde drag at ligge på en madras inde i huset næste morgen og lege med Duncan - de byggede hule, de kravlede på stige, de var oppe og hygge i Anne og Duncans hemse-seng, hun lærte at bruge tændstikker (det lyder ret upædagogisk, jeg ved det - men det var faktisk meget sødt).

Vel hjemme igen var der en del fjernsyn i sofaen med en "syg" Thilde - hun var super frisk, men smittede jo, så der blev lavet fis hjemme i sikker afstand fra befolkningen. Anna bidrog også med underholdningen for at højne humøret, og klæd-ud-kufferten hun fik i fødselsdagsgave blev brugt flittigt. Man kan nogengange godt undre sig over hvor meget sådan en kuffert kan rode - og hvorfor var det lige at man syntes det var en så genial ide? Men 20 sekunder senere ser hun sådan ud, og man ligger flad hen af gulvet... Hun er bare så skæg for tiden, det vælter ud med sjove bemærkninger og skøre påfund. Samtidigt er hun pludselig blevet en "børnehavepige"... efter en ferie herhjemme kan jeg se, at hun vil få det godt af at komme i børnehaven istedet. Og efter et par dræn er hun blevet meget mere udadvendt og sikker, så jeg er ikke så nervøs for børnehave-starten som jeg ellers har været... for Anna har jo ellers altid være en pige der helst skulle have sine forældre eller andre kendte voksne indenfor rækkevidde - nu stikker hun af istedet!

Så har jeg fejret 31 års fødselsdag - en fest der (igen i år) blev slank pga. at alle er i sommerhus et eller andet sted. Og så var der jo Thildes skoldkopper, og min veninde der blev syg... Men dem der var her, gjorde det rigtigt hyggeligt! Og eftersom at vejret for 3. gang i mit liv var så dårligt, at vi måtte blive indendørs, så var det faktisk ikke så slemt igen - for hold fast hvor kan bare 3 unger rode og larme! Jeg stemmer for at der går 30 år mere med kun 3 regndage på min fødselsdag... Dette var dagen hvor jeg fik to (jeg fik mere end to, men altså...) gaver: min Ipod og min Harry Potter-bog. Vi var på dagen også i Århus' dyrehave, og her fandt vi nogle der kunne stønne/hvine ligesom Thilde. Bedst som rådyret står og grynter, stemmer Thilde i med noget der lyder ligesådan - og så kan det nok være at rådyrmor så forundret på os! Man kan nærmest se hendes forundring som hun står der og måber. Thilde lod sig ikke impornere....

Så har vi jo været i Sverige, det kan man læse om i et andet indlæg, og ellers har vi været i gang med huset. Mikkel knokler, og projektet skrider frem - nu har vi hevet gulvet af i badeværelset, og er igang med de andre værelser. Der er stadigvæk uenighed om hvorvidt vi skal gøre det ene eller andet... projektet udvidder sig hele tiden, så nu skal vi åbne op til kip og lave hems til pigerne... vi bliver vel færdige inden vi dør!

Og så blev det til den meeeeget omsnakkede kanotur med Farmor og Farfar. Anna har snakket om det siden før jul, og det har været svært at forstå at det både skal være vinter, forår og sommer før man kan komme ud. Men en stormomsust eftermiddag i Silkeborg blev det til, og de "fandt" også en badering - ligesom Marie gjorde sidste år! (Nej hvor heldigt hva'?!).

Anna havde en rigtig dejlig dag, og hun elsker at være hjemme hos Farfar og farmor. Og at Farfar så havde lavet koldskål, det gjorde det bare endnu bedre. Thilde skovlede ind igen - hvorfor vi har fået sådan nogle ædebørn ved jeg ikke, men det er sundt for overarmen på en hårdtskovlende mor!

En dag kom Marie også forbi, som kompensation for den dag hvor de måtte blive væk pga. Thildes skoldkopper. Det var rigtigt hyggeligt, og specielt fordi at de sagde wow da de så vores køkken, ja så kunne vi jo godt se at det var ved at være lang tid siden de sidst havde været her - men at vi faktisk også har lavet noget på huset det sidste år - det kan man godt glemme når man går rundt i det til hverdag, og vi har konstant dårlig samvittighed over alt det vi ikke når.

Men kusinedagen blev netop brugt i køkkenet, hvor Marie og Anna lavede deres egen lyserøde skumfiduser (eller skumiduser - til Duncans ære).... det var et hit, og så fik vi også tændt op i det bålfad jeg fik af min far sidste år, men som vi ikke havde fået gang i endnu - det er genialt, og jeg tror at vi skal prøve at lave mad over bål en af de nærmeste (og ikke våde) dage... Tøserne legede, så det var en fryd, og vi besøgte også Annas børnehave og klappede deres heste. At Anna allerede gik fra børnehaven uden voksne INDEN hun er indskrevet ser jeg som et dårligt varsel...

Og når vi nu er i den boldgade, med alle ulykkerne, så er Thilde godt på vej. Hun har nu lært at kravle, så det åbner nye og farlige muligheder. Forældrene er jo blevet slappe på deres gamle dage, og er vant til en pige der tilnærmelsesvis hører hvad der bliver sagt - Thildes forstand er jo ikke ligefrem der hvor Annas er, så vi får virkelig at føle hvordan det liiiige er med de der småbørn...

Samtidigt markere dette billede at jeg har taget 10.000 billeder på 13 måneder - det er vist lidt mange. Men jeg elsker stadigvæk mit kamera, og det er altså sjovt. At tage gode billeder handler selvfølgeligt om at være på rette sted på rette tidspunkt - men det handler også om at tage mange billeder. Rigtigt mange billeder.

Sidst har vi været en tur til Vesterhavet, som var et stort hit. Det blæste helt vildt, ungerne var lige ved at blæse væk. Vi var med Bettina, Claus og Kaare i sommerhus en enkelt dag. Det var egentligt for at plukke blåbær, og det blev også til næsten 3 kg til vores fryser. Men vandet var flot, og Mikkel, den viking, kom da også i bølgen blå¨. Thilde åd en masse sand, Anna og Kaare fløj med drage og lavede en masse sandkager - lige sådan en eftermiddag ved Vesterhavet skal være!

Harry Potter-feber

Yes! Trods skrigende børn, sygdom og andre forhindringer er det lykkedes mig at pløje de 600 nye sider igennem. Der er kun en ting at sige: Det er fabelagtigt! Jeg har været helt og aldeles underholdt, bøgerne indeholder det som jeg synes gør en historie god: masser af spænding, intriger, forviklinger, mysterier... magi, en verden hvor tingene ikke er som de plejer, og dog indeholder de præsic det som vi alle går og tænker på. Det gode og onde, den daglige kamp om valg, fravalg og ting man må begræde. Andre muligheder der åbner sig, og afslører godhed der hvor man mindst ventede det - og omvendt.
Man bliver så bevidst om sine handlinger - for det er jo der man skal bedømmes. Og det minder mig faktisk om det kristne budskab jeg jo tror på, selvom tro er svært at håndtere. Det handler om at gøre noget der ikke nødvendigvis føles sikkert, men blot rigtigt. Og at tro på at det er ikke nok at sige tingene højt, men at man skal føle dem, ville leve dem.

Og hvad så nu? Nu er spændingen udløst, jeg sidder inde med en viden som jo var drivkraften frem mod målet... jeg tror historien sagtens kan tåle at blive læst igen - jeg har læst 1. bind 4 gange og det er kun de sidste 3 jeg ikke har læst mere end en gang. Jeg tror det igen vil blive en oplevelse at læse om Harry Potter, når jeg i juleferien tager alle 7 bind i et hug - hvis ellers ungerne vil lade mig gøre det.... (for det har jeg allerede besluttet at jeg skal i min jul)... og hvis der så ellers er nogen der frivilligt vil passe unger, så kan vi komme ind og se film nr. 5!

Barnemord

Jeg har været på barsel i snart et år.... Det er sommerferie... Daginstitutionerne har lukket.... og Anna har været hjemme i snart 6 uger hos mig. Efter først skoldkopper hos Anna, dræn i ørene, børnefødselsdag, Thilde med feber, Thilde med skoldkopper (det som vi først troede var skoldkopper var det ikke - det kom!)... og så min fødselsdag, ferietur til Sverige og nu en uge med Thilde med halsbetændelse og 40 i feber, efterfulgt af Anna med halsbetændelse og 40,4 i feber - og så lige både Mikkel og jeg med halsbetændelse og 40 i feber samtidigt (samtidigt med at børnene endelig var fyldte af energi), er jeg ved at være helt brugt.

Jeg har de sidste to dage været ved at slå mine børn ihjel flere gange... jeg er faktisk begyndt at glæde mig til at komme på arbejde (og slappe lidt af?). Min lunte er så kort, at det ikke længere er pinligt - det er vi forbi. Stakkels unger - specielt stakkels Anna. Hun er jo bare en sød pige der gerne vil hjælpe (det resulterer f.eks. i at hun sidder og drikker ølslatter i bryggerset - man har vel en far der er brygger, eller at den vietnamesiske dipsauce vi lige så pædagogisk og muntert har rørt sammen ender sit liv på bordet/gulvet fordi hun lige vil røre lidt mere...) Grrrrr! Og Thilde hyler hver gang hun bliver lagt - så nu mistænker jeg ørene... det er sikkert ikke problemet, men så må vi jo se om det er noget andet...
Og Anna, hun fiser op og ned af møblerne, man skal bare hente en kop kaffe, så er alle hynderne ude af sofaen, kasserne med lego vendt på hovedet og saftevand og madder flyder i en lind strøm... Til jer der har mødt Anna vil I vide, at hun ikke er en stille pige...

Mit håb er at det bliver bedre. At jeg en dag ikke skal råbe og skrige hver dag (den dag kommer nok først når de flytter hjemmefra/jeg har fået et kursus i vredeshåndtering). En dag hvor man ikke skal argumentere for de mest basale ting: spis pænt (ikke bruge pandekagen som vaskeklud), sid stille (ikke kravle oppe på bordet), tal ordentligt (ikke skrige højt ligesom din mor)... osv. En dag hvor det at tage tøj på/af bare er noget man gør. En dag hvor man ikke forfærdet skal forklare sin snart 17 kg tunge datter, at man altså ikke bruger sin lillesøster som "ponymax" (også selvom lillesøsteren vejer 9 kg).
En dag hvor den nye Harry Potter kan blive læst uden irriterende afbrydelser hele tiden, imens en lækker kop kaffe står og damper... Hæ, hæ, nu er kl. snart 19, og ungerne skal i seng - måske en dag kan blive i aften? Til alle jer der har børn: Bliver det bedre? Skal jeg resten af livet gå her og have ondt i maven af bekymring over alle de farer der lurer? Skal jeg prøve at være ligeglad med hvad der er "rigtigt" og gøre det der er godt? Eller må man godt være sur forælder, og kan det lykkes samtidigt at være en dejlig mor? For jeg synes godtnok jeg er jordens mest sure mor man kan støve op lige nu... Nå, bunkerne kalder! Forresten, flere har sagt at de har problemer med at skrive i gæstebogen - jeg kan ikke forklare hvorfor, prøv igen en anden gang!

Ferieminder...

Så har vi haft en vidunderlig uge i Sverige. I år har ferieplanerne ændret sig uge for uge - fra telttur til Tyskland (hvem sagde bogstavrim?), charterferie på græskferieø.. men vi endte alligevel i Sverige, ligesom sidste år. På færgen kunne vi ikke tro vores egne øjne, Anna sagde "hej, hej" og gik selv ind i legerummet - og så så vi hende engang imellem når hun kom ind til os og skulle have lidt at drikke. Hun plejer jo ellers at være limet fast på os. Igen i år startede vi ud i Jönköping hvor vi besøgte mine forældres venner Dudde og Sune. Efter at have været der en dag, tog vi videre til Framnäs, den svenske metodistkirkes "semesterhem".

Her mødtes vi med Mette, Thomas og pigerne. Vi blev inkvarteret i "grevindens værelse", et fornæmt værelse hvor ikke mindst Anna var begejstret for at skulle sove i prinsesseseng (der var 3 madrasser ovenpå hinanden!). Rummet var rigtigt fint, med ægte svensk kakkelovn, tykke tapeter og gamle møbler alle i fine lyseblå og hvide nuancer. Når man kiggede ud af rummets to vinduer kunne man enten se falurød svensk bygning og kirsebærtræ med modne bær, eller svensk skovsø... ikke spor dårligt! Og at det ene vindue var yderst dekorativt rundt syntes Anna var rigtigt sjovt - og ihvertfald noget andet end kedeligt plastvindues-møg som vi har herhjemme. Her brillerede Anna ved aftensmåltidet ved at komme ud til os og sige: "der findes glas herinde"... vi tænkte ja, ja, det er jo en spisesal - indtil vi kom ind og så at desserten var is (og kom i tanke om at Dudde havde lært Anna at glass er is).

Torsdag komme Lotte og Kristian med pigerne, de var tilfældigvis på ferie 15 km fra os! Så vi fik en hyggelig men våd dag sammen. Vi udnyttede straks de maleriske omgivelser og tog en masse billeder af de skønne unger. Der, iblandt smukt udskårne bogskabe, polstrede sofaer og yndige gardiner, samt med en hurtig lukketid, lykkedes det faktisk at tage et foto af alle 6 kusiner hvor de ser temmeligt normale ud (jeg synes dog stadigvæk Anna ser fræk ud). Vi var også ude og gå en tur, samt tage en lille rotur i skovsøen. Annas kommentar var "Onkel Thomas snyder, ham har to årer"...

Vi må håbe at onkel Thomas ikke tager det ilde op, at hun dernæst sagde til sin far og Onkel Kristian "Ejjj, hvor sejler I hurtigt"... De havde taget Simone og Anna ud i kano, og om det var i ren spænding, eller om det var i kedsomhed, vides ikke - men begge unger faldt i søvn.... Imens sad Thilde, Adea og jeg i en fin svensk "Stuga" og kiggede ud på at det regnede og tordnede. Vel hjemme igen på bredden var der kærlige kys og kram - det har under hele turen været dejligt at se, hvordan de store piger bare legede selv. Der er et stort håb til at de små kusiner laver sin egen lillesøsteralliance - Stakkels Kamille kunne vist godt bruge en, der kunne gå ligesom hende (og som ikke bare rendte sin vej, og dermed hægtede en noget langsommere og mere vakkelvorn lillesøster af).

Fredag var vi i Gränna - noget der sikkert svarer til Skagen. Her er al den idyl hjertet kan begære, med pastelfarvede træhuse, smukt kig til kæmpesø (Vätteren) med smuk ø i (Vissingsö - til alle jer der har læst Jan Guillous bøger om Arn). Stedet er også kendt for sine polkagrise - farvede bolsjestænger i alverdens smage.. derfor kom stedet lynhurtigt til at hedde "poltergriseland", hvilket Anna hvinede gennem hele byen. At luften er tyk af bolsjesødme, og at der bliver kogt stænger i snart hver eneste butik, gjorde ikke de sukkerkulrede unger mere rolige. Men da hun endelig fik valgt sin helt personlige farvorit, var lykken stor - og så var det en "alla hjärtan" (alle hjerter) - en hindbær/jordbærlyserød stang som efter Annas mening smagte af... hjerter. Faktisk fortalte hun sin far at den smagte af "ærter"... Da vi kom hjem til et af de utallige måltider på Framnäs, var begge vores børn indsmurt i bolsjesaft.

For at brænde lidt kalorier af tog vi en gåtur rundt i skoven, og det var rigtigt fint. Marie fandt indtil flere frøer, og Anna ville (og ville dog ikke) holde de kære små bæster, og det var glæde blandet med afsky der var i hendes ansigt. Den skæbnevangre tur endte til en kop kvällsficka, hvor Mikkel til al skræk opdagede et hul i sine shorts... og et par bilnøgler der manglede! Og jeg havde ikke husket mine (dog havde jeg husket på båden at sige, at jeg havde glemt dem, men hvor tit er det at vi har brug for begge par?)... Mikkel og Thomas ud i skoven og lede - vi havde både været i højt græs, gået igennem vand med springende fisk, Anna var faldet i søen og skulle hales op igen - med andre ord: de nøgler kunne ligge hvorsomhelst i den skov (og også lidt i søen). På mirakuløs vis lå de midt på de 4 m2 barkflis der var i skoven... næsten som om de gerne ville findes. Så ferien stoppede ikke her, heldigvis.

Efter bilnøglekys næste morgen kørte vi igen til Gränna for at tage færgen til Vissingsö. Vi ville gerne se Näs (vi har jo alle læst Arn-børgerne), og lokkede ungerne med en tur i hestevogn - noget der skulle være "det" man gjorde, eftersom biler ikke rigtigt var noget på øen. Ved ankomsten valgte vi at fodre ungerne af med deres godbid først, for at få heste-hungren stillet... ikke mindre end 175 kr kunne det koste! Det var absolut ikke pengene værd, men ungerne morede sig - det var nok kun de voksne der følte sig taget i rø... men det er jo ferie, og vi skal jo holde gang i den lokale turistindustri... Vi må tænke på kusken, når han engang i januar sidder på Bahamas og fiser bananer... Näs kom vi aldrig til, men vi fik et udsøgt måltid med tuberejeost, nyrøget laks og udsigt til ruin - ikke dårligt!

Næste morgen var der afgang, og vi kørte for os selv mod Varberg. Vi havde løget for Anna og sagt at Pippi Langstrømpe var blevet syg, for vi orkede bare ikke at komme til Astrid Lindgrens Verden. For det første lå det den modsatte retning af hvad vi skulle, for det andet er Anna nok lige i underkanten aldersmæssigt til at hun får noget ud af det, og for det tredie er det megadyrt - men så, bedst som vi sidder der i bilen spørger hun: "Er Emil også syg?".... øhhh, ahøm, ja, han er også syg.... omgangssyge måske? Vi endte ved "vores" skovsø i "Hjärtared" ca 20 km udenfor Varberg. Her var vi to gange sidste år - det er her man tager dødgode billeder! Vejret artede sig fint, høj sol og godt humør. En time efter vi var ankommet kom en far og hans datter - fra Egå (kan det blive mere lokalt?). De var på cykeltur, og gjorde os selskab, meget hyggeligt. Det viste sig at pigen Elise var veninde til en pige som Mikkel har haft i skolen... verden er lille. Drømmen om at få pigerne til at sove i samme kabine i teltet, og os i en anden, bristede - efter en time måtte vi skille de stridende og meget grinende parter ad - der var alt for meget fis i den kabine!

Næste morgen var det morgengrød i det fri, en frisk dukkert (det er heltsikkert der vi alle har fået halsbetændelse fra!), og leg med vores nabo-teltere. Og så drog vi mod Halmstad, en rigtig fin gammel by. Vi osede rundt, Anna fik et mega-lyserødt "sesse-ur" (prinsesse-ur - med krone). Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage til Varberg, og så stod den på en hurtig "korv med mos" inden vi skulle fange færgen. Anna gentog succesen og holdt sig væk, indtil vi fik hende indfanget og lagt begge børn i soveposerne. Et kort sekund kunne jeg tro at vi var de mest idiotiske forældre, for alle andre børn rendte rundt, men der blev fred og ro ret hurtigt, og ingen vågnede før vi var hjemme igen i Hornslet ved midnat.