Jeg troede jo altid (hvis det var muligt) at man ville blive sat i gang på en mandag, men hvorfor vente så længe, når man kan gøre det allerede torsdag? Birgitte mente bestemt ikke det kunne tage så lang tid, så vi aftalte at jeg skulle komme dagen efter, d. 7. septemer til igangsættelse. Pyha jeg fik travlt med at ringe til Mikkel, så han kunne aflyse timer, og få lavet pasning til Anna. Alting gik først rigtigt op i en højere enhed kl. 22, så det var en skrækkelig sidste aften vi havde der - pludselig følte jeg mig overhovedet ikke parat, og jeg overvejede da også og ringe til Skejby dagen efter og spørge om ikke jeg liiiige kunne få et par dages betænkningstid. Men vi vidste jo godt at det kunne blive her, vi havde hele tiden sagt at det ville blive et sted mellem den 7. og 21. september.
Torsdag oprandt, og det var Birgitte der skulle lægge den ballon der skulle få fødslen sat i gang. Hun havde (desværre for hende) sagt dagen før (under pres), at der ikke havde været en ballon hun ikke kunne lægge - det var der nu! Det drillede åbenbart, og hun var desværre nødt til at ringe til en af hendes mandlige kolleger Morten. Det ordnede sig, og vi fornemmede lang tids dril i vente for Birgitte... Det var absolut ikke min farvoritdisiplin at få en ballon, det gjorde ondt og av, av! Men hvad gør man ikke for børnenes skyld?
Så blev vi overflyttet til Y2, barselsgangen, og fik vores eget værelse. Det fik vi lov til at beholde, så vi vidste at det var her vi skulle holde til når lillesøster var kommet ud også. Det var rigtigt rart.
Der kom lidt småveer i løbet af eftermiddagen, og i løbet af aftenen, og det tog rigtigt til hen over natten. Det var en afbrudt søvn, men jeg fik da sovet lidt hver time. Næste morgen kom Birgitte og så til mig igen, og hende og sygeplejersken Inge blev enige om at jeg skulle tjekkes på fødemodtagelsen, for det så ud som om at veerne var ok. Derovre fik jeg kørt en CTG som registerer barnets aktivitet og veerne. Det så vist ok ud, så jeg kom på fødegang 2. Her kunne jeg ligge og vente på en jordemoder som skulle fjerne ballonen, og så prikke vandet så fødslen kunne komme rigtigt igang.
Ballonen blev taget, og som jordemoderen sidder og prøver at prikke vandet siger hun: "Jeg kan ikke lige finde hovedet, jeg henter lige en scanner".... hmmmm. Allerede der er jeg mistænkelig. Hun kommer tilbage med scanner, og tra-tra: lillesøster vender på tværs! To dage forinden, da jeg bliver scannet om onsdagen, ligger hun fint nedad med hovedet - noget hun iøvrigt har gjort i flere uger. Jordemoderen finder et par læger som kommer med ind og kigge på sagen - og de mærker og føler, og siger så: " Du har nu to muligheder, vi kan forsøge at vende hende, eller du kan få kejsersnit"... Jeg ved ikke lige hvad jeg synes er mest attraktivt, så de vil lige se hvor villig hun overhovedet er til at flytte sig. Efter kort tids rumsen siger lægen: "vi kan heller ikke flytte hende, hun ligger og stemmer imod". Nå ja, så er der jo en mulighed tilbage - fint med os!
Så får vi 5 timers ophold på en fødestue, mens vi venter på at den ene franskbrød jeg har spist kl. 11 om formiddagen forsvinder, så jeg kan få kejsersnit. I mellemtiden ligger vi og læser og hyggesnakker mens vi tilses af jordemødre og læger (blandt andet hende der skal være med ved kejsersnittet). De siger alle at det er yderst sjældent at de ser folk på fødestuerne som ligger og læser... veerne er gået fuldstændig i sig selv, så det er meget afslappet.
Under en af disse besøg af Kirsten (reservelæge der er med ved kejsersnit) kommer Birgitte. Det har nu rygtedes over til svangreambulatoriet at den baby som Birgitte ikke kunne lokke ud, nu har lagt sig på tværs. Tilsyneladende en oplagt mulighed for at håne tilbage overfor ham Morten der kunne lægge ballonen - "for han har sådan nogle store hænder, så hende lillesøster har tænkt: "lad mig komme væk"!".
Klokken 18 er vi på operationsstuen, jeg får en epiduralblokade og kommer ned at ligge på briksen. I betragtningen af, at jeg har prøvet det for 2 år siden, så husker jeg forbavsende lidt! Denne gang er jeg frisk i hovedet, og kan følge med hele vejen. Jeg bliver en smule dårlig
Hun er et lille nips, hende Thilde, og helt anderledes at kigge på end Anna. Hun kommer hen og være hos mig kort, mens Mikkel holder hende - hun kan ikke rigtig ligge på maven af mig, for der er der jo andre der skal til, og mine arme ligger til hver sin side fyldt med diverse drop og måleudstyr, men det er dejligt at hun lige holder en pause hos mig inden hun kommer på neonatalafdelingen. Her kommer hun til at være i 2 dage, hvor hun får glukose i drop og sondemad. Hun bliver fyldt med gode sager, så hendes blodsukker bliver stabilt, og hun klarer sig rigtigt fint.
Vi bliver lempet over på vores "gamle" værelse ved 21-tiden, og kl. 01 bliver jeg jaget ud på toilettet. Kejsersnittet gør lidt mere ondt denne gang, måske fordi jeg er mere frisk til at opfatte det, men også fordi at det gamle arvæv måske ikke er helt så smidigt. Det er dog til at holde ud, og jeg føler mig frisk allerede lørdag morgen. Der har jeg også fået mit eget tøj på, jeg havde nemlig forsvoret at jeg skulle rende rundt i for store underbukser og med hængepatter under de uklædelige skjorter - nix, denne gang skal jeg være lækker/smart nybagt mor! Jeg får heldigvis at vide, at jeg ser strålende ud, så missionen lykkedes - og jeg føler også jeg har overskud. Lørdag kommer Onkel Claus, Tante Bettina og Fætter Kaare og kigger til hende.
Søndag kommer alle gæsterne, og både Farfar/Farmor, Morfar/Bedste Margit og Faster Mette, Onkel Thomas og Kusinerne Kamille og Marie samt Olde William kommer. Desværre er der meget strenge regler for hvor mange, hvor længe og hvor gramsende man må være på Neonatalafdelingen, så det bliver kun til kig - men det er jo forståeligt nok, når man ved hvor små og skrøbelige nogen af dem der ligger lige ved siden af er.
Søndag er også dagen hvor Anna får sin lillesøster at se for første gang. Hun kommer ind på stuen på Neonatalafdelingen, og det første hun udbryder er: "Lillesøster", mens hun drøner hen for at ae
Thilde er så stille og rolig, hun sover laaaange lure om dagen, for at live op til dåd om natten. Hun sutter fint, og vil gerne have bryst, så til min overraskelse lykkedes det faktisk at få amningen op at køre allerede om søndagen. Her kommer hun også over til mig at være hele tiden, så det er meget nemmere at amme efter behov. Vi har nogle hyggelige dage, hvor vi passer os selv og bliver kigget til engang imellem. Jeg når at se alle tre fødselslæger fra Y4, og der er tilsyneladende forskellige teorier om hvorfor hun har vendt sig (alle er lige useriøse...). Thea mener f.eks at det er fordi Thilde er en pige, for hvis hun nu havde været en dreng, så ville hun have forsøgt at "heade" efter den der ballon.... nu har hun istedet tænkt "sport - nej tak!".
Jeg får også snakket forløbet lidt ígennem med Birgitte, og hun synes jo det har været træls for mig. Det synes jeg nu overhovedet ikke, og om ikke andet så kan denne fødsel jo huske os på, at vi ikke kan planlægge og bestemme alt. Det som jeg er mest ked af, er at jeg ikke skal ud på Skejby Y4 igen, til alle de søde sygeplejersker og jordmoderen - og til Per, Birgitte og Thea. Det er da trist at jeg ikke skal hænge ude i venteværelset time efter time, uge efter uge - for jeg har jo hygget mig gevaldigt derude. Nu må vi så se, måske om et par år.... og som Thea sagde: "næste gang får du altså bare et kejsersnit, for dit bækken er nok ikke så stort når nu begge børn har nægtet at komme ud den vej"... jeps, næste gang....
Ps: jeg undskylder at billederne sidder mærkeligt, men Blogger virker ikke lige mht. til fotos lige nu, så dette er det bedste vi kan klare....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar