Barcelona

Endelig er der blevet tid til at lægge lidt ud om vores Barcelonatur. Ankomst Bededag, og hjem igen mandag. For første gang har jeg haft følelsen af IKKE at ha' set alt det jeg gerne ville - normalt plejer jeg at være klar til hjemtur sidste dag, men Barcelona indeholdt så meget mere, end vi havde haft tid til at se. Så tanken om at komme tilbage er der klart.
Byen er fuld af farver, mønstre og dekorationer. Lige som jeg elsker det! Og det mindede mig om, hvorfor jeg måske egentligt også forlod arkitektfaget - det farverige, skæve og organiske er ikke på dagsordnen med mindre man er til halmhuse... eller pinligt romantisk anlagt (og det er heller ikke in, vel?). Men i Barcelona har det ihvertfald engang været, og byen emmer af en mærkelig cocktail af stringent orden og flippet rod. Og det var også sådan jeg opfattede Catalanerne - ikke så sydlandske endda, måske endda lidt nordeuropæiske i deres væremåde, og så alligevel med farverigdom, fyrrighed og sprælsk energi under overfladen.

Vores første hele dag, lørdag, kom til at foregå i Gaudís tegn. Vi begav os ud på jagten efter geocaches i Barcelona i retningen af Parc Güell. Undervejs så vi smukke huse, palmetræer, sydlandske kirker og kontraster.

Geocachen som vi ledte efter fandt vi aldrig. Det blev til pustepauser på bænke, for stigningen til Parc Güell er høj. Men til sidst befandt vi os udenfor noget træ-skov halløj, og havde fundet en bagvej ind. Jeg er egentlig taknemmelig for at vi gjorde det, for umiddelbart virkede det som om vi blot havde fundet vej til en park - du ved, sådan en med træer, stier og mennesker på tur...

Første tanke var, hvorfor de dog flippede sådan ud i turistbrochurerne... men på vej ned af en sti, fra toppen af parken og ned mod øverste plateau, kunne man ane hvordan parken flot lå placeret med udkig over hele Barcelona. Og så kunne jeg ikke lade være med at mærke det boble i maven af fryd over noget så skævt og skørt. Og ikke mindst smukt.

Vi gik klart efter at komme til at sidde på "Slangebænken", en laaang, snoet betonbænk med kakler i skønne mønstre. Da vejret var godt, havde alle andre fået samme geniale idé, og mine billeder ligner langtfra det som vi havde set i Politikens "Turen går til"-bog, hvor billederne viser den smukke bænk med 2-3 mennesker på. Jeg gætter på de er taget om vinteren tidligt om morgenen....

Men den var smuk, så det gjorde helt ondt. Og min hjerne gik straks igang med at planlægge hvor min slangebænk skal være... nede i haven, ved terrassen... eller i drivhuset måske?

Slangebænkens bagside/underside danner loftet i en søjlegang. Også her var der fortryllende med det stramme søjlemønster mod de smukke mosaiklofter.

Vi brugte en hel formiddag og det meste af en eftermiddag på at gå rundt. Stedet åbner hele tiden op for nye, mærkelige oplevelser, og man går forbavset, mættet og glad derfra.

Efter turen på bakken gik vi hjem for lige at smide de store jakker, for vejret var godt, 25grader og solskin. Vi besluttede at tage en bustur rundt i byen, for så kunne vi også hvile vores efterhånden ømme fødder.

Da vi ankom til Gaudís hovedværk, La Sagrada Familia, var vi dog alligevel nødt til at stå af bussen for at kigge. Vi kunne ikke vente, selvom det var planen at tage det næste dag.

Der bygges stadigvæk på stedet, og selvom værket har været 120 år undervejs, så forstår jeg til fulde hvorfor man ikke stopper sådan et byggeri. Det er fortryllende og fantastisk.

Facaden med Jesu fødsel kunne man kigge på i timevis, og en detaljerigdom var helt utrolig.

Efter en is fortsatte vi turen med bussen, og kig derefter trætte og lettere ømfodede hjem for at nyde aftensmaden klokken meget sent!

Næste morgen startede vi med at tage byen rundt med turistbussen for at se den anden halvdel, og her kunne vi kigge på svævebane fra havnen til Montjuïc - godt jeg ikke skulle derop!

Vi havde om eftermiddagen en tur til den gamle bydel, og så blandt andet et fint bymuseum med nogle flotte romerske udgravninger af den gamle by. Her kunne man gå rundt og se store dele af byen gennem gulvet, og det var rigtigt fint.

Et par stop på vejen hjem for lige at kigge en gang til på Casa Battló, som bare er for fantastisk. Hvis jeg kunne undvære alle turisterne, så ville jeg gerne bo i sådan et hus - eller tilskynde vores arkitekter til at lave ting som er lige så skøre, levende og fabulerende.

Et optog af grædende enker blev det også til... en eller anden katolsk ting, som vi ikke forstod, men ikke en begravelse - så meget tror jeg vi fattede.

Og pludselig skulle vi til at tage hjem. Mandag morgen tissede det ned, og vi vadede byen rundt i plask-regnvejr. Heldigvis kunne vi krybe i ly på det lokale marked, sådan et som jeg ville ønske at vi danskere kunne få øjnene op for. Det undrer mig virkelig hvordan vi lader os nøje med vaakumpakkede kødpakker, garanterede-salmonellafri-men-også-pumpede-og-neutralmarinerede-kyllingefileter, halvrådden frugt og grønt. Og jeg skammer mig over at tage hjem til et land, hvor vi i hygiejnens og industriens navn betaler for at få gamle køer på middagsbordet, grise i stalde så store som Bornholm og æg fra høns som lever et liv jeg end ikke vil unde min værste fjende. AD!

Her var det kvalitet i højsædet, friskhed (ja, man kan se om en høne er frisk fordi den faktisk stadigvæk har hovedet på), et kæmpe udvalg i udskæringer, fiskearter, tomattyper og alt muligt andet. Hvis jeg kunne, ville jeg ha' stoppet min kuffert fuld af artiskokker som var dugfriske, en sortfods-skinke og et par kilo blandede muslinger... men jeg lod være, og nyder i stedet tanken om, at der stadigvæk findes nationer hvor det ikke er domineret af kæder af den ene eller anden halvdårlige bager, men derimod små konditorer, som nøjsommeligt stabler små kager i vinduet så du bliver så lækkersulten, at du bare MÅ købe det hele.