Undskyld. Jeg har ikke skrevet i lang tid. Jeg har ligget brak - vandret på sofaen, svøbt i tæpper, dyner og selvmedlidenhed. Det har varet lige så længe som solen har stået på en skyfri himmel, og resultatet er en have som slet, slet ikke er blevet nydt. Frø der ikke er sået, køkkenhaven står tom hen.
Men jeg har ikke kunne rejse mig uden at kaste op, og jeg har ikke kunnet stå op af min seng uden at ville lægge mig ned og sove igen.
For jeg er i den grad gravid. Jeg havde fuldstændigt glemt hvor træt, træt ind til benet man er. 15 timers søvn - no problem! 3 formiddagslure inden en ordentlig eftermiddags-morfar? Ja tak!
Kvalmen overtager mit hoved, og mit univers skrumper ind. Jeg har ikke engang kunnet overskue at finde en strikkepind frem og lave et eller andet konstruktivt.
Jeg er ikke helt ude over at føle mig snigløbet endnu. Forrådt af min egen krop. For vi havde besluttet at vi ikke skulle have flere børn. Og jeg havde faktisk forliget mig med tanken. At vores familie var hel, med os 4, og at ingen manglede. At jeg ikke skulle skifte bleer, amme og snuse til en baby. At mit liv var kommet i en anden fase, med større børn som kan selv, og at der kan gå halve og hele dage uden at vi ser dem, fordi de render ovre ved legekammeraterne selv.
Jeg havde faktisk både tænkt og følt det, at det nok virkede rigtigt. Jeg har altid drømt om 3 børn. Og det betyder ikke at vi var dybt uenige om dette. Jeg havde bare en anden forestilling i mit hoved. Men når jeg tænker på hvordan jeg havde det sidste gang, virkede det rigtigt.
Jeg ved ikke om jeg tror på skæbnen. Og jeg føler mig heller ikke overbevist om at vi kan tiltrække ting vi gerne vil. Men jeg havde tænkt, at min eneste chance for et barn mere var hvis en lille haletudse kunne kravle forbi min spiral. Men hvor tit sker det lige? Og min spiral sad jo korrekt, for jeg blev scannet bagefter... men altså - mirakler sker. Vores lille blob er 11 uger gammel, har arme og ben og spræller.
Men jeg er træt... og skal snart ind og have dagens første middagslur, inden jeg skal på arbejde. Heldigvis er alle her i huset begejstrede. Og Anna, min store pige, sad en eftermiddag og aede mig på håret da jeg pev over manglende energi til noget som helst. "Ved du hvad mor, det eneste du skal, er at lave den baby - det er dit job nu"... og så kan man jo tage en lur med god samvittighed ikke?
5 kommentarer:
- og som min læge så opmuntrende sagde, da jeg klagede over træthed ved nr, 3: "Du bliver jo heller ikke yngre!" - Alt godt til dig!
Men ååh! hvor er din ældste datter dog klog og dejlig. Hun har jo ret; nu skal du "bare" lave den baby. Og snigløbet blev du vel, så kvalmen ser jeg ingen grund til at byde velkommen. Barnet er en anden sag, men det ved du jo godt :-)
Jeg havde mange af de samme tanker som dig, da jeg ventede barn nr. 3 (og en hel masse andre tanker oveni, fordi jeg havde skiftet manden ud siden barn nr. 1 og nr. 2)
Jeg håber din kvalme aftager inden længe, for det er da næsten ikke til at holde ud... Når der er to unger i forvejen, som også har brug for mor ;)
Held og lykke med det hele, jeg hepper på at du får en pige mere!
2 uger endnu min ven, så har din lille blob arme, ben, hjerte, hjerne og rygrad på plads, så skal den bare bages færdig - og lidt af humøret og energien kan igen rettes mod dine 2 andre børn og lidt til Mikkel og nisset i haven
Vi fik Olivia med proptrækkerkrøller pga spiralen.... hun er mit lille mirakel :-)
Tillykke med graviditeten Lina!! :-) Hvor dejligt!
Kh Hanne (som selv har fået en lille Asta i mellemtiden, som nu er 7 uger gammel)
Send en kommentar