fredag, maj 27, 2011

Free at last, free at last!

Nøøøj! Det har været en hård omgang! Føj hvor har jeg haft det ringe. Ikke bare sådan skidt tilpas, men ringe. Har faktisk kun ligget på min sofa og koncentreret mig om ikke at kaste op. Har ikke orket at tage tøj på eller af, at tænke på mad, at nusse mine børn eller blot det at rejse mig op.

For en uge siden blev jeg endelig taget under sygeplejerskernes kærlige vinger ude på Skejby Sygehus. NU skulle der andre boller på suppen. Jeg blev lagt i en seng, og så spurgte de ellers ind til mit velbefindende. Om jeg huskede at spise og drikke - jo, altså det der blev der nede, vel at mærke. Om jeg huskede små, hyppige måltider - ja tak, jeg kan faktisk slet ikke overskue andet. Om jeg huskede rugbrød og andre solide sager - årh ja, sagde kvinden der kun kunne klare at spise rugbrød med markel i tomat eller rejer.

Jamen så måtte vi jo gå takken længere op af stigen mod velbefindende, og det var akupunktur.
Jeg har aldrig prøvet det før, men på det tidspunkt kunne de ha' fortalt mig at det ville hjælpe mig at save min højre arm af, og jeg ville ha' nikket indvilligende, og lagt mig til rette.

Jeg blev stukket 3 forskellige steder i hver sin side. Og der skulle jeg så ligge i en halv time. Og så tog jeg hjem, tog en lur og sendte min mand til en velundt grillaften. Klokken 18 kom min sædvanlige aftenkrise, og jeg brugte de næste 1½ time på toilettet. Aldrig i mit liv har jeg kastet så meget op. Jeg var simpelthen nødt til at ringe til min mand og trygle ham om at komme hjem og tage hånd om familien og mig.
Jeg blev puttet, og sov, sov, sov. Og har ikke kastet op i over en uge nu.

Det er blevet til 3 gange akupunktur på Skejby. Hold fast hvor har det virket!! Jeg er jo oppegående! Jeg spiser! Jeg har været i min have! Jeg krammer mine unger! Jeg har endda været i butikker!!!
Nu er jeg sendt fra Skejby med besked om at "financiere" den videre behandling selv. Hvor er vi heldige at bo i et land, hvor blot det er muligt at blive taget hånd om på den måde. Og at vide at jeg er blevet mødt af folk, som godt har forståelse for hvor skidt man har det. At "morgenkvalme" er en ting, men at konstant, tung kvalme og opkastning altså er noget helt andet. Jeg elsker dem!!

Hvad så nu? Jeg kan klare ting. Men jeg brænder hurtigt ud. Kan mærke at en time her v. computeren har sat sit præg. Jeg skal spise hele tiden. Men tror faktisk at jeg nu kan bruge de første råd om hyppige måltider og gulerodsspisning til noget, for at holde kvalmen fra døren. Jeg sover stadig temmeligt meget, vågner midt om natten med underlige drømme og kan ikke falde i søvn igen. Jeg skal stadig tjekke blodsukker både nat og dag. Og kæmper stadigvæk med at få blodsukkerniveauet ned. Det er faktisk hårdt arbejde at være gravid diabetiker... Men ind imellem er der pauser. Og de skal bruges på noget godt.
Se lige hvad jeg fandt her på nettet: http://www.petitepurls.com/index.html

Nøj hvor skal jeg strikke!! (billedet er lånt fra Petite Purls - modellen haltermelon)... Nu kan det godt blive sommer!!

5 kommentarer:

Louise Aaen sagde ...

min ven, jeg føler med dig, håber at der er en god sommer i vente for dig

Anonym sagde ...

Dejligt at høre livstegn fra dig, jeg var ved at tage mere præcis kontakt end denne. Det kan vi/du gøre, når du er ovenvande.
Knus til jer alle fra Ingrid

Tro Håb og Kærlighed sagde ...

Uha - det var da godt, de havde en ide, der virkede! Godt dine børn ikke ved, hvordan du døjer:-)

Madam Kjeldsen sagde ...

Rigtig god bedring til dig :) Er glad for at høre, at akupunktur har hjulpet dig..

Anne Thompson sagde ...

Her sidder jeg og stemmer i med "We shall overcome..." Det er dig velundt at komme i gode hænder! Det skal til. Og sommeren, ja, den må gerne indfinde sig her også!