onsdag, marts 26, 2008

En engel?

I dag har pigerne og jeg været hos ørelægen, og begge frøkner hører bedre, så vi slap udenom dræn i denne omgang - om 2 måneder vanker der endnu en vurdering. Efter sådan en tur har vi tidligere tøsehygget på café, men en lidt tidligere arbejdsdag gjorde, at jeg valgte at vi traskede hen til Århus' bedste bageri JEREMY's efter lidt godt - så kunne jeg også købe en af deres superlækre sandwich med feta og aubergine. Allerede i døråbningen burde jeg have anet problemer; ingen sandwich. Nå, men jeg havde lovet Anna kage og boller, så vi skulle jo have lidt. Øjnene strålede af forventning over cookies, kanelboller og muffins... de fik hver deres lille lækre pose... og så var det at dankortet ikke virkede! På dette tidspunkt sveder jeg ret meget - butikken er lille, ungerne småhyler og jeg har mit varme merino sjal viklet godt rundt om nakken. Hun beklager meget, men jeg må hente penge et andet sted... og jeg er så nødt til at fravriste de små bagerposer fra de små hænder - I kan nok godt forestille jer hvilket hylekor der kom ud af det.

Deres små øjne blev langsomt fyldt af tårer mens de forfærdede så at deres kager forsvandt. Jeg måtte hive ungerne ud og begyndte at spænde en skrigende og vridende Thilde fast, mens jeg forklarede igen og igen, at vi bare lige skulle hente penge, og at vi nok skulle få kager. Pludselig siger det bag mig "Værsgo", og ned kommer en lille pose fra den mand der stod bag mig i køen. Han har sikkert kunne høre hylene helt ind i butikken, og anet mit flakkende blik.
Som vi kigger i posen og udbryder "KAGER!", vender jeg mig om for at sige tak... Og så er han væk!
Anna og jeg er enige om, at han måtte være en engel... en inspiration for os alle!

5 kommentarer:

Tine Gjessø sagde ...

dejlig historie - dejligt at DAnmark ikke er faldet helt i søvn!

Thomas Risager sagde ...

Hvem siger at der ikke findes engle

Tro Håb og Kærlighed sagde ...

Åh, hvor var det en dejlig fortælling! Tak for den. Ja, vi må huske at være lidt mere englede :-)

Anne Thompson sagde ...

Hej Lina! Skønt at I oplevede det!

Anonym sagde ...

Hej Lina :)

Skøn og dejlig historie.. sikken en dejlig ting at opleve .. at et menneske kunne tænke og føle så langt .. ja. Måske en engel .. de findes jo ..

kh
AC