KolortelandNEWS

Pyyyyhhh - endnu en måned er gået. Mit liv passerer revy for mine øjne, mens mine børn vokser og min mand bliver ældre - ligesom jeg selv! På mit arbejde bliver jeg dagligt konfronteret med børn der synes at jeg er ligeså tusse-gammel som deres mødre - "eej, 31 - min mor hun er også gammel, hun er 36!"... Og så var der en enkelt pige fra anden klasse, som spurgte om ikke jeg snart skulle have baby'en ud... jeg mener, jeg ved godt at jeg stadigvæk mangler 2 kg fra sidste graviditet (og vistnok også to fra den forrige, men lad det nu ligge), og jeg havde da også en kjole med empire-snit på... men altså! Men jeg er rigtigt glad for mit arbejde, hver dag! Det er sjovt, og jeg tror også nogen dage på, at jeg faktisk er god til det. Jeg har fået drenge fra 0. klasse til at tigge deres mødre om at købe symaskiner - det er vist et succes-kriterium opfyldt. Og det er dem der vil sy, ikke deres mødre... Og når vi nu er i håndarbejdsregi, så havde jeg helliget september til sokke-strikningen... for det begynder at blive koldt, jeg får aldrig strikket sokker tidsnok til at de kan blive brugt i vintersæsonen, så jeg tænkte: sokkeseptember. 3½ par er det blevet til - to til Anna, og lidt til Thilde. Ingen af dem gider at gå med dem, Thilde piller sine af lige så snart jeg vender mig om efter sok nummer to...

September har været en smuk måned. Haven blomstrer, og squash'ene overtager endnu et år det hele. Alligevel er der lidt mere styr på det i år - højbedene har gjort sit, og der er faktisk øjeblikke hvor jeg kan kigge ud på min drømmehave... resten af haven ligger i ruiner, der er snerle overalt, det kvæler mine fine stauder. Men beslutningen om at tage en del af gangen virker rigtig, vi har ikke overskuddet til at luge i bund over det hele. Men georgine-orgiet er skønt, alle bliver belemret med blomster, og vi plukker og plukker. Snart er det forbi, jeg håber på en oktober uden frost så vi kan nyde det i så lang tid endnu.Og for blot lige at "prale" med mine squash, så fandt vi to som havde puttet sig - og de havde desværre ikke puttet ret længe... Anna kunne bruge den ene som stol, nu står de på trappestenen og pynter, for de er godtnok uspiseligt store.

Hvad ellers? Vi har været snottede hele bundtet, Thilde snart en måned. Man kan undre sig over at et så lille hoved kan indeholde BÅDE hjerne og så meget snot. Hun var en dag så udmattet og sløv, at hun faldt i søvn hos Mikkel. Thilde er aldrig været sådan en vi puttede i søvn, når hun fik flaske var hun lysvågen indtil hun blev puttet - Anna derimod kunne knapt falde i søvn hvis ikke hun åd sig i søvne - så det var også hyggeligt at prøve omstændighederne til trods.

Farfar Uffe kom og hjalp med at sætte lidt isolering op - ikke at vi er færdige, men det hjalp godtnok! Det var vist et kløende arbejde, men det rykkede virkeligt at være to istedet for en. Og ungerne var også ellevilde, det var vist godt for både Anna og Thilde at få farfar "on the rocks", dvs uden farmor - for så er det jo så nemt at gøre som man plejer (Faaaar-Mooooarrr). At Thilde var ret vild synes jeg man kan se på blikket på billedet.... Jeg tror der bliver sagt: "Hæ hæ, se lige her mor hvor jeg er havnet.... Ahhh!" Det er en af de glæder jeg er glad for mine børn oplever, som jeg selv synes jeg har manglet - bedsteforældre. Samtidigt synes jeg, at vi godt kan mærke nu at der ikke er nogen på min side længere. Før virkede det som en lind strøm hele tiden, også selvom det nok kun var i min bevidsthed. Jeg så ikke min far tit, men jeg ringede ofte og fortalte hvad der skete. Det mangler jeg voldsomt, for det handler jo om at have nogen der interesserer sig for ens gøren og laden. Jeg ved godt at rampelyset ikke skal skinne på mig altid, og heller ikke på mine børn, men den naturlige forbindelse der er i at ringe hjem og sige "Ved du hvad, i dag klarede Anna faktisk 4-års lægeundersøgelsen selvom hun kun er tre" er vigtig for mit liv og min opfattelse af mig selv som forælder. Den accept der kun kan komme fra ens egen familie og ophav kan jeg godt savne, det var noget jeg tog for givet og som ikke kan erstattes af nogen andre.

Nå, men hovedpunktet på denne måned må jo absolut gå til månedens fest: Thildes 1 års fødselsdag! En mere rolig fødselar skal man lede længe efter. Hun tog dagen med ophøjet Thilde-ro og en lille smule overraskelse. Det var dog ok at pakke gaver ud, selvom det kunne være svært at komme til fadet, når man har en energisk og ret ældre søster. Det er faktisk hjemmets største konflikt for tiden: At Thilde skal have lov, at Anna ikke skal bestemme over Thilde, og at Anna heller ikke altid skal trækkes med en dum lillesøster - ergo en uløselig knude. Jeg er nået frem til at være lige uretfærdig istedet for at forsøge at dele retfærdigt og harmoniskt. Det kan man nemlig ikke!

Thildes fødselsdag var noget helt andet end Annas. Jeg havde troet af børnefødselsdag var en børnefødselsdag, men stemningen var en anden. Vejret var desværre ikke til det udendørs, men sensommerstemningen og æblerne, brombærene og de brændte ris gav en dejlig dag (et ristaffel uden ris, men med pasta var resultatet efter 1 times forsøg på at stable et aftensmåltid på benene - jeg der ellers altid har styr på mad følte mig som den ultimative køkkennovice, da jeg ikke engang kunne koge ris!).

Thilde fik en masse fine gaver - både noget til nu, og til om lidt tid - hun elsker al sin legetøjsmad som hun fik bunker af! Hun kan sidde i timer og putte mad i gryder og tage det ud, stå og røre, hamre i plastiktallerkner med dukkebestik. Og så elsker hun at prøve tøj og sko... man er vel en pige!

Hun fik også en dukke og en aldeles skøn dukkevogn + en rigtig fin dukkeseng - hun har dog ikke helt fattet konceptet bag nogen af delene - det er stadigvæk meget sjovere at sidde og forsøge at ligge på dukkens dyne, og at gå bagved en dukkevogn, hvorfor skulle man dog det? Hvis man kan sidde på sin flade istedet?

Hun havde en rigtig dejlig dag, og der var ingen tvivl om at hun vidste at det drejede sig om hende.

Anna lærer unoder i børnehaven, og snakker om tis hele tiden. Hun leger godt selv, virker glad og harmonisk og er fyldt med ballade. Hun kan pludselig et væld af sange, elsker at danse til "Åh Abe" og synger om den "festlig jæger" der skød den stakkels krage. Hun kan næsten tælle til 20, øver sig på højre og venstre hele tiden - og så har hun lært at fløjte rigtigt. Alt bliver brugt til at kravle på, hoppe fra - det er rigtigt at det er legealderen nu. På den negative side må vi sige, at ørene virker rigtigt dårligt! Ikke sådan fysisk, men det er utroligt hvor mange gange man skal sige at hun skal have tøj på/sko på/ gøre sig færdig - hun leger, leger, leger.

Sidst i september var vi til kusine Adeas barnedåb, en rigtig fin dag. Hun er en rigtig dejlig unge, der er bare så mange børn at jeg synes det bliver sværere og sværere at fordybe sig rigtigt i dem. Heldigvis kommer det lige så stille, men det tager længere tid at lære dem at kende. Nå, men Adeas dag var dejlig, vejret var skønt og hun klarede dagen rigtigt fint. Børnene legede bro, bro, brille i haven, der var masser af lækker mad, og jeg fik pigernes meget yndige, ens kjoler færdige (man kan jo ikke strikke sokker hele tiden, vel?).

Ravnemor slår til igen...

Det var en mørk og stormfuld septembernat. Vinden ruskede i træerne, og de visne blade fløj hen over græsset. Duggen glinsede i måneskinnet, og slimede dræbersnegle smøg sig rundt i det græs der i den grad trængte til at blive klippet.
Indenfor lå Ravnefar og Ravnemor og sov. Trygt under den varme dyne, mens clockradionens neontal viste 1:45...
Natten blev skåret i stykker af barneskrig... igen og igen og igen. Ville det barn aldrig stoppe? Hvorfor var der ingen der tog sig af det stakkels barn?

Ravnemor drømte at hun sov, og at hendes yngste datter vågnede og skreg. Heldigvis havde Ravnemor en skøn mand der hed Ravnefar, og han plejede at klare ærterne når det var nat og ungen skreg. I denne drøm blev barnet dog ved med at skrige, og Ravnemor nåede at tænke, at det var da også utroligt ufølsomt af både mand og barn, sådan at vække hende.
Pludselig kom Ravnemor i tanke om, at hun jo havde taget den lille skrigebanan over i forældresengen, for hun havde skreget ret meget tidligere på aftenen... Men hvor var barnet henne?

Nede i hullet mellem sengen og bogreolen var der ikke meget plads. Og den plads der var, blev delt mellem gamle snotklude, hår, spindelvæv og ederkopper, samt gamle hår-elastikker og omslag til en Harry Potter-bog... og så et spil backgammon. Dernede lå Thilde og skreg og skreg og skreg... 'hvorfor kommer min mor ikke og tager mig op?' tænkte hun, mens hun følte kulden og ederkopperne og alt det andet klamme, som hendes forældre ikke havde gjort rent... hun kaldte mere og mere... Men lige meget hjalp det...

Ravnemor ledte og ledte i sengen, og pludselig fik hun den lyse idé at tænde lyset... og se, der lå den stakkels forsømte datter og græd, faldet ud af sengen og klemt inde mellem et backgammonspil og en masse skrammel. Det kan nok være at begge forældre skammede sig!