KolortelandNEWS

Juni måned er gået, de lyse nætter er her, og vi er nået til noget af det bedste i løbet af året: Sommer!
Vi brugte Skt. Hans i børnehaven, Thilde som Spiderman og Anna hængende fra træerne. Det var endnu en gang en rigtig dejlig tradition, som vi heldigvis kan nyde et par år endnu, mens Thilde går i børnehaven.

Og sådanne aftner skal jo bruges i det gode klatretræ sammen med andre gode venner. Findes der nogen bedre måde at bruge en aften på?

Det skulle da lige være at fejre fødselsdag i Djurs Sommerland, hoppende i trampolin mens man laver noget kung-fu-agtigt spjætten rundt....

Eller susende ned af "Colorado River" sammen med lillesøster og far....

I gang med at lave kæmpestore sæbebobler....

.... der springer hurtigt, med et kæmpe plask!

I karrussel med en noget køresyg farmand, og en mor der takker sin skaber for at det IKKE var hende der blev valgt til denne forlystelse....

Eller i haven, i gang med at fejre sin 6 års fødelsdag sammen med gode venner...

...Duncan og Samuel (som faktisk hedder SaMUUUL, når man er snart 4 og bliver sur over noget)...

..og Anne og Samuel, som godt kunne lide både boller og lagkage...

En god dag slutter også gerne med en iskold smoothie, som nydes i fulde drag....

Derimod sluttes en dårlig dag gerne på denne måde: med en dyne over de ny-opererede ører som nu lukker alle lyde ind. Det kan godt blive lidt for meget, med alle de indtryk.

Forældrene synes det godt kan blive lidt for meget med alle de dræn, som vores børn skal have. Vikar-ørelægen sagde sidst, med trøst i stemmen, at de fleste efterhånden vokser fra det ved 4 års aldren. Vores ældste datter er lige fyldt 6, og fik dræn for 3 uger siden... og i går var det så Thildes tur. Nu har vi prøvet det 7 gange i alt, men dette er første gang en af vores børn er blevet rigtig dårlig af at ha' været i narkose.

Det lille pus brugte en hel dag på sofaen, udstyret med spand og dyne... kl 19 vågnede hun op, åd to store portioner havregryn, og begyndte at snakke som sædvanligt! Vi var glade... lige indtil hun begyndte på at sige "hva' sagde du" - fuldstændigt som hun plejer.

Måske det var sidste tur, men om ikke andet, så er vi nu så gode venner med narkoselægen, at vi kan udveksle minder om Sverige. At han sidder og hyggesnakker med os, indtil næste barn skal ind. Og ørelægen, hende sludrer vi også med, kontordamerne,de kender ungerne ud og ind.

Meeen, lad os håbe på at ørerne fra nu af virker som de skal!

Fundamentsten

Det er blevet sommerferie, og for et par uger siden efterlyste jeg nogle gode bøger. Forslagene lød bestemt spændende, men må også sande at jeg er under administration mht indkøb af bøger. Min mand mener vi har mere end rigeligt, og jeg vil bare helst selv eje dem. For på biblioteket vil de have dem tilbage, og tænk hvis man ikke lige fik begyndt, eller man lige havde en pause midt i... jeg har betalt en bøde eller to i min bibliotekstid.

Men bøger, dem elsker jeg næsten som børn, og man går da ikke bare af med dem vel? Nogen bøger har jeg til at stå i min reol, for en dag at blive læst og blive min nye yndlingsbog. Sådan gik det med Noah Gordons "Helbrederen", som er min absolutte favorit-bog. Den stod i min reol i 10 år som ulæst-ups-bogklubs-indkøb, til jeg en dag var syg og helt desperat. Jeg elsker den bog!

Denneher gav jeg min mand i julegave i 2008, så den har også være i huset en tid. Jeg har åbnet den 3 gange, læst to sider, og vurderet at det ikke var lige nu. Ikka at jeg regner med den er dårlig.. tværtimod. Jeg købte lillebroren, Jordens søjler, til denne bog for 10 år siden, da jeg gik på arkitektskolen i Århus. Indehaveren af bogudsalget havde for en gangs skyld en roman på hylderne, og han sagde: "det er Dollars i middelalderform, og så lærer man om gotisk arkitektur samtidigt. Det er underholdning!".

Jeg, der har en svaghed for middelalder-halløj smed den straks i indkøbskurven, og var underholdt. Så meget at jeg var nødt til at læse den 3 gange, og forære den til højre og venstre. Men nu er det tid, kan jeg mærke. Og 100 sider inde i bogen kan jeg se, at sommerferien slet ikke er lang nok - for med 1100 engelske sider at læse, 5 små kjoler/bukser at sy og tæpper at hækle og bluser at strikke, ja så er der nok til 2 måneders ferie.

en junidag...

Et halvt år er gået. Og alligevel virker det IKKE som om vi skulle være i en af årets varmeste måneder. Mine tanker går mindst en måned tilbage, og selvom jeg i år synes jeg var lidt på forkant med køkkenhaven, og faktisk havde husket at få forkultiveret både bønner og ærter, salater og tomater, så nytter det jo ikke noget. Alt står nærmest stille.

Dog har mine asparges givet flittigt, omend lidt sent. De sidste blev spist i søndags. Med manér: sammen med sommerkål med kørvel, estragon og dild, en helt aldeles friskfanget multe og så aftenens clou: hjemmelavet sauce mousseline, som bare er hollandaise med en klat flødeskum.

Ved den dumpe, dunk-dunk lyd man kan lave i en portion hollandaise/bernaise, blev jeg henført til mit barndomshjem, hvor jeg også husker de gange der blev lave hollandaise-sovs. Smagen af smør, lyden og duften... mmmmm! Nu fik mine egne unger lov til at nyde.

I går aftes var det så årets længste dag, og jeg tænkte det skulle fejres i min have. Det blev til lidt lugning, men alligevel var det terrassen som trak. Ikke mindst skulle "regatta-lamperne" indvies (man er vel fra Silkeborg)... det blev en stille aften, med fuglesang, lyden af hidsige myg parat til landing, levende lys og dameblad.

Udsigten fra mit sted er god. Man kan se køkkenhaven, en snip af staudebedene (og på afstand ser man slet ikke al skvalderkålen), og det nye flotte tag.

Der er snart ferie. Torsdag er sidste arbejdsdag. Og det trænger jeg virkelig til. Mit arbejde fylder både i hovedet og maven. Jeg har givetvis selv været en aktiv medspiller i, at få ondt i maven over det. Men jeg er skabt sådan, at jeg ikke bare kan tie stille. Er der et problem, er jeg bare nødt til at brokke mig - højtlydt. Det giver knubs at stikke næsen frem, og selvtilliden er faktisk ikke særligt høj. Jeg tænker altid at det er mig der er for fintfølende, for kritisk eller for krævende. Men oplever jeg at andre faktisk har det lige som jeg, og det gør jeg, må jeg jo bare skubbe det bagud i hjernen og tage boksehanskerne på...

Måske jeg bliver sendt til tælling allerede i dag... måske i morgen. Måske slet ikke. Men hvem vil ikke gerne vågne op fra koma til sommerferie og udsigten fra min yndlingsplads i haven?

Stolt!

I går var det blevet tid til ridestævne. Det første af slagsen, både for barn og forældre. Anna var spændt, så spændt at hun ikke kunne sove om natten. For der var blevet trænet og memoreret. Cirkelvolte, nik og buk.

Faren var omtrent lige så spændt. For han skulle løbe ved siden af og virke som om at der var helt styr på det. Og det var der skam også!

Første halvdel var "Funny Games", noget stafet på hest, to hold imellem. Der var forskellige opgaver, spisning af skumfiduser og heste-memo. Anna og holdet fik en flot 1. plads (til forældrenes overraskelse, se bare, vi har ikke engang helt fattet det endnu).

Og så blev det tur til kommandoridning. Anna + far alene på ridebanen, kun med Mor Karen til at sige hvad de nu skulle lave af kommandoer... Det gik så flot, og Anna bukkede pænt til sidst for dommerne.

Det gav pote - en flot 2. plads. Ud af 72 point fik hun 71. Og forældrene er selvfølgelig pavestolte! Vi vidste det jo godt, at hun kunne.
Desværre må vi begge indrømme at vi fik den der lille snert af pacende forælder, som overentusiastiskt hepper på sit barn, koste hvad det vil i forhold til alle de andre ligegyldige børn. Man bliver lidt bidt. Og om ikke andet, så må man både prale og brovte på ens egen blog - haaaa min unge er helt fantastisk! OL - here we come!

Om ikke andet, så gav det pote for en Anna, der kunne mærke at når man koncentrerer sig, så får man præmier. Og hesten gør lige præcis det man beder den om.

Hvabehva?

På mit arbejde er det en joke, at jeg bliver mere og mere mormor-agtig. Ikke nok med at jeg elsker at hækle, strikke, sylte og bage, jeg ser også Barnaby med glæde, og køber Hendes Verden (strikke-opskrifterne er baaare så gode).
At jeg har forsøgt mig med stegt lever (ikke et hit), har et stort ønske om at lave mine egne grill-pølser og måske endda bliver endnu bedre til at henkoge, gør ikke min senior-stil mindre...
Den sidste dråbe var kalk-tilskuddet til maden.
Jeg var officielt +75!

Så lørdag aften foran flimmeren, under plaiden med en varm kop the, og med gode, gamle, gensyns-Barnaby på spillen, så var den i kassen.

Og alligevel sad jeg helt velvilligt og så på fodbold? Har jeg slået hovedet? Eller er der alligevel en lille rest snart-34-år-det-er-ingen-alder tilbage i mig??
Nuvel, jeg har dog heller ikke farvet håret endnu (omend jeg egentligt gerne ville have lidt reflekser og en ny-retro-agtig kjole)...

Mere suk...

Gårsdagens tristesse havde en forklaring. Det var IKKE ren og skær depression der fik mig til at gå ud som et lys på sofaen kl. 20:30... Forklaringen var istedet vores gode, gamle ven streptokokker - igen! For 4. gang i år...
Anna har fået børnesår, og jeg har halsbetændelse.


Nu står den på sofa, piller, engelske lakridspastiller og en lille, bitte indkøbt dvd - (du ved, den slags hos supermarkedet som indeholder to romantiske komedier så tårer triller og man får smil på læben). Det har vi brug for. Men først skal vi se den film Anna har valgt vi skal se... imens tror jeg at jeg snupper en lur.

Suk

Det tisser helt vildt meget ned. Og havetiden er lig med nul. Det er dybt deprimerende. Jeg havde ellers overbevist mig selv om, at regnvejr blot åbnede for muligheden for at pusle i drivhuset... Jeg æder det i mig, og bliver inde døre i stedet. Jeg orker ikke så flere ting, når jeg slet ikke kan ane hvornår det kan komme ud for alt det ukrudt.

I det hele taget er alting lidt trist - arbejdet tynger på en ikke så behagelig måde, symaskinen er sendt til rens i Århus (Oh, gru, kan først hente den i næste uge), alle romantiske dvd'er fra damebladene er set. Fodbolden overtage sendefladen og væk er engelske-nogenlunde-krimi'er... Aaaargh! Tror jeg må læse en bog!
Nogen forslag?

Hvad en dag blandt andet kan indeholde....

I dag sendte vi farmand afsted på lejrskole... faktisk var det farmand der sendte os afsted i morges, for vi skulle umådeligt tidligt ud af døren... kl. 7!! Jeg er IKKE skabt til den slags, og tror også mine børn har bedre af de stille, vanlige morgner..

Anna havde tid hos ørelægen 8:15, så afsted til Århus i myldretiden. Hun klarede det så flot, fik lagt dræn i fuld narkose, og vågnede lidt omtumlet op.. Efter at ha' tanket op med en omgang morgen-croissant og varm chokolade var hun betydeligt lig sig selv - blot med den forskel at hun klagede over at alle mennesker råbte, og hun selv hviskede... Og så var det altså hjem for at hente hende lillesøster i børnehaven igen. For selvom klokken kun var 11, så savnede Anna hende for meget.

Derfor blev dagen i dag fyldt med skønne ting; Vi nåede til brillemanden med Thildes meget deforme briller. Vi nåede at spise is. Vi nåede at spille spil på et tæppe i haven. Vi nåede at plante nye blåbærbuske (kig i FAKTA), georginer, majs og tomater... Vi tror på at nattefrosten for 5 dage siden var den sidste omgang... Vi nåede at lege feer, og bade i gammelt vand fra vandtønden - endda så meget at man fik vådt hår.

Og som Thilde og Anna, Fe 1&2 leger en leg hvor de skal skiftes til at rende langs vores havegang iført vinger og bare tæer, så siger jeg rigtigt mor-agtigt: "Pas nu på tæerne når I løber, at I ikke slår dem", hvorefter Thilde kigger på mig og siger: "Nej, men det gør vi heller ikke, for vi flyver jo bare"... Nårh ja! Hvor dum må man være?