KolortelandNEWS

April - en måned som jeg normalt tænker på som ustadig og fuld af forventning der ofte drukner i kulde, regn eller andre ubehageligheder. Men denne gang var der valuta for pengene. Jeg har allerede fundet sandalerne frem, og ungerne er nærmest gået direkte fra flyverdragter til korte ærmer.

Dette varmeboost har også haft betydning for haven, og jeg ærger mig over at jeg er så autoritetstro og støtter mig op af alle havebøgerne - mine georginer kunne måske allerede være plantet ud, men jeg tør ikke før den oblikatoriske 1. søndag efter mors dag-regel... Og fundet af 6 rådne georginer i kassen betød også at min iver efter de skønne blomster blev lettere afkølet. Sådan har de aldrig gjort før - og det er med vemod at jeg må sige farvel til den ene georgine der har overlevet siden jeg flyttede herud til Kolorteland for 4 år siden.

Til gengæld har mine asparges vist sig at være noget af det nemmeste jeg har købt nogensinde. De kommer bare op. Og i år er sidste gang jeg ikke må pille og plukke. Der står allerede 10 fede og lange asparges og vejer i vinden. Til næste år kommer der endnu flere, og så må vi plukke! Jeg glæder mig helt vildt.

Tiden op til månedens afslutning var præget af ondt i maven og usikkerhed. For 14 dage siden fik vi brev om at Thilde kunne starte i børnehave. Jeg synes det er alt for tidligt at sende sit barn afsted som 2,9 år, og har altid modsat mig det. Faktisk har jeg haft den holdning, at folk der sender deres børn afsted i institution før "tid" (som jo ikke lige er til at definere), er dårlige forældre. Intet mindre.

Derudover passer det rigtigt dårligt i vores årsplanlægning at skulle køre et barn ind 1.6. - 3 uger inden vi holder 5 ugers sommerferie.
Så vi ringede til pladsanvisningen for at takke pænt nej. Det skulle vise sig at være rigtigt svært. Nye regler betyder at man ved 2,9 år får tilbudt den plads man selv har valgt. Derefter, hvis man takker nej, er der absolut ingen garantier. Og vi er jo overbeviste Mosegårds-forældre, og ønsker at vores børn skal gå sammen, så det blev pludseligt meget svært at sige nej. Faktisk virkede det umuligt.


Så pludselig står jeg og skal starte med et barn, som jeg på ingen måde synes er parat til børnehave. Hun er ikke renlig, og det mener jeg et børnehavebarn skal være. Både for hende selv, og for et personale der i den grad er presset af en dårlig normering. Hun er ikke selvhjulpen, kan ikke selv ordne tøj og sko, eller finde mad i madkassen. Og sprogligt mangler hun stadigvæk at slippe en rest baby, som betyder at man nogengange bare må nikke når vi ikke forstår hvad hun pludrer. Hun er ½ år yngre end Anna var, da hun startede. Det kan vi godt mærke. Og det skulle jo gerne være rart at starte i børnehaven. Jeg kan godt have mine bange anelser for at slippe hende fri.

Heidi, vores dagplejemor skulle på et 8 ugers kursus fra slut april, så vi fik i løbet af 4 dage fundet ud af, at vi skulle have Thilde i børnehave, få hende placeret op til børnehave-start, lavet en afslutningsfest og pakke til vores Hamborg tur. Faktisk måtte jeg bide i det sure æble, og spørge børnehaven om Thilde måtte komme 1.5 istedet. For hellere 2 måneder i børnehave inden sommerferien, end en lille måned og omskiften til forskellige dagplejere, eller en tur forbi gæstehuset.
Så nu kan jeg stille mig op i rækken af forældre, der ikke kigger på barnets tarv; Jeg har ikke kunne få fri til at køre mit barn ind i børnehaven, men må klare det med små klatter timer der kan afspadseres. Hun må udvikle hår på brysterne, til trods for at hun er en lille pige.
Jeg ved, at mine forbehold bunder i en del "mit-mindste-barn-vil-altid-være-min-baby", og en del forargelse over et system der kun tænker økonomiske løsninger og absolut ikke tænker på de brugere der er - børn som voksne.

Og så har vi vores personlige ridepige. Vi er hoppet på vognen som forældre der pacer deres børn frem til fritidsaktiviteter i en alt for tidlig alder. Vi blev lokket af tanken om samværet med dyr, motorisk træning og et par veninder fra børnehaven. Så nu er vi medlem af den lokale rideforening, og vi har opholdt os længere i en rideskole, end vi nogensinde tidligere har gjort.

Det er det lille trækkehold hun er kommet på, og det indebærer en far der trækker rundt med hesten. For det er ikke små pony'er de rider på, næh, det er kæmpestore kød-scootere (som Mikkel kalder dem)... Annas hest hedder Benti, og han er lidt vild. Jeg er glad for at det er Mikkel der trækker rundt med ham, for han skal styres.

De skal lave forskellige øvelser på hesten, så de får trænet balancen. Og Anna synes det er vildt sjovt. Da Benti sidste gang ikke vidste om den skulle i galop eller trav, gav Anna sig til at skrald-grine, så hele ridehallen måtte grine med. Hun er skøn, hende der.

Og hun har købt sit første hesteblad for de 29,50 hun har tjent på at dræbe dræbersnegle...

Sidste gang fik hun sin egen ridehjelm, som en større pige ville sælge. Den sidder fast på hendes hoved hele tiden. Hun leger rideskole med Thilde, som vil ride på "Chips" - den hest som hun kender fra dagplejeridning. Anna går rundt med myndig stemme og spørger hvilken hest der er klar, hvem der har redet meget og lidt - hun lyder fuldstændig som den dame, alle ridepigerne kalder "MorKaren" på rideskolen. Hun skal nok lære det, hende Anna.

Hamburg

Vi har været optaget af vores børn. Længe. Alt for længe i virkeligheden. Det er ligesom om, at de lægger sig som et filter over hele livet, på godt og ondt. Mikkel og jeg havde jo egentligt ikke været gift ret længe, inden børnetilværelsen tog over. Så tiden som kærester, hvor man bare har tid, ligger i en helt anden galakse. To børn og et ægteskab tidligere...For at råde bod på det, og få tid til at være voksne, havde jeg givet Mikkel et gavekort på en tur til Hamborg (uden børn!) til hans fødselsdag. Det blev i denne weekend at det blev indløst. Det var intet mindre end fantastisk. Togturen ned var tilpas neddyssende til at vi kom helt ned i det børneløse gear. Ikke nogen faste sovetider, spisetider eller faste programmer for dagens indhold. Bare daske rundt, kigge, nyde og gå hånd i hånd. At kunne tale sammen uden at blive afbrudt. At være egoistisk og spise en masse is uden dårlig samvittighed. Og helt ærligt - at glemme man har børn, og først opdage at man savnede dem på vej hjem igen.



Vi havde fået byens dejligste hotel, med egen gårdhave og fantastisk badekar. Skønt at drikke sprudel-vin i badekarret sammen med manden! Byen var fantastisk med alle dens kanaler, havnen og spisestederne.
På 2.dagen tog vi rundt og kiggede, en tur på havnen og en kanalrundfart. Det var spændende at se byen fra vandsiden, og man fik et indtryk af en by i udvikling. Mit gamle arkitekthjerte fik også lidt at kigge på med nogle af de nye fine bygninger ved vandet, blandt andet Elb-philharmonien der skal stå færdig i 2012.

















Inden da havde vi været forbi en gammel kending, som jeg før har besøgt; Chilehaus fra starten af 1910'erne. Det er en spændende bygning, og der var masser af detaljer at tage billeder af.Vi brugte en hel dag på at daske rundt i de tomme gader der var blevet lukket for biler, og kigge på Hamburg Marathon. Det var sjovt, og Mikkel blev helt inspireret. Det skal ikke undre mig om han fandt på at løbe en marathon en dag.

Vi var også en smuttur under vandet, og gik under Elben i den gamle tunnel fra 1907. Der var elevator til bilerne, og fine hvide kakler på væggene.

Og ellers spiste vi is, daskede og kiggede. Maden var god og overraskende billig. Miljøet var anderledes, og vi blev kun positivt overrasket. Byen var spændende, med masser af butikker og seværdigheder for enhver smag. Og vejret.... det var fantastisk! T-shirt og bare tæer klokken 22. Vi kan ikke klage.

Efter togturen hjem hentede vi ungerne hos Farfar og Farmor. Pigerne var en anelse vilde, eftersom de lige havde brugt en hel dag i Legoland sammen med kusinerne. Vi havde faktisk helt glemt, hvor meget vores børn kunne larme, og vi nåede lige at skimte hinanden bagved alt det sædvanlige og sige "vi kan lige nå toget kl 21"!

Epoke

Jeg lovede at bringe et par billeder af de store epoker i vores liv. De er nemlig sket her i påsken. For to påsker siden, smed Anna bleen. Til næste år begynder hun på skolen til påsketid. Og vi flyttede også ud i huset ved påsketid for 4 år siden.

I år var der to ting der helt gennemgribende kommer til at forandre vores verden: Vi har fået begyndt at sætte vægge op, som var målet for denne ferie. Det lykkedes. Og det er helt fantastisk fedt at begynde at ane hvordan rummene bliver. For selvom jeg har boet deroppe i to år, så er det også to år mere siden, at vi flyttede i kælderen. Men det skal blive sidste år!

Og så var der jo lige hende der Anna. Hun greb en eftermiddag skærtorsdag sin bedste vens cykel og satte sig bare op og kørte. Uden noget. Hendes egen har ligget hensygnende fordi vi onde forældre havde pillet støttehjulene af. Og hun kunne slet ikke finde ud af sådan noget mente hun. Det modsatte er bevist nu.

Påske

Det er påskeferie. I morgen er sidste dag, og den kommer til at foregå i kirken. Der skal forberedes til den store påske-gospelgudstjeneste. Jeg glæder mig. Og frydede mig over, at de sagde at vejret ikke ville blive helt så godt i morgen, for der var en ret stor del af mig, der samtidigt ærgede mig over at skulle tilbringe feriens sidste dag spærret inde. Nuvel, jeg overlever.

Ferien har været vidunderlig. Efter de første par dage med indkøring af humøret og ambitionsniveau, har det været lykkeligt. Vi har rumsteret i haven. Anna og Thilde har leget med hinanden. Og der har været et par skelsættende epoker, som kan blive postet ud senere. Nu til det skønne og dejlige:

Pigerne skulle aflevere deres påskeæg som de skyldte. Det blev til en næsten (for mit vedkommende) lykkelig formning af mange små æg. Der blev æltet nougat til den store guldmedalje, og drysset krymmel. Der blev brændt en stor klat lækker øko-chokolade af i mikro-ovnen. Men det kunne nu alligevel godt slikkes lidt nogen steder, udenom det brankede.

Og haven har fået en ordenlig skalde. Jeg erindrer for 4 år siden sad vi på flade fliser uden andet end den kæmpe krukke som også skues i baggrunden. Vi var just flyttet i hus. Og Anna åd en eller anden blomst og brækkede sig. Det var den første forårsdag i mit liv, i eget hus.

Nu er vi sat med krukker, træbænk og hele molevitten. Vi er nok alligevel kommet videre. Og jeg tror ikke længere på, som Margit så glad sagde ved den første havevandring: "Nejj, sikke mange Anemoner" - det skulle vise sig at være skvalderkål. Den er der også. Men i år er første år, hvor der er så meget styr på forkultiverede frø, revne bede og begyndende lugning. Jeg har allerede sået de første rækker med hestebønner og kornblomster. Og mine vindueskarme er fyldte. I år vil jeg ikke komme bagefter med bønner og ærter. Det skal lykkes! Og Thilde gav en hånd med salaten en formiddag...

Og så lidt smukt. Mine dejlige unger

2 år ER hårdt

At være to år, er urimeligt. Alting arbejder imod ens vilje. Thilde har i måneder kæmpet en unfair kamp omkring maden. Hun starter nogen gange med at brokke sig, når vi går hjem fra dagplejen. Andre gange når man åbner køkkenskabene for at tage ingredienser ud. Hun holder stædigt fast. Vi har sendt hende i seng kl 20. Kampen begyndte måske allerede kl 16-17.

Hun "gijer ikk' rub-brød, getti, fofler eller afensmad"...
Her til aften fik den en tur igen. Og jeg måtte bare poste det ud, for at kunne minde mig selv om hvorfor det nogen gange er at mit låg ryger af. Her til aften var det så spaghettien hun ikke gad. Den holder ikke, for vi ved hun elsker spaghetti. Og den opmærksomme vil da også se at det er jordens tørreste tårer der bliver grædt med. Men måske virker det denne gang?
Not!

Nogen gange...

Anna og jeg snakker nogen gange om vigtige ting. I går snakkede vi om en lastbil som holdt og spærrede vejen ned til børnehaven. Chafføren sad og drak kaffe, og jeg kom til at sige noget om, at han ikke tænkte på andre og kun tænkte på sig selv.

I dag gik vi igennem skoven, kiggede på bækken, og pludselig står de der ved den rislende bæk - Anemonerne. Jeg spurgte om hun ville plukke nogen til mig, for jeg kan godt lide anemoner. Hun kom tilbage med denne buket og så var det hun pludselig sagde:



"Jeg plukkede ikke så mange mor, jeg tænkte mon andre vil kigge på dem. Jeg tænkte faktisk ikke på mig selv, jeg tænkte på andre".

Det var så jeg fik tårer i øjnene af kærlighed.