Noget om små børn...

...Selma er efterhånden en stor pige. Hun snakker totalt uforståeligt whø-dø-sprog hele tiden, krydret med obligatoriske og rigelige "hov"er og "heeeiii"er. Hun er tung at bære, og hun har efterhånden sin egen vilje. Kan blive stiv som et bræt og buet som en flitsbue i løbet af få nanosekunder, hvis vi ikke har forstået budskabet. Men hun er også vores alle sammens lækre kirsebær på toppen af isen, og hun bliver så overøst med kærlighed man knapt fatter det.

For et år siden græd hun konstant, plaget af den ene ørepine efter den anden - spørgsmålet er, om det simpelthen var een lang ørepine-marathon? Nu er hun glad og fro. Forskellen er til at tage og føle på. Alligevel føler jeg mig drænet og træt når ungerne er puttet. Går frivilligt i seng tidligt - i går klokken 20:30. Selma har nemlig nået "hærgestadiet" hvor hun rager alt vores lort ud på gulvet som en anden maskine. Og hun bliver ved. Ofte med ryggen til, sidder hun og kaster sit legetøj (eller vores bøger, strikkesager, plastikbøtter eller andet) over skulderen uden at se hvor det lander.

Vi gav op. Var simpelthen blevet både for gamle og trætte til at gide rydde mere op. Efter ris og køkkensager spredt ud over gulvet i uger gav vi op sidste weekend. Monterede skabslukkere på køkkenet. Freden har sænket sig i det lille hjem, og forældrene er måske en anelse mere friske.

...og efter laaange weekender hvor jeg rent faktisk har taget mig selv i at drømme om at gå på arbejde (og få lidt fred), så er der ikke noget bedre en at dyppe den lækre unge i et badekar. Så ren og uforfalsket glæde over vand skyller alle eder og smadrede genstande bort. De brænder sig fast på nethinden (og i kameraet - heldigvis), og minder mig om at også dette skal forsvinde bort. Og det er derfor man får børn - også mere end et barn. Så elskelig og dejlig, vores helt egen særlige Selma - barnet som ville være i vores familie og som tager sin plads som den største selvfølgelighed i verden. Hun får mit hjerte til at flyde over med kærlighed med smil som disse... mmmm!

Leder efter den røde tråd...

At være kreativ er godt - eller... dvs at der følger jo også nogle bagsider af medaljerne med. Som f.eks en lige så rodet tilværelse når man liiiige leder efter den der specielle nål, lynlås eller strikkepind. Jeg lover mig selv HVER gang jeg rydder op i sy-og strikkesager, at jeg fra NU AF vil holde pinlig orden.
Well - skal vi ikke bare sige at det ikke holder?

Drømmen om en fast syplads på 1.salen med skab, hylder og bord er blevet droppet. I stedet måtte vi rykke pigernes skrivebord derud, så Selmadsen fik sin egen soveplads. Nu drømmer jeg om oprydning og opgradering af et kælderværelse som ligenu indeholder bunker af bobleplast, gamle barnesenge og mit tøj. Vi har bygget skab i kælderen og er ved at flytte ind. Det har taget 14 dage so far, hvilket ikke er imponerende. Jeg tror det er fordi at jeg er bange for al den anden oprydning, tagen stilling og lign der følger med - skal min mors gamle habitjakke i grøn uld gemmes? Engang kan det jo være at nogen vil gå med den? Og den ruskindsjakke som både hun og jeg gik med som unge? Og hvad med motorcykeltøjet, som faktisk dårligt kan lynes om min nu noget større krop? Arrrgh....

Og flytning af tøj betød at et skuffedarium dukkede op. Troede egentligt jeg havde tømt det, men det må siges at være en sandhed med modifikationer. Nu har det stået på stuegulv i 14 dage, og jeg besluttede at det skulle være! NU! .... men må sande atter at det bare tager enormt lang tid at sortere, smide ud, tage stilling. For kunne man måske ikke engang bruge en trykknap? Og hvordan ordner man egentlig 250 ruller sytråd uden det bliver til een stor filter? Og kommer jeg nogensinde dertil hvor jeg husker at lægge ting på plads, eller skulle jeg måske hellere arbejde ud fra realistisk "jeg-er-den-jeg-er" synspunkt og udvikle et system der i det mindste ikke fylder hele vores spisebord...

Jeg så noget grønt...

I fredags, da jeg kørte på arbejde, så jeg grønne marker omkring mig. Det hev og sled i mit gartnerhjerte, og jeg fik straks lyst til at vende bilen, køre hjem og hive havehandskerne på. Det kunne dog ikke lade sig gøre, og imens jeg sad og kiggede ud af vinduet på mit job, tog de små lette snefnug til. Nu skal det siges at fredag er en lang dag. Det sneede uafladeligt. Da jeg kørte hjem kl 16 var snefnuggene blevet til afsindigt store skomagerdrenge.

 

Nu er alting hvidt igen. Og jeg har ikke rigtigt lyst til havehandsker, men nærmere skibukser og mine sælskindsluffer. Well... man kan jo altid drømme. Og jeg fandt disse billeder frem fra sommeren (lidt ved et tilfælde). De er fra i sommers, Sverige - og jeg tog billeder af dem fordi jeg gerne ville have sådanne spir i min have. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad det er, men drømmen er da god nok.

 

Og måske er det lige præcis det som denne nyopståede ventetid på bedre dage skal bruges til: planer og drømme. Ved du hvad de forskellige blomster hedder? Særligt 1. billedes to forskellige blå planter vækker min interesse.... Måske jeg også skulle vaske mine havehandsker, havejakke og gummirøjsere. Så de er HELT klar til forårets komme!

I denne søde juletid...

Lige om lidt er det juleaften - der er ret præcist en uge til. Er jeg klar? Har jeg nået det jeg skal? Næh... men i år tager jeg det pænt afslappet. Måske skyldes det, at min psykolog har givet mig noget hypnoterapi (som lyder som noget værre humbug-halløj), måske skyldes det at jeg er sygemeldt pga operation... måske skyldes det... tja?

Lad mig startet med første mulighed. Jeg er sådan en, som er til god, solid vestlig medicin - tag en pille og fiks det. Har du ondt, har du mulighed for at gøre noget til en vis grænse. Jeg tror på psykens indvirken på fysikken, og har du ondt i benet, kan det sagtens skyldes at du har ondt i livet - groft sagt. Jeg tror også på at jeg selv alene kan gøre mig selv lykkelig - dvs jeg forventer ikke at andre mennesker skal omlægge deres liv for at jeg kan være her, selvom hensyn er godt.
Da jeg for to år siden blev sygemeldt med stress og depression var det med følelsen af at være jordens dårligste menneneske - uden tvivl. En følelse som klæbede fast siden al den tid jeg kunne huske tilbage. At andres lykke afhang af mig. Peger man fingre af andre, ja så peger der jo tre tilbage på en selv - og mine fingre var store, fede, tykke medisterpølser i forhold til den pegende lille cocktailpølse.
For to år siden blev jeg bare for træt af at forsøge at lave mig selv om, passe ind, banke mig selv i hovedet med alle de ting der kunne gøres anderledes, og jeg begyndte i terapi hos Ingrid Lund i Rønde.

Uden at vi nu skal gå ind i dybden, og bestemme om jeg blev pottetrænet for lidt eller meget, så er der sket ting og sager. Alligevel var der mønstre som var mig umulige at bryde. Jeg røg i gamle handlemønstre om og om igen - og for et par måneder siden foreslog hun mig så hypnoterapi. Alene ordet får mine hår på armene til at stritte lidt - og hvis ikke det var hende der havde foreslået det, så ville jeg nok ha' tænkt "farvel og tak". Men det virker. Som i VIRKER. At sidde i ti minutter og visualisere sig det ene og andet gør, at 36 års kamp bare er forbi. Er det fedt? JA! Føler jeg mig pludselig som en succes? JA DA! Og er det værd at fortsætte kampen for at finde det mig, som jeg ved er derinde? OHHH JA!

Men det leder mig videre til min næste anke - hurtige løsninger. Det har vist aldrig været mig. Jeg tager gerne den laaaange, snoede vej for at komme i mål med et godt resultat. Jeg bager selv mit eget brød - ikke for at lyde spelt-agtig, men fordi det bare smager bedre i min mund, når jeg ved hvad der er i. Jeg kunne godt købe mine vanilliekranse. De smager godt. Men jeg ville gå glip af at se pigerne blomstre når de selv (som i HELT selv) styrer kødhakker og bageplader.
Hvilket leder videre til min næste mulighed - operation. Som også så fint hægter sig på både vanilliekranse og hurtige løsninger. Jeg har fået plastikkirugi. Jep. Og pludselig føler jeg at jeg ryger i en kategori med botox-læber, ældningsfornægtelse og dårligt selvværd...

For 9 år siden gik jeg lykkeligt rundt med en lille mave, der senere skulle blive en stor mave, en stor Anna - efterfulgt af både en Thilde og en Selma. Maven blev efterladt som en tom pose, og det var VIRKELIGT svært at acceptere en hængevom i en alder af 27 år. Ikke bare en lille bule, men decideret en pølse som hang ud over underbukser, buksekanter og nederdele. Som bulede ud som en ekstra barm når jeg tog en stram kjole på - hvilket jeg så ikke gjorde. Som gjorde at min mave lignede en dame på 80 års. Flere velmenende mennesker fik sagt at det ikke var så slemt, og at jeg sikkert bare skulle lave nogen maveøvelser... og jeg blev virkelig ked af det. For nogengange så er positiv tilgang til tingene bare noget...forbandet sludder. Den var grim, i vejen og upassende. Ingen tvivl!
Tanken om at få den fjernet har poppet op mange gange. Men jeg er ikke til hurtige løsninger. Jeg tager billeder af kvinder for at de kan få et andet billede af sig selv, og hvor hyklerisk er det lige at jeg så selv vil under kniven? Tankerne var der...

Min egen læge sagde at jeg ligesågodt kunne forsøge at få det gjort, at det jo ingen skade gjorde at prøve. 11 måneder på venteliste til forundersøgelse. Og pludselig en dag i oktober stod jeg i underhyler foran en ung læge der hev i min vom, fandt et målebånd frem og sagde "den der skal du NOK få fjernet"... og så var det ligesom om min modstand forsvandt. For måden han sagde det på, bekræftede at jeg ikke var hysterisk, perfektionistisk.
Jeg fik godkendelsen ret hurtigt - mini maveplastik på det offentliges regning - og 4 uger efter - i tirsdags - fik jeg fjernet lidt over 1kg løst hud. Lægen som opererede opgraderede det til en stor maveplastik, jeg fik syet mavemuskler sammen (så forstår man jo pludselig hvorfor jeg har haft ondt i lænden/ryggen de sidste mange år), flyttet navlen lidt og et langt ar fra hofteben til hofteben.
Men ved I hvad? Jeg kan se min egen krop! Jeg har ikke set mit kejsersnitsar, jeg har ikke mødt mit venusbjerg de sidste 9 år. Det er genkendelsens glæde! Hurtige løsninger.... eller holdbare løsninger. Nogen gange må man gøre op med sine fordomme. Måske hypnoterapi lyder fusket, men hvis det virker, hvorfor så kæmpe imod? Måske plastikkirugi kan være en hurtigere løsning end 1000vis af maverulninger, men nogen gange må der andre midler til.

Smuksak

Tiden går så ufatteligt hurtigt... For bare 8 (!) år siden stod jeg med en næsten 6 måneder gammel Anna, der skulle fejre sin første jul. Det gjorde vi, mens vi målløse kiggede på tsunamibilleder fra den anden side af jorden, og verdens kontraster blev tydelige...

Anna stillede forleden velvilligt op til forskellige forsøg i studiet, og som jeg sidder her og kigger på billederne af hende, så slår det mig hvor stor, klog og smuk hun er - ja, ja - jeg ved godt det er min egen datter. Men hun er så uspoleret, barnlig, glad og totalt en usleben diamant. Det er ikke hende der klager over at hendes tøj er beskidt, hullet eller uordentligt. Hun opdager det ALDRIG. Og man kan være sikker på at har jeg købt et par nye strømpebukser til hende, så er bunden hullet eller rumpen ligner en si anden gang de er på. Sådan ER det bare - jeg har efterhånden lært det.

Men hun er også den der har lavet julekalender til sin mindste lillesøster. Hun har et hjerte af guld, hun elsker ALLE mennesker - og hun viser det gladeligt. Hun deler kram ud, hun skriver laaange kærlighedserklæringer og hun er god som dagen er lang.
Smukke, smukke Anna.

Stormen efter stilhed

Her har været stille - I know! Jeg har haft forrygende travlt, og haft en forrygende sommer. Mit fotofirma - Peppermint foto & layout - fik den skønneste opgave som løb af stablen i sommerferien. 2 uger i København, 2 i Aarhus.... Cirkus Summarum!
Jeg skulle fotografere for FOTO.DK i en stand i forteltet, portrætter af børnene der var på besøg. Og var der mange? DET tror jeg nok lige! En hurtig og umatematisk sammentællen siger mig, at jeg løseligt har fotograferet 3500 forskellige børn.
Derudover har jeg grinet som aldrig før, nydt at gå på arbejde for første gang, spist lækker mad sammen med Bamse og Hr. Skæg, taget billeder, billeder og atter billeder - og er blevet bekræftet i, at jeg faktisk var god til det.

Efterfølgende har jeg været på job, efterfulgt af 8 ugers ferie - sammen med Selma. På mandag starter hun i dagpleje, og vi skal ned og besøge dagplejemor Heidi sammen i dag.
Julefotograferingerne står for døren, og jeg har travlt. Det er FANTASTISK, og jeg nyder hvert eneste fotoshoot. I søndags havde jeg hele familien Odgaard på besøg. 6 skønne unger i hver sin størrelse. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet og nyde de her unger. Og er det ikke det man skal, når man har fået taget et billede? Er det ikke minderne, fastfrysningen af et øjeblik vi alle går efter? Hvorfor får du taget billeder? Og får du overhovedet taget portrætter, eller er det fint med skolefotoet en gang om året? Hvad leder du efter i et fotografi?

Jeg er nysgerrig, jeg ved det godt. Men det er min mulighed for at opdage andre sider end mine egne... Imens vil jeg lige kigge på lidt flere billeder som jeg skal have færdigbehandlet inden Selmissen vågner. Hvis du vil tjekke mine andre fotos ud kan du kigge på min hjemmeside her. Her er der også mulighed for at downloade en prisliste....

Sidste stille dag...

I dag er det officielt. Min sidste "alene" dag på barsel. Fra i morgen er Mikkel hjemme. Næste uge er pigerne hjemme. Tirsdag går det løs....

Solen skinner og jeg burde gå i min have. Burde, burde... Men andet trækker. Et lækkert strikketøj som jeg har haft i gang i et år - først med en mørk uld som jeg købte, til trods for at jeg havde lovet mig selv at det skulle være blåt og hvis ikke der var blå, så ville jeg ikke købe noget. Jeg kom ud med nogle hundedyre grafit-grå nøgler, som viste sig at være fra to forskellige sendinge i så høj en grad at det generede mig. Jeg satser på at det bliver en sweater til hver af pigerne i stedet, i hver sin sending. Eller sammen med noget der kan få det til at se ensartet ud.

Jeg strikker en Amanda, som har været rimeligt populær her i blogland. Min inspiration kommer herfra, og i går kom der to store nøgler garn som næsten er som jeg ønskede. Kvalitet og farve fejler intet, jeg tror jeg er blevet snydt af skærmens farveforskel. Men jeg købte et farvekort også, og det bliver godt alligevel. Jeg elsker ihvertfald hver eneste farve fra HolstGarn.
Det eneste jeg mangler er at have hænderne fri, og hvis ikke jeg får det nu, så kommer der sommeraftner hvor det at sidde med noget i hænderne bliver helt rigtigt!